Fem ting, vi lærte af Fulham-kampen

Da Manchester United  i lørdags hjemme tog imod Fulham, der ligger nummer sjok i Premier League, frygtede mange fans, inklusiv mig selv, det værste. Ville det blive endnu en hjemmebanefadæse? Kom vores svingende forsvarsspil og langsomme angrebsspil til at bide os bagi igen?

Intet af dette var heldigvis tilfældet. Manchester United fik endelig leveret en flot hjemmebanepræstation, hvor man slog Fulham 4-1. Specielt første halvleg var utrolig flot, hvor flotte sammenspillede angreb resulterede i tre scoringer i halvlegen.

Denne præstation, sammen med en udmærket en mod Arsenal, giver fremtidigt håb. OldTrafford.dk giver dig, per tradition, her fem ting, vi lærte af Fulham-kampen.

Endelig en solid start på kampen

Det har været i tema i alt for mange af Uniteds kampe, at holdet er kommet bagud. Tidligt. Det skete mod Arsenal, det skete mod Southampton (dog kampe, hvor United kom igen), og mod Crystal Palace fik United slet ikke hul på bylden.

Men mod Fulham var det ikke tilfældet. Der gik nemlig ikke mere end 13 minutter, før Ashley Young fik sendt en flot afslutning ind bag Sergio Rico i Fulham-målet. 

Og det fede var, at United ikke var tilfredse med 1-0. Mere ville have mere. Youngs mål blev efterfulgt af ligeledes flotte scoringer af Juan Mata og Romelu Lukaku, som betød, at Manchester United var foran 3-0 ved pausen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set det.

På trods af at anden halvleg ikke var på samme niveau, viste United kontrol og sejren var aldrig i fare. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget bedre, holdet ville være, hvis man kom foran i stedet for bagud.

Dalot er fremtidens mand

Jeg har, igennem de sidste mange sæsoner, været stor fan af Antonio Valencia. Han har vundet mit hjerte gang på gang med hans fart, disciplin og lederegenskaber på højre back-positionen.

Men han har været meget svag i denne sæson. Og skadet. Alt imens sidder en portugisisk teenager med masser af blod på tanden, der venter på at få chancen.

Den chance har unge Diogo Dalot så fået i de seneste par kampe. Og spørger du mig, har han klaret sine opgaver til UG. Ja, han havde nogle defensive problemer mod Arsenal, men andet er ikke fair at forvente af en urutineret teenager mod et top fire-hold.

Og Dalot fik virkelig spillet sig op mod Fulham. Selvom han spillede over for en af de mest lovende engelske talenter i Ryan Sessegnon, kom den talentfulde englænder sjældent frem til farlige situationer.

Samtidig med dette var Dalot en konstant trussel i det offensive spil. Han lukrerede altid på overlap, og hans gå-på-mod, hurtighed og fine indlæg lignede et fremragende komplement til Juan Mata, der gerne ville trække ind til sit venstreben fra højrekanten.

Vigtig sejr – men på en billig baggrund

Jeg var egentlig meget imponeret af United i lørdags. De spillede en af de bedste kampe hidtil i sæsonen. Men hold nu op, hvor var Fulham også dårlige. 

Fulham har den værste defensive målscore i ligaen, og det var tydeligt. Allerede ved Ashley Youngs mål kom englænderen alt for nemt til afslutning, hvor der stort set ikke var noget forsøg på at tage bolden fra ham. 

Samme var tilfældet ved Rashfords mål til 4-1. Flot sparket, ja. Men Rashford fik lov at danse hele vejen ind til kanten af feltet, med tre Fulham-spillere, der kiggede på ham, samtidig med at Rico i målet heller ikke så god ud.

Jeg vil ikke lyde alt for negativ. For vi skal hylde United, når de er gode. Og det var de i weekenden. Men jeg er heller ikke klar til at kalde dem top fire-kandidater endnu, bare fordi de vandt over Fulham.

Er Lukaku… i gang?

Før kampen havde Romelu Lukaku ikke scoret på Old Trafford siden marts. Ja, marts. Denne måltørke sluttede så endeligt i Fulham-kampen, hvor han efter en glimrende hjørnesparkskombination nemt kunne sætte bolden i det tomme net.

Han ligner stadig ikke den angriber, han var i sidste sæson. Og han er virkelig udskældt, muligvis med rette. Men faktum er, at han rent målmæssigt er i form.

Lukaku har scoret to mål i de sidste tre kampe, hvoraf det mod Southampton var med til at starte comebacket, så United kunne få point med fra St. Mary’s. 

Og det er meget tydeligt, at Manchester United har brug for Lukaku i form. En Lukaku i form, har nemlig bevist flere gange, at han er blandt verdens allerbedste på sin position. Så lad os få dén Lukaku tilbage, tak! 

Pogba skal spille en brandkamp på onsdag

Paul Pogba har været bænket i de sidste to kampe, og senest mod Fulham kom han slet ikke på banen. Fred kom på banen før Pogba gjorde, og det hjælper ikke Pogbas sag, at Fred faktisk gjorde et fint indhop.

Men José Mourinho har udtalt, at Pogba starter mod Valencia på onsdag. Der ligger, ved første øjekast, en tillidserklæring i det fra Mourinho, men jeg mener mere, at han spiller ham for at spare kræfter frem mod Liverpool-kampen i den kommende weekend.

For United er allerede videre i Champions League. De kan matematisk set stadig nå førstepladsen, men det kræver, at Juventus taber point mod Young Boys, og det tvivler jeg stærkt på sker.

Derimod ligger en af de vigtigste kampe i sæsonen forude, når United drager til Anfield til, efter min mening, det største derby i engelsk fodbold. Mon ikke, Mourinho spiller Pogba onsdag, for at spare andre frem mod en vigtigere kamp?

Hvis Pogba skal være med mod Liverpool, skal han være meget bedre. Og det håber jeg, han viser mod Valencia. For Manchester United er et meget bedre hold, når Paul Pogba er god.

Forrige artikel

ESPN: United vil ikke sælge Pogba

Næste artikel

Young ønsker kontraktforlængelse

ANNONCE