Blog: Hvor god er Mason Greenwoods debutsæson egentlig?

“Greenwood er stadigvæk kun 17 år, og det må derfor anses som naivt, hvis man tror, at han vil gøre sig gældende for United i den nærmeste fremtid,” blev der skrevet i vores artikel fra sidste år, hvor vi præsenterede de næste unge stjerner i Manchester United – herunder Mason Greenwood.

Sidenhen har den engelske komet taget alle med storm, og omend de fleste var klar over, at der var tale om et helt specielt talent, er det en anden ting at føre det ud i livet. Og føre det ud i livet har Mason Will John Greenwood altså gjort.

I skrivende stund står Greenwood noteret for 15 scoringer og fem assist i alle turneringer, og sæsonen er slet ikke færdig endnu. Det vil sige, at han er den første United-teenager til at score 15 mål i en sæson siden Wayne Rooney i 2004/05-sæsonen, og det betyder også, at han har lavet flere Premier League-mål – nemlig otte af slagsen – end alle andre teenagere i hele ligaen.

Der er ingen tvivl om, at det er et imponerende output for en blot 18-årig angriber, der først fylder 19 år til oktober. Det fik mig til at tænke på, hvordan hans debutsæson kan sammenlignes med de største United-talenters respektive debutsæsoner, og om vi delvist kan konkludere, hvor langt henne Mason Greenwood er i forhold til spillere som Wayne Rooney, Cristiano Ronaldo, Anthony Martial og Marcus Rashford, som jeg har tænkt mig at sammenligne ham med.

Wayne Rooney

Manchester Uniteds all time-topscorer skiftede som 18-årig til klubben i sommeren 2004, hvor han allerede dengang var anset som et kæmpestort talent. United gav 25 millioner pund for ham den sommer, som gjorde ham til den dengang dyreste teenager nogensinde, og det skulle naturligvis vise sig at være pengene godt givet ud, og det viste unge Rooney allerede i første sæson.

Debuten måtte dog lade sig vente en smule på sig. Da Wayne Rooney skiftede på Deadline Day var hans form ikke fundet acceptabel af Sir Alex Ferguson, som først gav den unge englænder debut en måned senere.

Og hvilken debut. Wayne Rooney debuterede i september måned i Champions League mod Fenerbahce, og som mange af jer nok kan huske, scorede han et hattrick og blev lynhurtigt en fanfavorit på Old Trafford.

Rooney, som i oktober 2004 fyldte 19 år gammel, blev mere og mere en del af Manchester Uniteds førstehold, og han gjorde det så godt, at han scorede 17 mål i alle turneringer og blev kåret til årets unge spiller i Premier League.

Som nævnt før er Wayne Rooney den eneste teenager i nyere United-tid, der udover Greenwood har scoret 15 mål på en sæson, og rent statistisk mangler Greenwood kun to mål for at nå United-legenden, der nu spiller i Derby County. Men lad os prøve at sammenligne Greenwood med et andet United-ikon.

Cristiano Ronaldo

Vi kender alle historien om, hvordan en vis portugiser med nummer 28 på ryggen gjorde John O’Shea skeløjet og rundtosset, da Manchester United drog til Portugal for at spille en venskabskamp mod Sporting Lissabon, for så efterfølgende at købe netop denne portugiser. Og der er – selvfølgelig – tale om Cristiano Ronaldo.

Spørger du mig, er han den spiller, der har haft det højeste niveau i min tid som Manchester United-fan, men hvordan var hans debutsæson egentlig?

Ronaldo var et helt unikt talent, der i sin debut mod Bolton Wanderers viste alle United-fans, at der var håb forude efter at have måttet vinke farvel til David Beckham. Ronaldo viste fart, kækhed og driblinger i høj klasse. Det var dog klart for enhver, at der var tale om et – omend kæmpestort – råt talent, som manglede skarphed, taktisk forståelse og slutprodukt. Heldigvis fandtes der selvfølgelig ingen bedre træner til at forme sådan en spiller som Sir Alex Ferguson kunne gøre det.

Som sagt var der dog tale om et råt talent, og selvom den unge Cristiano Ronaldo var involveret i næsten alle kampene, var størstedelen af dem som indhop. Ronaldo afsluttede sæsonen med fem mål og otte assist.

Skal man sammenligne Mason Greenwood med Cristiano Ronaldo, skal det gøres klart, at selvom begge har haft et udgangspunkt i højresiden i sine respektive debutsæsoner, er de to meget forskellige spillere. Greenwood har ikke, og får aldrig, de tekniske evner og driblinger, Ronaldo har og havde, men til gengæld er der ingen tvivl om, at Mason Greenwood på dette tidspunkt i karrieren er en langt mere velformet spiller og dygtigere afslutter end Ronaldo var. Om Greenwood så har niveauet til at nå Ronaldos højder, må vi jo vente med at se. I stedet for vil jeg spole tiden fremad fra 2003/04-sæsonen til 2015/16-sæsonen, hvor et fransk rekordindkøb stjal alle overskrifterne på Old Trafford.

Anthony Martial scorer i FA Cup semifinalen 2016

Anthony Martial

“Tony Martial came from France,
English press said he had no chance,
50 million down the drain,
as Tony Martial scores again”

Den ovenstående sang er uden tvivl en, du er bekendt med, hvis du er så heldig at have stiftet bekendtskab med Old Trafford indenfor de seneste fem års tid. Og sangen fortæller ret godt historien om et stort fransk talent, der blev hentet ind for 50 millioner pund, Ballon D’Or-klausuler og tårnhøje forventninger. Men det var denne franske teenager totalt ligeglad med.

I sin første kamp som United-spiller blev han indskiftet mod Liverpool med 25 minutter tilbage, og som de fleste husker, fik han Sky Sports’ kommentator Martin Tyler til at råbe “ooooh, yeeees!” og lave et fænomenalt mål til 3-1, der sikrede en berusende sejr over de larmende, røde rivaler. Og det var blot startskuddet til en flot debutsæson for den 19-årige franskmand.

På trods af, at han blot fyldte 20 år i december 2015, var daværende træner Louis van Gaal ikke bleg for at bruge ham. Martial var involveret i 53 kampe for Manchester United, hvor han kvitterede med 18 mål og 10 assist, hvilket må siges at være et flot, flot udbytte.

Man kunne fristes til at sige, at 15/16-sæsonen var den bedste, Martial har haft i United – måske lige med undtagelse af den nuværende, hvilket også gør den svær at slå for Mason Greenwood. Der er ingen tvivl om, at Anthony Martial blev brugt mere end Greenwood og havde et større ansvar, da han i den sæson skulle kompensere for en aldrende Wayne Rooney, en floppende Memphis Depay og en til tider alt for defensiv spillestil.

Med alt det in mente er det en flot – og for mig at se en smule overset – sæson, hvor Anthony Martial i flere dele af sæsonen var hele sjælen i Uniteds offensiv.

Det er Mason Greenwood naturligvis ikke helt endnu for Manchester United, men det skal retfærdiggøres, at Anthony Martial var et år og to måneder ældre end Greenwood var, da deres respektive debutsæsoner startede. Den sidste spiller, Greenwood skal sammenlignes med, havde faktisk også sin debutsæson i 15/16-sæsonen, da Anthony Martial blev skadet i opvarmningen før et Europa League-opgør mod en vis dansk modstander…

Marcus Rashford

Marcus Rashford

Her er der selvfølgelig tale om Marcus Rashfords ilddåb på Old Trafford, da Anthony Martial måtte udgå med en forstrækning forud for en Europa League-kamp mod FC Midtjylland. 18-årige Marcus Rashford var med i truppen, men havde på dette tidspunkt endnu ikke fået debut. Rashford var dog den eneste angriber tilbage i truppen, og så måtte han ind og starte mod FC Midtjylland. 

Og som de fleste nok husker, endte kampen med en 5-1-sejr til Manchester United på to mål af Marcus Rashford, og en ny stjerne var født. I weekenden efter skulle Manchester United få besøg af Arsenal, og da Anthony Martial endnu ikke var blevet sin skade kvit, måtte Rashford starte inde igen, og endnu engang kvitterede Uniteds nummer 39 med to mål, som var med til at sænke Arsenal med 3-1.

Marcus Rashford scorede cirka en måned senere et ikonisk derbymål mod Manchester City, og her var der ingen tvivl om, at en ny, lokal helt fra akademiet var født.

På trods af, at Rashford først blev involveret på førsteholdet i februar måned, nåede han alligevel at optræde i 18 kampe og levere otte mål og to assist. 

Men skal vi være retfærdige, er det måske sæsonen efter, der er hans reelle debutsæson. Her var José Mourinho kommet til og havde hentet Zlatan Ibrahimovic til truppen, hvilket betød, at Rashford måtte affinde sig med en plads på kanten i stedet for, som resulterede i en smule ustabile præstationer fra den unge angrebsspiller, men ydmyg, som han er, fik Marcus Rashford alligevel lavet 11 mål og syv assist på trods af spilletid på en uvant position.

Marcus Rashford er formentlig den spiller af de fire, der minder mest om Mason Greenwood, og deres niveau som teenagere har været meget ens. Greenwood er en bedre afslutter end Rashford var – det er han nok i virkeligheden stadig, mens Marcus Rashford var hurtigere og en bedre udfordrer.

Mason Greenwood

For at konkludere, ville det være hårdt at sige, at Mason Greenwood er decideret dårligere end en eneste af de ovenstående fire United-spillere i deres debutsæsoner. Mason Greenwood har gang i en historisk god sæson for en spiller, der først fylder 19 år gammel i næste sæson, og sæsonen er ikke engang færdig endnu. Jeg vil ikke sidde og gisne om, hvor god han kan blive, for det bestemmer han i virkeligheden helt selv.

Jeg vil bare sige, at når man har udviklet sig så meget, som han har gjort siden sine første kampe i efteråret, er der ingen grænser for, hvor god, han kan blive. Jeg er utroligt glad og spændt på, hvad der venter Mason Greenwood i fremtiden, og det er jeg helt sikker på, at du også er. For Manchester United har en stjerne i svøb i deres hænder, og det er op til den tidligere United-skarpretter og norske baby-faced assassin Ole Gunnar Solskjær at udvikle ham.

Forrige artikel

Shaw: Truppen sprudler af selvtillid

Næste artikel

Wan-Bissaka har Uniteds mest løbeivrige ben

ANNONCE