Blog: Uniteds problemer sidder ikke kun i Mourinhos bus

Læsetid
6 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Peter Hasle Laursen

18 december, 2018 - 19:05

Mourinho & Woodward ©Manchester United

Der er flere problemer, der skal løses, hvis United skal tilbage på sporet, og United kan tage ved lære af et par af deres konkurrenter.

Der gik rigtig mange tanker gennem hovedet, da Manchester United søndag blev udstillet som den uambitiøse, middelalderagtige fodboldklub mod den på mange måder fremadstormende ærkerival Liverpool, der i forhold til United i øjeblikket ligner en klub, der kommer fra en anden planet. Og det var Liverpool. Liverpool!

Men det var ikke så meget den energi og idéforladte præstation, der fik frustrationen til at galopere rundt i blodet. Det var det, at præstationen var forventelig. Som nat efter dag. Som United-fan skal Liverpool-kampene være nervepirrende, sindsoprivende, neglebidende og til sidst meget gerne sluttes af med et jubelbrøl samt en følelse af, at hele verden er forsvundet fra skuldrene. Søndag aften ventede man bare på, at kampen blev fløjtet af, og at ydmygelsen ville få en nogenlunde nådig ende.

Liverpool og Manchester City er langt foran Manchester United, og det gør ondt, at det er lige netop de to klubber, der fører ligaen. United-fans frygter for den succes og de triumfer, der venter de to klubber, mens United skal igennem et meget langt og meget sejt træk for igen stolt at kunne ranke ryggen blandt Europas største klubber. Men hvordan er det kommet så vidt? Hvorfor kører United på et spor så langt fra de andre store klubber i England?

Det vil jeg give et bud på ved at kigge på, hvordan et par af de klubber, som United normalt sammenligner sig med, har skruet deres sportslige setup sammen.

Emerys fornemme start  
En æra sluttede i Arsenal, da Arsené Wenger i sommer trådte tilbage efter 20 år som manager. I starten af 00’erne var London-klubben et par sæsoner Englands bedste, og med spillere som Thierry Henry og Patrick Vieira satte de en standard, som Sir Alex Fergusons United skulle hente og derefter hæve. I de sidste sæsoner under Wenger kæmpede Arsenal en smule, og der var en voksende utilfredshed blandt ’Gunners’ med den sofistikerede franskmands stagnation, og i sidste ende var en skilsmisse uundgåelig.

Afløseren, Unai Emery, har taget Arsenal-fansene med storm. Holdet spiller igen berusende fodbold, og indkøb som Lucas Torreira og Matteo Guendouzi leverer den ene lovende præstation efter den anden. Inden weekendens nederlag på udebane mod Southampton havde klubben ikke tabt i 22 kampe i alle turneringer, så der er god grund til, at optimismen blomstrer hos en anden af Englands helt store fodboldklubber.

”Vi vil have, at Arsenal FC vinder de største pokaler – Premier Legue og Champions League” - Vinai Venkatesham, Managing Director, Arsenal.

I Arsenal har de en tre-enighed af personer, der har nøglerne til butikken. Raúl Sanllehí er Director of Football, Vinai Venkatesham er Managing Director, mens Sven Mislintat er Head of Recruitment.

Vinai Venkatesham er Arsenals Ed Woodward, der tager sig af forretningsdelen. Han var sammen med Raul Sanllehí i Los Angeles i starten af efteråret, og det var her, han fortalte klubbens amerikanske ejere Stan og Josh Kroenke om visionen for fodboldklubben. Det fortæller han i et interview i The Guardian*, hvor han giver udtryk for, at de amerikanske ejere er: ”100 percent commited to the vision.”

Raúl Sanllehi fortæller, at han vil se et fodboldhold, der spiller med stor energi og intensitet, og det er blandt ud fra de dyder, at Unai Emery blev ansat. Spanieren slog igennem i Sevilla, hvor han vandt tre Europa League-titler på stribe, og siden stod han med nogenlunde succes i spidsen for PSG i to år.

Sven Mislintat, der er head of recruitment, har tidligere haft den samme stilling i tyske Borussia Dortmund. Her var han med til at finde spillere som Shinji Kagawa, Robert Lewandowski og Pierre Emerick-Aubameyang. Tyskerens evne til at finde uslebne diamanter bliver i en anden Guardian-artikel sammenlignet med de evner, der blandt andet gjorde, at Arsené Wenger i 1996 blev Arsenal-manager. Franskmanden fandt spillere som Henry, Vieira, Overmars og Petit, der alle skulle blive stamspillere i Arsenals gyldne år i starten af 00’erne.

Indtil videre er Torreira og Guendouezi bevis på, Mislintat stadig har et gyldent øje for spillere, der ikke sad på den øverste hylde, men som har potentiale til at kravle derop. Udover det passer de perfekt ind i filosofien, som Unai Emery er godt i gang med at føre ud på Emirates’ græstæppe.

Peps revolution af engelsk fodbold
I december 2015 blev det officielt, at Pep Guardiola ville overtage styringen i Manchester City med start fra den efterfølgende sommer. Spanieren var på det tidspunkt i Bayern München og på vej mod det tredje tyske mesterskab på stribe, og inden da havde han ført F.C Barcelona til spanske mesterskaber og Champions League-trofæer. Holdet, med Messi, Iniesta og Xavi som galionsfigurer, er det måske det bedste, verden nogensinde har set.

Selvom det var i 2016, at Pep entrerede Etihad som City-manager, blev den røde løber til spanieren syet allerede i 2012, hvor Txiki Begiristain blev ansat som Director of Football af Manchester Citys svar på Ed Woodward, Feran Sorriano.

”Jeg ser meget frem til at arbejde med Ferran Soriano og Roberto Mancini(daværende Manchester City-træner, red.), og fortsætte arbejdet med at bygge et fodboldhold og en filosofi, der vil tjene Manchester City i mange år fremover,” lød det visionært fra Txiki Begirstain ved sin ansættelse.*

Begiristain havde arbejdet sammen med Pep i Barcelona, og han skulle forsøge at lokke spanieren til at komme til Manchester City. Det lykkedes som bekendt, og sidste sæson slog Uniteds larmende naboer mål- og pointrekorder, mens mesterskabet kom i hus på hidtil uset og overlegen stil. Der er ikke noget, der tyder på, at Citys ambitioner stopper der. Ejere og direktøere har en fælles drøm om, at skabe en mastodont uden lige, og det skinner igennem i næsten alt, hvad klubben foretager sig.

Efter det overbevisende mesterskab gjorde klubben Riyadh Mahrez til deres næstdyreste spiller nogensinde. Offensivspilleren gjorde Raheem Sterling, Leroy Sane, Sergio Aguero, Bernardo Silva og Gabriel Jesus selskab på holdets forreste pladser. Umiddelbart lignede det ikke, at det var forrest, Pep manglede spillere – men det virker ikke til, at klubben helmer, før Champions League-trofæet pryder Campus Etihad.

Hvad er Uniteds plan?
”Præstationerne på banen har ikke signifikant indflydelse på, hvad vi kan gøre på den kommercielle del af klubbens forretning.” Ja, det visionsløse citat kan kun komme fra Ed Woodward.

Den 47-årige forretningsmænd overtog rollen som administrerende direktør i 2013, hvor den ekstremt respekterede David Gill sagde stop. Det var som bekendt samme år, som Sir Alex Ferguson stoppede. Sammen med David Moyes havde Woodward en frygtelig sommer. Hovedmålene Gareth Bale, Toni Kroos og Cecs Fabregas kunne ikke overtales til at arbejde sammen med den nye United-manager, men det kunne Marouane Fellaini, der blev hentet i Everton – hvor Moyes kom fra.

”Rodet startede, da klubben fyrede David Moyes efter otte måneder. Siden da har klubben handlet uden nogen plan,” rasede Gary Neville i september forud for den berømte Newcastle-kamp, hvor en The Mirror-journalist var skråsikker på, at Mourinho ville blive fyret uanset resultatet.

Fire og et halvt år efter fyringen af Moyes, er der ikke meget, der tyder på, at den sportslige del af den enorme forretning, der er Manchester United, er blevet mindre rodet. Det ovenstående citat fra Ed Woodward siger en del om, at personerne der bestemmer, udelukkende tænker på at tjene penge. En stor kontrast til rivalerne, der investerer i trænere og spillere, der passer til klubbens filosofier, og som er købt for at få succes på banen. Succes, der skal veksles til overskud på bundlinjen.

”I de to seneste klubber, jeg har været i (Bayern München og Manchester United, red), er der én væsentlig forskel. Rummenigge og Hoeness som bestemmer i Bayern er fodboldfolk, de tænker på fodbold, mens de, der bestemmer i United, tænker på at tjene penge,” Louis van Gaal efter Manchester-derbyet for et par uger siden.

José Mourinho var rasende hele sommeren. Han skreg efter en ny midterforsvarsspiller, men Ed Woodward lyttede ikke. Portugiserens transferrekord var for dårlig, og man ville ikke kaste millioner efter et quickfix, var bestyrelsens begrundelse angiveligt*. De spillere, Mourinho havde på sin ønskeliste, var ikke bedre, end dem klubben allerede havde i folden, mente Ed Woodward. Et halvt år senere, står skriften soleklart. Manchester United har lukket 29 mål ind i 17 kampe – en skarp kontrast til sidste sæson, hvor holdet lukkede 28 mål ind i 38 kampe.

Det er et godt billede på Uniteds problemer. I det ene ringhjørne stod en hårdtslående manager i svedigt træningstøj, der ville vinde for enhver pris. I det andet ringhjørne et en forretningsmand i et lidt for stort jakkesæt, der tænker på, hvad det koster.

I kølvandet på tirsdagens fyring af José Mourinho, skriver flere medier heriblandt BBC, at Manchester United har i sinde at ansætte en Director of Football. Paul Mitchell, der har en fortid i både Southampton og Tottenham Hotspurs, bliver nævnt. Uanset hvem, er det vejen mod bedre tider for Manchester United. Der skal hentes trænere og spillere ind ud fra den samme filosofi og plan. Uniteds fans skal kunne begynde at drømme igen, og selvom fyringen er et skridt på vejen, så kan det ikke stå alene, hvis de drømme skal føres ud på Old Trafford, hvor glorværdige sejre i så mange år er vundet. 

 

https://www.theguardian.com/football/2018/oct/27/raul-sanllehi-vinai-ven...

https://www.theguardian.com/football/2012/oct/28/manchester-city-appoint...

https://www.theguardian.com/football/2018/aug/09/manchester-united-veto-...