Blog: Hvad er der sket med Jesse Lingard?

Læsetid
3 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Rasmus Lykke Th...

12 november, 2019 - 17:04

Jesse Lingard mod Rochdale ©Getty

Kan jeg få dig til lige at glemme 2019 for en stund, og tænke på 2017 og 2018 og rette fokus mod Jesse Lingard? Dengang, han var en spiller af en høj kaliber? Dengang, han havde perioder, hvor han lavede mål for sjov? Dengang, hvor hans aktioner på sociale medier blev opfulgt af flotte præstationer på grønsværen?

De tider, og den spiller, virker som minder fra en fjern fortid. Dengang - altså blot for et år og et par måneder siden - var Jesse Lingard en af de bedste spillere på de engelske VM-semifinalister i sommeren 2018, men i dag er han længe sluppet udenom Gareth Southgates horisont, når sidstnævnte skal udtage den engelske landsholdstrup.

Men hvad i alverden er der sket med Jesse Lingard? Hvorfor dykkede hans form så drastisk og pludseligt? Og kan vi forvente at få ham tilbage i samme forfatning som tidligere?

For det første er det nok vigtigt at nævne, at Lingards statistikker aldrig rigtigt har været imponerende. Og det er heller ikke rigtigt hans game at score ti mål og lave ti assist på en sæson. Derfor er det vigtigt at tænke udover de posts, man ser fra medierne vedrørende hans manglende slutprodukt i den seneste tid.

Jesse Lingard

Lingard kender vi som en hårdtarbejdende spiller, der har sine forcer i det hurtige kontrafodbold, og som en spiller, der har en unik evne til altid at dukke op i de store kampe. Specielt, når han optræder på Wembley. Og Emirates. Det er egentlig faktisk mange gange, han har været god i de vigtige kampe.

Derudover har han også været anerkendt som en spiller, der har været uhyre god for omklædningsrummet. Jeg tilskriver ham gerne en del af æren for megen af Marcus Rashfords udvikling, og hans bromance med mange af spillerne - omend, at den til tider kan være tåkrummende - er fuldstændig vital for et omklædningsrum.

Nu har vi fået det positive af vejen. Vi ved, hvad han står for. Vi ved, hvad han kan (eller i hvert fald har kunnet). Men hvad skal han gøre for at komme tilbage på sporet, og hvad er der dog sket?

Jesse Lingard

Som jeg ser det, startede nedturen umiddelbart efter hans flotte præstationer ved VM i Rusland i 2018 for det engelske landshold. Lingard havde spillet en flot sæson for Manchester United og havde ligeså stille udviklet sig til at være en af de vigtigste offensive spillere i truppen.

Som nævnt før, har Lingards statistikker aldrig været decideret imponerende, men når man ikke har været involveret i et eneste ligamål siden december 2018 (!!), undrer man sig over, hvad i alverden, der er sket.

Når Lingard løber på banen, medbringer han fortsat sin utrættelige energi og fornemme presspilssans, men det er velsagtens det eneste, han bidrager med, når han er på banen for Manchester United. Han løber aldrig ind i feltet mere, han smider bolden væk, og han er ikke nær så energisk, når United har bolden.

Ja, han er dygtig i spillet uden bold, men vi ser aldrig længere Jesse Lingard kalde på bolden på den sidste tredjedel. Når United er i angreb, gemmer han sig nærmest. Det er ufatteligt at se på. Når han er på banen, og United skal jagte en scoring, er det som om at være en mand i undertal - med al respekt. Han gør simpelthen ikke en forskel.

Det kan man også i se i OldTrafford.dk-regi. Jeg har været inde og tjekke flere af de karakterskalaer, vi har givet indenfor det seneste år tid, og det er mere undtagelsen end reglen, hvis der udenfor Jesse Lingard står "Han kæmpede godt, men skabte ikke det store" eller noget lignende.

Jeg ved ikke, om det er Solskjærs instruktioner, der gør ham så ineffektiv med bolden. Det er det helt sikkert også. Men vi er simpelthen nødt til at få sparket noget selvtillid ind i ham igen. Jeg vil se ham løbe rundt og lave latterlige danse foran 60.000 Arsenal-fans på Emirates igen. Men det sker ikke, når han er i den nuværende forfatning.

Marcus Rashford og Jesse Lingard

Der er i øvrigt heller ikke noget at sige til, hvis hans selvtillid er i kulkælderen. Han er uden sammenligning den United-spiller, der har skullet høre for mest, når det gælder de sociale medier. Og til at starte med havde det intet med fodbold at gøre. Dengang havde fansene egentlig bare lyst til at svine ham til, fordi de kunne.

Hvis ikke det var tøjet, der var noget i vejen med, var det hans jubelscener. Hvis det heller ikke var det, var det bare generelle opslag på sociale medier. Jeg glemmer aldrig, da han lagde et billede op på Instagram hvor han og andre United-spillere var taget til det lokale hospital for at give en god oplevelse til et par unge United-drenge, og i kommentarfeltet fandt man ikke andet end "Get out of our club", "Stick to football" og andet. Ufatteligt.

Det skal dog ikke være en undskyldning for, at han ikke skal finde sit gamle jeg tilbage igen. Spillere som Daniel James, Andreas Pereira og flere står foran ham i køen til spilletid, og det virker som om, at Ole Gunnar Solskjær heller ikke helt ved, hvad han skal gøre med ham.

Jeg tror, at Jesse og Ole bør sætte sig ned og se et par United-kampe, der blev spillet for et par år tilbage. Dengang, Lingard gjorde en forskel. Dengang, han afgjorde finaler. Dengang, han var med til at inspirere resten af United-holdet til at spille sprudlende, offensiv fodbold. Det virker helt skørt at skrive, at det var noget, han bidrog til, men sådan hang det faktisk sammen engang.

Jeg vil i hvert fald opfordre til at støtte ham så meget som muligt. Han har brug for det, og det har vi også. Jeg kan bedre lide Manchester United, når en velfungerede Jesse Lingard er en del af det. Det er bare et spørgsmål om at få ham op på hesten igen.