Blog: Modstander af udbryderliga - 'all in' på Harry Kane?

Læsetid
3 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Peter Hasle Laursen

31 maj, 2021 - 20:41

Harry Kane i Tottenham-trøjen ©Imago

OldTrafford.dks skribent og redaktør Peter Hasle befinder sig i et dilemma. Lige så ivrig en modstander han var af den foreslåede udbryderliga, som satte det meste af fodbold-England i brand over nogle historiske dage, ligeså stor fan er han af både Harry Kane og Jadon Sanchos fortræffelige evner på en fodboldbane. Men kan man være indændt modstander af det første og samtidig klappe i hænderne over en mulig rekordtransfer med en af de to spillere?

Harry Kane vil angiveligt væk fra Tottenham Hotspur i en handel, der ifølge medier og journalister kan rende op i vanvittige plus 100 millioner pund - måske mindre hvis der bliver en spiller inkluderet i prisen, men denne har jo også en værdi.

Manchester United nævnes blandt den engelske landsholdsstjernes bejlere.

Det engelske stjernefrø Jadon Sancho har af sin tyske klub Borussia Dortmunds sportsdirektør fået lov til at forlade klubben, hvis nogle krav bliver mødt af den købende klub. Her forståes selvfølgelig iskolde kontanter. Og mange af dem

Sidste år var Jadon Sancho enddog meget tæt på at skifte tilværelsen i Bundesligaen ud med en tilbagevenden til engelsk fodbold for at tørne ud for Manchester United, der dog ikke kunne blive helt enige med Dortmund om en transfersum.

Op mod 110 millioner engelske pund krævede tyskerne, mens United ikke var villige til at betale meget mere end 90. På grund af den stadigt iganværende pandemi, er det ifølge journalister Dortmund, der det seneste år har slækket mest på deres krav, og det ser angiveligt ud til, at han kan erhveres til noget, der minder om den pris, United ville tilbyde i fjor.

Det er begge to spillere, der har fantastiske egenskaber. Kane behøver nærmest ingen introduktion, og englændern har scoret spandevis af mål siden debutsæsonen i 2015-2016 for Tottenham. De fleste kender også til Jadon Sancho, som en utrolig effektiv, hurtig og driblestærk offensivspiller.

Så selvfølgelig får udsigten til en af de to hjerterne til at galopere hos rigtig Manchester United-fans, men hvordan er det lige, hvis vi skruer tiden tilbage til midt i april?

'Greed' og 'enough is enough' var blandt de fraser, som gik igen på sociale medier og under diverse demonstrationer mod den udbryderliga, som 12 af Europas største klubber klubber præsenterede udsigterne til natten til den 18. april i noget, der ifølge mange kritikere - også her hos OldTrafford.dk - havde udsigter til at kunne ødelægge fodboldspillet.

Klubbernes usandsynligt rige ejere om så de er fra Rusland, oliestater eller USA viste hele fodboldverden, at de - hvis de kunne få lov - havde i sinde at lukke sig om sig selv og dele en endnu større bid af den økonomiske kage, som de alle i forvejen sidder og nyder i stor stil.

Protester mod Glazer i maj 2021.

Real Madrids præsident Florentino Perez bedyrede, at 'unge ikke længere ser fodbold, og det derfor er på tid at kigge på ændringer af fodboldspillet - og kortere kampe kan blive en konsekvens' med henvisning til en rapport, som han vist vinklede, så den bedst muligt passede ind i sit narrativ om fodboldfremtiden.

Dette foreslag blev som bekendt taget meget skidt imod blandt fodboldfans i Europa - særligt i England - hvor fodboldfans hos Chelsea, Arsenal og Liverpool hurtigt var ude i store demonstrationer. Den største og mest ikonike var foran Old Trafford, hvor United-fans sørgede for at landets største kamp mellem United og Liverpool blev udsudt.

"Enough is enough," lød det.

Det var nok meget rigere ejere, der hiver penge ud af klubberne. Det var nok med TV-stationer, som bestemmer, hvornår fodboldkampe skal spilles, og at de mest dedikerede fodboldfans skal rejse fra den ende af England til den anden på sene hverdagsaftener.

Folkets sport skal tilhøre folket, lød det, og blandt kravene var det, at fansene skulle være repræsenteret i klubbernes bestyrelse. 

Men de penge som fodboldfans betaler for at se Premier League fodbold, hvad enten det er i overpris for at side på det utætte Old Trafford, eller voldsomme summer for ugennemskuelige TV-pakker, de går jo netop til spillerindkøb og vanvittige spillerlønninger.

Det hænger sammen. Så når de rigeste klubber gør fælles front under påskud af, at de ikke længere vil finde sig i, at korrupte UEFA har for stor magt - hvilket givetvis også er rigtigt - så gør de det også, fordi de er nødt til at sikre sig flere penge. 

Men spørgsmålet er jo, om det ikke igen gælder, at nok er nok? Fodboldspillet har ændret sig med de mange penge, der er kommet i spillet. Den dygtige Asker Hedegaard Boye gør i sin bog Spillets Forvandling læserne klogere på, hvordan spillet bare er blevet hurtigere og bedre, siden den store kommercialisering i starten af halvfemserne.

Men, pointerer han, det har også mistet noget ægthed og nærhed til de lokale - dem der gik på gaden, og dem der fik stoppet det engelske spils absolut største opgør.

Og hvis fodboldspillet bare fortsætter med vanvittige transfersummer og uhørte lønninger, som før det kuldsejlede udbryderliga-projekt, ender vi så bare ikke det samme sted om fem eller ti år? 

Jeg tror det, desværre. Men jeg er lydhør for argumenter imod - for for søren hvor er Harry Kane god.

Bloggen er skrevet af en af OldTrafford.dks frivillige skribenter, og den er et udtryk for skribentens personlige synspunkt, som ikke nødvendigvis er et, som OldTrafford.dk deler.