Fem ting vi lærte af Chelsea-kampen

I lørdags smed Manchester United en flot udesejr over Chelsea over styr i absolut sidste minut i en kamp, hvor der både var gode og dårlige ting at tage med hjem til Manchester. Oldtrafford.dk giver dig fem ting, vi lærte af Chelsea-opgøret.

Manchester United har haft en svær 2018-2019-sæson, med flere middelmådige præstationer og heraf utallige rygter om et Mourinho-exit. Dog rejste holdet sig i kampen mod Newcastle i ægte Fergie-stil, hvor der blev scoret tre mål sent i anden halvleg, som vendte et 0-2-nederlag til en flot 3-2-sejr.

På trods af den flotte præstation var United dog langt fra favoritter i kampen mod Chelsea på Stamford Bridge. Chelsea er ubesejrede og hænger fortsat flot med i toppen, og træner Maurizio Sarri har imponeret i sin første sæson i London-klubben.

Men de røde fra Manchester trodsede kritikerne og leverede en flot præstation. Selvom de i første halvleg var nede med 0-1, vendte United kampen til 2-1 i anden halvleg, og havde det ikke været for en ærgerlig Ross Barkley-scoring i de allersidste minutter, havde United taget alle tre points med hjem til Old Trafford.

Skribent Rasmus Lykke Therkelsen giver dig fem ting, vi lærte af Chelsea-kampen.

1) Martial er tilbage

Anthony Martial har haft et turbulent 2018, der har budt på flere ned- end opture, og har efter sigende ønsket et exit fra Manchester United. Dog har den unge franskmand fået chancen et par gange de sidste par kampe, og med tre mål i de sidste to kampe, ligner han Uniteds mest formstærke mand.

Kampen mod Chelsea viste specielt, hvor ekstremt farlig han er, når han er i form og spillehumør. Hans hurtighed, målnæse og driblinger er ofte en højrebacks værste mareridt, og samme var tilfældet i lørdags. Hans fornemme præstation blev kronet med to afgørende scoringer, som reelt set burde have skaffet Manchester United sejren.

Faktum er, at hvis Martial fortsætter med at spille, som han gjorde i lørdags, virker det direkte latterligt at spille med Alexis Sanchez eller Marcus Rashford over ham. Sidstnævnte havde dog en udmærket kamp mod Chelsea, men Anthony Martial er bare mere kampafgørende, når han er i hopla.

Rygterne om et skifte væk fra United er også begyndt at dø, specielt som Martial har rost Mourinho og United i kølvandet på Chelsea-kampen. Franskmanden ligner en, der igen er motiveret, og hvis han spiller, som han gør nu, er der ingen grænser for, hvad han kan præstere.

2) Mata spillede sin hidtil bedste kamp i sæsonen

Udover en fremragende indsats fra Anthony Martial, leverede den spanske playmaker, Juan Mata, også en fremragende indsats. Uniteds nummer 8 var stærkt involveret i begge Uniteds mål, og havde, trods få udfald, en flot dag på kontoret på hans gamle hjemmebane.

Spanieren var glimrende i det offensive spil, men havde også fået en mere defensiv opgave af José Mourinho; opdæk Jorginho. Chelseas nye italiener har været det helt store omdrejningspunkt på midtbanen siden ankomsten i sommers, og har allerede slået rekorden for flest vellykkede afleveringer i en Premier League-kamp nogensinde. Derfor var det ikke overraskende, at Chelseas opbyggende spil dalede i kvalitet, da Mata fulgte italieneren rundt på banen, og udviskede en væsentlig del af Chelseas opbyggende spil i ægte Mourinho-stil. Imponerende.

Juan Mata har i denne sæson haft svært ved at bide sig fast i Manchester Uniteds start-ellever, men var fremragende i lørdags – det bør han belønnes for og bør i virkeligheden starte tirsdag aften mod Juventus.

3) Hvad sker der for Romelu Lukaku?

Belgieren er selvfølgelig Uniteds bedste angriber, han er stadig holdets topscorer og er i min bog stadig en af verdens bedste angribere. Men hvorfor lykkes det ikke for ham i United for tiden? Han arbejder hårdt, giver alt hvad han har, og hans reaktion på Anthony Martials 2-1-scoring var hjerteskærende fantastisk (se billedet ovenover), men det er ikke meget, der lykkes for ham. Han brænder sine chancer og hans hold-up-play er virkelig ikke, hvad det har været.

Romelu Lukaku scorede to mål for Belgien i landskampspausen, så vi har jo set, at han kan. Men han har ikke scoret i klubsammenhæng siden han åbnede scoringen mod Watford for fem uger siden. Hvis Manchester United har ambitioner om at kunne lege med “de store drenge” i toppen af Premier League, skal Lukaku i gang. Nu.

4) Mourinhos stol er ikke helt så varm, som den har været

Uha, hvor José Mourinho været i vælten i denne sæson. Fans og medier har været efter ham efter hvert tvivlsomt resultat og hver tvivlsom performance i denne sæson.

Men ting ser anderledes ud i dag, end det gjorde efter 1-3-nederlaget til West Ham. Det er ikke kun fordi, at United har leveret to flotte resultater siden da, men mere indstillingen. Spillerne løber for hinanden igen, marginalspillerne har selvtillid, og strukturen er blevet en anelse bedre. Jeg ved ikke præcist, hvad Mourinho har gjort, men det ser bedre ud.

Jeg ved heller ikke, om Mourinho er svaret i det fremtidige Manchester United, men han fortjener stor respekt ovenpå de seneste par kampe, og er ikke decideret fyringstruet mere efter min mening. Dog kan skuffende præstationer mod Juventus i midtugen og mod Everton i weekenden hurtigt bringe ham i vælten igen, så der skal ikke hviles på laurbærerne.

5) Skidt præstation af Pogba og Matic

Mens Mata brillerede på den offensive del af midtbanen, så det straks anderledes ud på den mere defensive del. Paul Pogba og Nemanja Matic var muligvis Uniteds to værste mænd i lørdagskampen.

Nemanja Matic lavede utallige frispark på midtbanen, og i en tid, hvor han længe har syntes langsom på Uniteds midtbane, kom problemet i den grad til kende mod dygtige, hurtige teknikere som Eden Hazard og Willian. Serberen kom, ligesom resten af United, bedre med i anden halvleg, men så generelt klodset ud, og ligner ikke sig selv.

Paul Pogba havde faktisk en okay anden halvleg, men var bare ikke god i første halvleg. Han smed unødvendige bolde væk og var ukoncentreret ved Chelseas første scoring, da han lader Antonio Rüdiger vriste sig fri og nemt heade bolden i mål til 1-0. Derudover har Pogba det samme problem som Lukaku. Han ligner verdens bedste midtbanespiller for Frankrig, men viser det bare ikke for United. Han ser stresset ud, spiller ikke med samme frihed, og der er virkelig langt mellem de gode præstationer.

Jeg ved, hvor gode, begge midtbanespillere er, så jeg håber bare, de finder deres niveau igen, for så bliver Manchester United bare så meget bedre.

Forrige artikel

Martial nedtoner rygter om dårligt forhold til Mourinho

Næste artikel

Pjanic: Scholes hjalp Ronaldo til at blive den bedste

ANNONCE