For en uge siden blev Manchester United blæst ud af Paris Saint Germains kontramaskine anført af superstjernen Kylian Mbappé og den tidligere United-spiller Angel di Maria. Det var lidt af et reality check til et Manchester United-hold, der havde været ubesejret under hele Solskjær-tiden og havde reddet på en bølge af det ene succesresultat efter det andet.
Derfor var det vigtigt, at Manchester United svarede tilbage på den sløje præstation i midtugen på Old Trafford. Og det blev ikke en nem kamp, der skulle svares tilbage i. Man skulle møde Chelsea på Stamford Bridge, hvor man ikke har vundet siden 2012.
Luke Shaw kaldte kampen for Uniteds hidtil største test. Og det var ikke kun en stor kamp for Manchester United. Chelsea skulle bevise, at Sarri-vederci ikke skulle indgå i vores ordforråd, da seneste kamp på engelsk grund blev til en regulær afklapsning med tenniscifrerne 0-6 på Etihad mod et sprulende City-mandskab.
Og endnu en gang var det Manchester-mandskabet, der trak det længste strå. Manchester United er tilbage på sporet efter en grim snitter i Champions League, og Maurizio Sarri ligner den mest pressede mand i England.
Der findes et mantra med, at man skriver bedst på vrede. OldTrafford.dk-skribent Rasmus Lykke Therkelsen vælger dog at vende dét på hovedet og i stedet skrive på berusende glæde. Han giver dig fem ting, vi lærte af FA Cup-triumfen mod de forsvarende mestre fra Chelsea.
Manchester United – og Solskjær – er ‘for real’
Igennem den bølge af berusende sejre, Manchester United har taget os igennem i de seneste par måneder, har eksperter, fans og kritikere nok alle tænkt tanken; hvad så, når det går dårligt? Og hvornår taber Manchester United en kamp?
Sidstnævnte fik vi svaret på i tirsdagens Champions League-kamp mod PSG. Manchester United fik det føromtalte reality check og er et regulært mirakel på Parc des Princes fra at blive sendt ud af Champions League.
Manchester United mødte et PSG-mandskab, der var utroligt solide defensivt. Paul Pogba blev mandsopdækket, Rashford kunne ikke overløbe Presnel Kimpembe og vigtigst af alt, viste Kylian Mbappé at han lige er et niveau over alle andre talenter i verdensfodbolden – demonstreret ved kontrabold i verdensklasse.
Derfor blev kampen mod Chelsea så uhyre vigtig. Manchester United skulle vise, at de kunne rejse sig. Og det lignede på papiret ikke en nem kamp. United havde nemlig ikke vundet på Stamford Bridge siden Ferguson-tiden.
Indtil i går aftes. Et kriseramt Chelsea-mandskab blev ekspederet ud af turneringen på ligeså fornem vis, som PSG gjorde det af med United for en uges tid siden. De to midtbanemænd Paul Pogba og Ander Herrera stod for de to scoringer og var de to bedste spillere på banen.
Så for at komme tilbage til “hvad så, når det går dårligt?”-spørgsmålet. Her viste Manchester United, at de ikke blev spillet helt under græstæppet af den franske hovedstadsklub og at de er mindst et niveau eller to over Chelsea i top fire-kampen.
Solskjær sendte drengene ud med en fornyet motivation – holdet spillede hurtigt og pressede højt op på banen. Jeg var imponeret. Både i første halvleg, hvor det energiske United-hold sørgede for en 2-0-føring ved pausen, men også i anden halvleg, hvor Victor Lindelöf og Chris Smalling dikterede 4-back-linjen som en anden reinkarnation af Ferdinand og Vidic.
Solskjær beviste, at han ikke bare er the good guy. At han kunne motivere spillerne til at tage sig sammen igen. Han beviste også, at han både kan imponere med hurtigt angrebsspil og en kompakt defensiv. Derudover viste han også, at han kunne improvisere, da han manglede både Jesse Lingard og Anthony Martial. Han ændrede bare formationen og spillede Mata som trequartista – og gjorde det, efter min bog fremragende.
Måske lever jeg i ren eufori. Det gør jeg helt sikkert. Men alle de rygter om, at United vil sprænge banken for Pochettino er ikke mit drømmescenarie. Mit drømmescenarie ligger i en Super Sub, der er lånt i Molde.
Fra Mourinho-syndebuk til verdens bedste midtbanespiller
I store dele af efterårssæsonen var Paul Pogba, rent spillemæssigt, en decideret katastrofe. Han så ud til at gå mere op i sit hår end han gjorde i Manchester United og hans spil på banen.
Det hjalp ikke, at José Mourinho tydeligvis havde set sig sur på Pogba i samme periode, som i december resulterede i en nærmest permanent bænkeplads.
I dag er sandheden en anden.
Ole Gunnar Solskjær blev ansat i midten af december, og med et trylleslag blev Paul Pogba til en helt anden fodboldspiller. Pogba blev sat frem i en 10’er-position og var sat uden de store defensive instruktioner – og det har virket.
Paul Pogba har kvitteret med imponerende ni mål og syv assist i de seneste 12 kampe – det er flere mål han er direkte involveret i end eksempelvis Pierre-Emerick Aubameyang i Arsenal.
Udover, at Pogbas slutprodukt endelig er forbedret, spiller han også bare bedre. Jeg vil ikke give den lange smøre om, hvordan “han endelig smiler igen”, og at “han er blevet sat fri”. For det er der mange, der har snakket om før jeg.
Men Pogba ligner, i alle kampe på nær PSG-kampen, en man among boys. Han er hurtigere, stærkere, bedre teknisk og bare bedre end alle andre. Det er lige meget om det er mod Fulham, Leicester, Chelsea eller Tottenham. Han viser det bare. Hver gang.
Undtagen senest mod PSG. Paris Saint Germain har nemlig noget, de færreste hold har. En af verdens bedste defensive midtbaneakser. Marquinhos og Marco Verratti er efter min mening i verdens absolutte topklasse på positionen, og det kunne ses. Pogba var altid mandsopdækket af dem og blev frustreret – dette resulterede senere i det famøse røde kort.
Det er meget simpelt. Hvis man stopper Pogba, stopper man Manchester United. Det virker bare ikke som om, at der er ret mange, der kan det. Paul Pogba er verdens bedste midtbanespiller. Og jeg tager gerne diskussionen mod dem, der mener noget andet.
Hov – og i øvrigt er han også direkte involveret i 48 flere mål, end Steven Gerrard var i samme alder.
Hvis Mata skal spille, skal han være 10’er
Jeg nævnte det kort i det første afsnit. Jeg var imponeret af Juan Mata i den, de italienske kalder trequartista-rollen. Den rolle, der ligger foran midtbanespillerne, men bag angriberne. Den rolle, vi kendte Diego Maradona, Juan Riquelme, Francesco Totti (i en periode) fra.
Jeg vil ikke sammenligne Mata med nogen af dem. Selvfølgelig ikke. Men når Juan Mata bliver forvist til kanten, forsvinder han. Hver gang, føles det som om. Og det giver jo også god mening.
For Juan Mata har ikke farten eller eksplosiviteten, som Anthony Martial, Jesse Lingard, Marcus Rashford, Alexis Sanchez eller sågar unge Tahith Chong, har. Det, Mata til gengæld er god til, er at spille i midten, hvor han ikke skal vinde på fart – men på sin fremragende fodboldhjerne.
Juan Mata var sådan set ikke engang afgørende i gårsdagens kamp. Men det virker som om, at han bare er mere tilpas derinde. Og det er fordi, det er den rolle, hans kvaliteter passer til.
Derudover skal det også nævnes, at han i kampen spillede en stor rolle i at mandsopdække Jorginho. Det virker som om, at alle hold har fundet ud af, at hvis man mandsopdækker ham – så vinder man. Det skete også i går. Juan Mata leverede et kæmpestort løbearbejde for at holde den unge italiener i skak.
Jeg siger ikke, at han skal være fast mand på den rolle fremover. Der spiller Paul Pogba, når United kan bruge Martial og Lingard. Men når Manchester United mangler et par nøglespillere, kan man få langt værre end en Juan Mata på sin offensive midtbane.
Solskjær fortjener credit for sin taktiske formåen
Det bliver svært at give Ole Gunnar Solskjær en ros, han endnu ikke har fået her på sitet. Solskjær er blevet fodret med roser fra højre til venstre. Men dette har mest været for sin mandskabsbehandling og positive tilgang til fodbolden.
Træneren Ole Gunnar Solskjær er mere end det. Han er også et mindre taktisk geni, hvis du spørger mig, og Chelsea-kampen var hans mesterværk.
Det er nemt at se på kampen som der, hvor Sarri var for stædig i sin spillestil og trillede sig selv ud af trænersædet på Stamford Bridge. Men United var også taktisk gode.
Solskjær smed Ander Herrera ud til højre – både for at mandsopdække Eden Hazard, som han har gjort før, men også for at søge ‘overloade’ Uniteds højre angrebsside, hvor Marcos Alonso huserede som venstreback. Ved 1-0-målet så vi Herrera løbe ind bag en forvirret Alonso, og headede bolden ind til føringsmådet.
Derudover – og det nævnte jeg også ovenover – smed Solskjær også Mata ind som Jorginho-oppasser. Det er tydeligt, at det er en vinderopskrift at gøre mod Chelsea, men den blev stadig udført til punkt og prikke. Chelsea havde svært ved at få bolden flyttet mellem kæderne, takket være en disciplineret United-indsats.
Det hjælper også, at Sarri var for stædig til at ændre taktik. Men Solskjær havde luret, hvordan man slog Chelsea. Ligesom han leverede et taktisk mesterstykke mod Tottenham, gjorde han det også i går. Det er en del af hans trænerpakke, han fortjener mere ros for – og en af de mange grunde til, at jeg personligt foretrækker ham som permanent United-manager.
Lindelöf er den nye Ferdinand
Muligvis en lidt clickbaity overskrift. Men i spillestil, og ærligt, også nuværende niveau, er det svært ikke at se paralleller mellem de to.
Ferdinand var blandt andet kendt for sin store autoritet i forsvaret, samtidig med at være utrolig kølig i tanke og handling, god med bolden og et fænomenalt blik for spillet.
Jeg siger ikke, at Victor Lindelöf er lige så god. Langt fra. Men præcis ovenstående egenskaber ser jeg også i Victor Lindelöf. Han har været god hele sæsonen, men han er bare blevet bedre og bedre.
Han er en af de sikreste mænd på holdkortet på et forsvar, hvor Ole Gunnar Solskjær ikke helt virker til at have fundet ud af, hvem der skal spille ved siden af ham. Eric Bailly og Chris Smalling er for svingende, og Phil Jones bliver skadet af at træde ud af sengen om morgenen.
Det efterlader Victor Lindelöf uden en fast makker i midterforsvaret. Til trods for dette, har han leveret fænomenale præstationer i forsvaret – lige meget hvem, der spillede ved siden af ham, syntes at finde sig til rette ved siden af svenskeren.
Måske bliver Lindelöf aldrig lige så god som Ferdinand. Men jeg tror, at han kan blive en glimrende midterforsvarer for Manchester United i mange år frem. Nu mangler han bare sin Vidic.
