Jeg tror, der blandt mange af os United-fans har været stor forskel på humøret i starten af december og starten af januar. Det er i virkeligheden mest fordi, vi alle er investerede i klubben med en kærlighed, vores eventuelle kærester ikke helt forstår. Og det bygger på, at Manchester United i midten af december udskiftede udskældte José Mourinho med klublegende Ole Gunnar Solskjær.
Og hvilken forskel, det har gjort. Allerede første kamp i spidsen scorede Manchester United fem mål i en kamp. Det er noget, der ikke er sket siden Sir Alex’ sidste kamp mod West Bromwich.
Derudover er Solskjær den første træner siden Matt Busby til at vinde de første fem kampe i træk i starten.
Det er svært for os United-fans at læse ovenstående uden at juble irrationelt meget, men vi skal også huske på, at vi har mødt Cardiff, Huddersfield, Bournemouth, Newcastle og Reading.
Så hvor glade skal vi være? Og hvad har vi egentlig lært af den første Solskjær-periode? Jeg giver dig her fem ting, vi har lært af Solskjærs første fem kampe.
Vi er endelig gode i de “nemme” kampe
Mange vil sige, at vi skal tage det med ro, og at Manchester United kun har mødt Cardiff, Huddersfield, Bournemouth, Newcastle og Reading. Det er også rigtigt. Jeg er enig. Men der er en anden side af historien.
Det er så længe siden, at Manchester United har vundet fem i træk. Og specielt i denne sæson under Mourinho, har United haft en tendens til at have det svært mod mindre modstandere. 1-3 mod West Ham, 2-3 mod Brighton, 0-0 mod Crystal Palace, Southampton 2-2. Det er alle resultater fra denne sæson, og disse modstandere er velsagtens ikke bedre end andre end Reading.
Faktum er, at United vinder disse kampe under Solskjær. Det er fordi, at Manchester United endelig spiller offensiv fodbold. Paul Pogba har fået sin befriende 10’er-rolle, hvor han kommer ind i feltet og skaber ravage. Og det klæder ham. Vi spiller hurtigt angrebsfodbold med Rashford og Martial, og modstanderne har endnu ikke kunnet stoppe det.
Jeg mener ikke, United har spillet defensivt, som Mourinho nok kunne have været beskyldt for i disse slags kampe, i nogen af disse kampe. Selv mod Newcastle, hvor en betondefensiv gjorde det svært for United, forsøgte man sig med sambabold. Og det lykkes for det meste.
Jeg glæder mig bare endelig til at se Manchester United spille fodbold igen. Og det er der mange af jer, der helt sikkert også gør.
Rashford spiller med Ronaldos selvtillid
Vi skriver lørdag den 22. december. Første kamp under Solskjær. Stedet er Cardiff, Wales. Der er spillet tre minutter af kampen, og United har fremtvunget et frispark udenfor hjemmeholdets straffesparksfelt. En 21-årig englænder stiller sig klar for at sparke. Med et Ronaldo-agtigt dyk sejler bolden ned i det fjerne målhjørne, mens Cardiff-keeper Neil Etheridge ser forvirret til. United er igang. Marcus Rashford er igang.
Det var i virkeligheden ikke fordi, at det mål sparkede Rashford igang. Englænderen havde sådan set scoret to mål og lavet en assist i de tre tidligere kampe. Men han virker anderledes.
For det første har Rashford fået en mere central rolle under Solskjær. Han spiller frontangriber nu. Og selvom jeg egentlig ikke mener, han er den ideele targetman, ligner han næsten en helt ny fodboldspiller der. Han løber rundt i alle tre angrebspositioner, gør den ene forsvarsspiller rundtosset efter den anden, og spiller med en selvtillid, der ligner en, Cristiano Ronaldo havde (og vel egentlig stadig har), da han spillede i United.
Jeg skrev tidligere på sæsonen i en lignende blog, at Anthony Martial er Uniteds farligste spiller. At han har potentiale til at blive verdens bedste. Det er ord, jeg står ved. Men Rashford er up there. Han er, siden debuten mod FC Midtjylland, gået fra at være stort talent, til supertalent, til superstjerne. Når han er på sit bedste, er han svær at stoppe.
Og lige nu er Rashford svær at stoppe. Det fortæller fem mål og fem assist i ni kampe historien om.
Lindelöf er en naturlig leder
Svenske Victor Lindelöf lignede en grønskolling, da han i sommeren 2017 ankom til det nordvestlige England efter sit ophold i Benfica. Han havde det svært. Igennem alle turneringer sidste sæson startede Lindelöf kun 13 kampe, hvor ingen af dem var nær så gode, som de kampe, han leverer nu.
For primo 2019 er sandheden en anden. Den nu 24-årige midterforsvarer har fået hår på brystet og erfaring i den bedste engelske fodboldrække. Og det klæder ham. Han spiller med ro og fornem boldbehandling, er utroligt forudseende og virker til at have taget lederrollen i United-defensiven sammen med David De Gea.
– Han kommer på bolden, han afleverer virkelig godt. Han ved hvornår han skal spille hurtigt og hvornår han skal tage tempo ud af kampen. Det er anderledes at spille i England og han har haft tid til at vænne sig til spillet, og han har været fantastisk, siger Ole Gunnar Solskjær om svenskeren.
Det er svært at være uenig. Kunne man nogensinde havde forestillet sig de ord komme om ham under Mourinho? Og endnu vildere, kunne man forestille sig Mourinho sige det om en af sine spillere? Det vil jeg lade jer besvare.
Faktum er, at Victor Lindelöf er 24 år gammel, med en kæmpe fremtid foran sig. Og så er han allerede så god, at han er den første til at vinde titlen som bedste svenske fodboldspiller efter et årti af Zlatan-dominans i det svenske. Jeg håber, vi har Lindelöf længe endnu.
Herrera og Matic har spillet sig op
Nemanja Matic har i det sidste halve år været en stor forklaring på alt, der var i vejen med Manchester Uniteds fodbold. Han var langsom med bolden, spillede bolden alt for meget tilbage, og var ikke engang god til det, han er sat på banen til at være.
Men nu er han god. Og spiller anderledes. Mod Huddersfield var Matic den Manchester United-spiller, der havde flest fremadrettede afleveringer. Det skete aldrig under Mourinho.
Under Mourinho-embedet var Ander Herrera for det meste ude i kulden. Selv Scott McTominay virkede til at være foran ham i køen. Mourinho foretrak at spille med en duelstærk midtbane, som for det meste var med Matic, Fellaini og/eller McTominay. Med Herreras 180 centimeter og et par af 70 kilo, passer han ikke til den stil.
Men under Solskjær spiller Manchester United angrebs- og pasningsfodbold. Og det passer den spanske terrier godt. Hans angrebsraseri passer godt til det presspil, Solskjær har implementeret i spillestilen, mens Herrera viser prøver på, hvor undervurderet god han er med bolden.
Det ligner, at en midtbanekonstellation med Matic, Herrera og med Pogba som offensiv midtbanespiller ligner fremtiden. Endelig.
Tottenham-kampen viser, hvor gode, United er
Jeg mener, det er vigtigt, at vi ikke bliver alt for begejsterede over Manchester United. Som tidligere nævnt, tvivler jeg på at Mourinho havde vundet alle fem kampe, Solskjær har vundet.
Men det betyder heller ikke, at jeg er klar til at smide Manchester United direkte i top fire. Det har nemlig været på en billig baggrund, at United har hentet sine sejre. Tilmed har Manchester United helt ærligt heller ikke rigtigt været gode i de sidste to 2-0-sejre over henholdsvis Newcastle og Reading.
Det er selvfølgelig også en topklub værdigt at kunne vinde 2-0, når man spiller dårligt. Men Solskjær har endnu ikke mødt signifikant modstand.
Men det ændrer sig søndag eftermiddag. United skal til Wembley for at møde Tottenham. De ligger nummer tre og spiller glimrende fodbold. De spiller så glimrende, at de i slutningen af august vandt 3-0 på Old Trafford.
Hvis Manchester United får point på Wembley, er jeg klar til at hoppe med på jubelkaravanen. Det betyder, at vi igen kan bide skeer med toppen i engelsk fodbold. Det har vi ikke kunnet længe. Det er de færreste, der kommer på Spurs’ hjemmebane og får noget ud af det (lige ud over Wolves, der i juleperioden overraskede med en 3-1-sejr).
Forestil dig dette scenarie. Manchester United spiller med samme tilgang til fodboldspillet, som de har gjort de seneste fem kampe. De får points. Solskjær hyldes igen. Er du så ikke klar til at smide dem op som seriøse top fire-kandidater? Det er jeg i hvert fald. Og det var jeg aldrig for alvor under Mourinhos 2018/19-sæson.
Men hvis Tottenham vinder, og United får en “welcome to reality”-kamp og taber 2- eller 3-0, har de seneste tiders resultater nok hovedsageligt været på grund af modstanden. Vi får se.
