Rooney: Anføreren, helten, skurken?

Med målet til 1-0 mod Reading i gårsdagens FA Cup-opgør kunne Wayne Rooney skrive sig ind som den mest scorede spiller i Manchester Uniteds gloværdige historie. Helt alene er han dog ikke om titlen, da han endnu må dele æren med Sir Bobby Charlton, der ligesom Rooney nettede 249 kampe for klubben. Det er nok kun et spørgsmål om tid, før Rooney får rekorden for sig selv, og det lægger til grundlag for denne blog. For nok skal Rooneys præstationer for United anerkendes, og det er en bedrift af de helt store at slå en rekord, der har stået i mere end et halvt århundrede. Men Rooney deler i min bog vandet, for det er også personen, der ikke bare én men to gange satte spørgsmålstegn ved klubben og ikke mindst Sir Alex Fergusons ambitioner. Kan det accepteres?

Hvis vi skruer tiden tilbage til 2004, hvor Rooney for alvor var slået igennem på den helt store scene ved EM-slutrunden i 2004, var jeg ovenud begejstret, da United sidst i august sikrede sig et af Europas på det tidspunkt største talenter. Et par uger senere scorede han hattrick i sin debut mod Fenerbahce i Champions League. Jeg var sikker på, United var usårlige. Det gik ikke helt sådan, og der skulle gå et par år, før United med Rooney og Cristiano Ronaldo i spidsen blev blandt Europas førende. 

Titlerne kom, Rooney blev en bærende spiller for både klub og landshold, men der er bare skår i den fortælling, der hedder Rooney og United. Selv i de rigtigt gode år omkring 2007-2011, hvor United nåede Champions League-finalen tre gange kunne man ofte sidde med en fornemmelse af, at Rooney kunne yde mere. Hans arbejdsindsats kan der sjældent sættes en finger på, men man havde ikke for alvor den tanke, at det var Rooney, der skulle afgøre tingene til Uniteds fordel. Ærgerligt, for han havde bestemt evnerne til at kunne afgøre kampene. Kun i sæsonen 2009-2010 var han ‘main man’, da han i år ét efter Cristiano Ronaldo scorede 34 mål. Glemt var portugiseren. Næsten.

Året senere kom den første store rids i lakken i Rooneys United-historie. Klubben og Sir Alex Ferguson havde ikke udvist store ambitioner nok, og angriberen ville væk. Rooneys betydning for United og Sir Alex Ferguson blev bevist, da Rooney efter lidt betænkningstid fattede sig og valgte at blive. Andre spillere, der havde sat sig over klubben og Ferguson, var hurtigt sparket ud med katten. Tænk Keane, Stam og Ruud van Nistelrooy. Men Rooney var blevet for vigtig til, at Ferguson kunne undvære ham, og skotten måtte æde sin normalt ellers store stolthed. Rooney var nu måske større end klubben?

Efterfølgende forblev præstationerne fra Rooney svingende. Han kunne i perioder kæmpe med at finde formen. Og målet. Men arbejdsindsats og betydning var der stadig ikke tvivl om, men så småt begyndte han også at blive et problem. Hindrede Rooneys tilstedeværelse, at andre kunne komme ind og gøre holdet bedre? Ferguson forsøgte blandt andet med japanske Shinji Kagawa, men han fik sjældent chancen på sin yndlingsposition bag angriberen. Her var Wayne Rooney. 

I slutningen af sæsonen 2012-2013, hvor United i overbevisende stil havde vundet Premier League, gik der igen rygter om, at Rooney var utilfreds. Robin van Persie var sommeren foinden blevet hentet i Arsenal, og hollænderen havde en blændende første sæson i klubben, og var den måske helt afgørende årsag til, at United kunne sætte Premier League-titel nummer 20 i trofæskabet. Van Persies store succes betød, at Rooneys betydning blev mindre. I slutningen af sæsonen spillede holdets anfører på den centrale midtbane. Det var tydeligt, at det ikke rigtigt fungerede. Var han så vigtig, at der for enhver pris skulle findes plads til ham?

Ikke nødvendigvis. Efter et møde med Rooney var Sir Alex Ferguson ude at sige, at klubbens anfører ønskede sig væk. Da United fik overrakt Premier League-pokalen var det tydeligt for enhver, at forholdet mellem Rooney og Ferguson var under frysepunktet. United-spillerne gik på skift op til Sir Alex Ferguson og modtog en krammer som tak for en god tid. Rooney fik et slattent håndtryk, og den legendariske manager ænsede nærmest ikke sin anfører et blik. Megen tvivl var der ikke om, at hvis Sir Alex ikke havde annonceret sit stop, så var Rooney ikke længere United-spiller.

Sir Alex Ferguson havde dog annonceret sit stop og den nye mand, David Moyes, gjorde alt for at få Rooney til at blive. Det gjorde han. Men ligesom resten af holdet under Moyes, så lykkedes tingene ikke for Rooney. Siden blev Louis van Gaal træner. Hollænderen holdt fast i, at Rooney skulle være anfører og bortset fra en opblomstring i forået 2015 var det heller ikke i van Gaals possesion-fodbold, at Rooney skulle finde sit fodfæste. Måske var tiden bare forbi for Englands mest scorende spiller?

I sommer kom José Mourinho til Old Trafford. Også han slog på, at Rooney var Uniteds anfører, og der skulle findes en plads til ham. Med indkøbene af Paul Pogba og især Zlatan Ibrahimovic er Rooneys rolle som den, de andre så til skulle ændre tingene dog ændret. Anføreren kan undværes på Mourinhos nye hold, omend portugiseren stadig lyder, som om han håber på, at Rooney vil blive en bærende kraft. Bliver Zlatan ved at score mål, er det dog bare svært at se hvordan. I Uniteds seneste 10 kampe er anføreren startet inde i de fem, men det er kun blevet til et enkelt mål. Rooneys betydning er til at overse.

Wayne Rooney bliver Uniteds mest scorende spiller gennem tiderne, det er der ingen tvivl om. Ej heller er der tvivl om, at det er en storartet bedrift. Manchester United har dog altid slået sig på at være en klub, hvor ingen er vigtigere end holdet, fansene og historien. Det er der, Rooney rammer andedammen for mig. To gange ville han videre på grund af utilfredshed med ambitoner og sin rolle på holdet. Det er nok det, jeg altid vil huske Rooney for. Og så selvfølgelig et fantastisk mål mod Manchester City i februar 2011.

 

 

 

Forrige artikel

Ingen spillere skal forvente pause mod Hull City

Næste artikel

U19: United vinder stort stævne i Tyskland

ANNONCE