Jose Mourinho har gang på gang haft succes i sæson to, og står nu foran sin anden sæson som Manchester United-manager. Vi ser nærmere på, hvordan Mourinhos forskellige hold har klaret sig i den anden hele sæson under hans ledelse.
Jose Mourinhos første sæson som Manchester United-manager var relativt succesfuld. Europa League-triumfen og sejren i Capital One Cup-finalen betyder, at Chelsea er det eneste engelske hold, der kan prale af at have haft en bedre sæson end United.
Til gengæld var Premier League-sæsonen unægtelig en skuffelse. En sjetteplads endte det med, og i næste sæson vil de fleste United-fans nok forvente, at Mourinho og co. spiller med om titlen. Heldigvis er det også netop i anden sæson, at Jose Mourinhos hold typisk peaker. Den anden hele sæson hos FC Porto, Chelsea (i to omgange), Inter og Real Madrid har nemlig alle været store succeser. Her er en gennemgang af vores portugisiske managers præstationer i sæson to.
FC Porto i 2003/2004 – Portugisisk mester og Champions League-vinder
Mourinho blev Porto-træner i januar 2002, hvor holdet lå på femtepladsen i den portugisiske række. De sluttede på tredjepladsen og kvalificerede sig til UEFA Cup, som de vandt i Mourinhos første hele sæson. Udover det vandt Porto den portugisiske liga og pokal, men den efterfølgende sæson var utroligt nok en endnu større succes.
I den anden hele sæson som Porto-manager var Mourinho ved roret i én af FC Portos mest succesfulde sæsoner nogensinde. Med spillere som Ricardo Carvalho, Deco og Benni McCarthy i truppen blev Mourinhos mandskab suverænt portugisiske mestre for anden sæson i træk. Porto tabte blot to ligakampe i hele sæsonen, scorede flere mål og lukkede færre mål ind end noget andet hold i Portugals bedste række.
Ligatrofæet endte dog med at blive en note til sæsonens egentlige triumf. Porto missede chancen for at vinde pokalturneringen, da de tabte finalen til Benfica, men det glemte de hurtigt, da Champions League-finalen ventede to uger senere. Porto tabte kun én kamp på vej mod finalen (til Real Madrid i gruppespillet) og slog – desværre – Manchester United ud på vejen, hvor en sen udligning på Old Trafford sendte en ung Mourinho ud i en vild spurt langs sidelinjen på hans nuværende hjemmebane og gav Porto en samlet 3-2-sejr. I finalen blev AS Monaco med Patrice Evra på holdet slået med 3-0, og Mourinho kunne løfte det vigtigste trofæ i europæisk fodbold for første gang.
Chelsea i 2005/2006 – Engelsk mester
Efter Champions League-triumfen tog Mourinho over for Claudio Ranieri i nyrige Chelsea og introducerede sig selv til den engelske presse som ”A special one”. Med Roman Abramovich’ penge i ryggen byggede Mourinho med det samme et stærkt hold og førte Chelsea til mesterskabet i sin første sæson – endda med 95 point, hvilket stadig er den bedste pointhøst i Premier League-historien.
Anden sæson var ligesom i Porto også en succesfuld én af slagsen. Chelsea kom flyvende fra start og vandt ti af de første 11 kampe i Premier League-sæsonen, før det første nederlag kom – et 1-0-nederlag til United på Old Trafford. Sæsonens første liganederlag blev dog fulgt op med ti sejre på stribe, og Chelsea var favoritter til at genvinde mesterskabet. Premier League-titlen blev endeligt sikret med en 3-0-sejr over United i næstsidste spillerunde. Ikke mere om det.
Inter i 2009/2010 – Italiensk mester, Coppa Italia-vinder og Champions League-vinder
Mourinhos næste klub var italienske Inter, som han kom til i sommeren 2008. Ligesom hos Chelsea vandt Mourinhos mandskab det nationale mesterskab i første sæson – i øvrigt med Zlatan Ibrahimovic som topscorer. Inter sluttede først med ti point ned til Juventus på andenpladsen og tabte ikke en eneste hjemmekamp. Endnu engang er det dog portugiserens anden sæson, der særligt vil huskes fra Mourinhos tid i klubben.
Forud for 2009/2010-sæsonen skiftede Mourinho markant ud i sin offensiv. Landsmanden Luis Figo indstillede karrieren, og topscoreren Ibrahimovic skiftede til FC Barcelona, der sendte Samuel Eto’o den anden vej. Samme sommer hentede Inter den argentinske angriber Diego Milito, der blev hentet i Genoa, og den hollandske kreatør, Wesley Sneijder, kom til klubben fra Real Madrid. Særligt Milito og Sneijder viste sig at være fremragende køb. Milito blev topscorer med 30 mål, og Sneijder, der var stjernen på midtbanen, præsterede sit livs sæson og endte som nummer fire i Ballon d’Or-kåringen.
Ligesom i Mourinhos første sæson hos Inter var den stærke hjemmebane helt central for holdets succes. Inter spillede 28 kampe hjemme på San Siro, vandt 22 og tabte ikke en eneste. Sæsonen kulminerede i maj, hvor den første titel blev sikret i Coppa Italia-finalen, hvor Milito sørgede for en 1-0-sejr over Roma. 11 dage senere skulle Inter bruge et enkelt point ude mod Siena i sidste spillerunde for at blive italienske mestre. Milito scorede kampens eneste mål, og Inter havde sikret sig The Double. Det kunne dog blive endnu bedre, da Champions League-finalen mod Louis van Gaals Bayern München ventede en uge senere. Inter havde slået Chelsea og Barcelona ud på vejen til Santiago Bernabeu, hvor Milito igen var helten for Inter. Argentineren scorede to gange, og Mourinho vandt Champions League-titlen for anden gang med en 2-0-sejr.
Real Madrid i 2011/2012 – Spansk mester
Efter to succesfulde sæsoner som Inter-træner tog Mourinho til La Liga for at stå i spidsen for Real Madrid. I sin første sæson som Real Madrid-træner ledte Mourinho den spanske kongeklub til pokaltitlen, hvor FC Barcelona blev slået i finalen. Det var dog kun et lille minus for Pep Guardiolas mandskab, der vandt både La Liga og Champions League i den sæson.
Derfor var missionen klar for Mourinho og co. forud for portugiserens anden sæson i klubben. Barcelona havde vundet La Liga i tre sæsoner i træk, og nu var det tid til, at Real Madrid brød rivalernes dominans. Real Madrid kom blandet fra start og lå helt nede på syvendepladsen efter fire runder. Derfra var der dog ufatteligt lidt slinger i valsen.
Med Ronaldo i sit livs form buldrede Real Madrid afsted, og i femtesidste spillerunde havde Real Madrid chancen for at tage et stort skridt mod titlen. Mourinho og co. skulle til Camp Nou for at møde FC Barcelona, der lå fire point efter Real før kampen. Barcelona havde bolden, men Mourinhos kontramaskine var for stærk for Barcelona, og med knap tyve minutter igen afgjorde Ronaldo kampen til 2-1. Real Madrid var syv point foran med fire runder igen og sikrede endeligt titlen med en 3-0-sejr over Athletic Bilbao i næstsidste runde.
I Champions League nåede Real Madrid semifinalen for anden sæson i træk, og de formåede ikke at forsvare Copa del Rey-titlen. La Liga-sæsonen står dog tilbage som én af klubbens bedste nogensinde. Mourinhos mandskab vandt 32 af de 38 kampe og vandt titlen med 100 point, hvilket stadig er rekord i Spanien (Barcelona tangerede rekorden i den efterfølgende sæson). Derudover scorede Real Madrid imponerende 121 mål, hvilket svarer til over tre mål per kamp og stadig er rekord for flest scorede mål i en La Liga-sæson.
Chelsea i 2014/2015 – Engelsk mester
I 2013 vendte Mourinho tilbage til Chelsea, der kun havde vundet Premier League en enkelt gang, siden han forlod klubben i 2007. Mourinho brugte det meste af sin første sæson på at nedtone sit mandskabs chancer i mesterskabskampen. Selvom holdet kun sluttede med fire points afstand til Manchester City, der vandt titlen, blev portugiseren ved med at sige, at han regnede med, at hans mandskab ville peake i næste sæson. Og han fik ret.
Diego Costa blev hentet ind fra Atletico Madrid og blev klubbens topscorer, mens Cesc Fabregas kom til fra FC Barcelona og lavede flere assists end nogen anden spiller i Premier League. Desuden kom Thibaut Courtois tilbage fra et lejeophold hos Atletico og vippede Petr Cech af målmandsposten og lukkede blot 30 mål ind i sine 32 ligaoptrædener. Alt det medvirkede til, at Chelsea vandt mesterskabet overlegent.
Chelsea præsterede ikke noget nævneværdigt i Champions League eller FA Cup, men de gik hele vejen i Capital One Cup. I finalen blev Tottenham slået med 2-0, og Chelsea kunne løfte trofæet. Det var dog Premier League-triumfen, der var den primære bedrift i 2014/2015-sæsonen. Mourinhos Chelsea-mandskab vandt 11 af de første 14 kampe og havde allerede et stramt greb om førstepladsen. Efter anden spillerunde lå Tottenham på førstepladsen, men Chelsea snuppede den fra dem efter tredje runde, og derfra var de førerholdet helt til slut. I sidste ende vandt de titlen med otte point ned til Manchester City.
Manchester United i 2017/2018 – ???
Vi får snart at se, om Mourinho også får en succesfuld anden sæson i Manchester United. Som fans af klubben kan vi læne os op ad det imponerende faktum, at Mourinho har vundet mesterskabet i sin anden hele sæson hos alle de klubber, han har været hos. Foruden mesterskaberne har han vundet to Champions League-trofæer og en pokaltitel i sæson to.
Et kendetegn ved Mourinhos anden sæson er, at klubben typisk har et meget stærkt transfervindue. I Porto blev Benni McCarthy hentet ind og blev topscorer i Treble-sæsonen, og købet af Michael Essien var en vigtig del af årsagen til mesterskabet med Chelsea i 2005/2006. Hos Inter var særligt Milito og Sneijder store succeser, mens mesterskabet med Chelsea i 2014/2015 i høj grad skyldtes købene af Costa og Fabregas. Undtagelsen er Real Madrid, hvor transfervinduet ikke havde den store direkte indflydelse på holdets succes. Derfor kunne det tyde på, at fundamentet til en – forhåbentlig – succesfuld United-sæson bliver lagt i løbet af sommeren. Indtil videre er det dog for tidligt at vurdere, om denne sommers transfervindue bliver en succes, men det får sandsynligvis en del indflydelse på, hvordan holdet kommer til at præstere, om man kan tilføje et par profiler eller ej.
Selvom Uniteds Premier League-sæson i 2016/2017 var skuffende, var der alligevel et tegn på, at Mourinhos United er på rette vej. Uden at skulle kloge mig på spillestil er et af kendetegnene for Mourinhos hold, at de er meget svære at slå – specielt på hjemmebane – og det var United også i sidste sæson. I Premier League var Tottenham det eneste hold, der tabte færre kampe end United, og i alle turneringer tabte United ni af de 64 kampe, som de nåede at spille. Særligt hjemme på Old Trafford var United svære at slå. Manchester City var det eneste hold, der rejste fra Old Trafford med en sejr. Problemet i ligaen var de mange uafgjorte kampe, og hvis United kan begynde at omsætte flere af de uafgjorte kampe til sejre, er det langt fra usandsynligt, at de kommer til at spille med om mesterskabet i næste sæson.
