Blog: Magi skete under lyset på Old Trafford

Læsetid
1 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Peter Hasle Laursen

05 december, 2019 - 17:54

"Det var de bedste 94 minutter i mit liv," sagde en lille gut på omkring syv-otte år med mørke krøller og store lys i øjnene til sin mor på vej op af Sir Matt Busby Way. Manchester United havde netop besejret Tottenham Hotspur efter en til tider hæsblæsende præstation.

Før kampen havde jeg fortalt min kammerat om de dunkle tanker, jeg har omkring Manchester United for tiden. Hvad er der ved nutidens Manchester United, som drenge og piger skal forelske sig i? Hvor er Beckham og Schmeichel, Ronaldo og Rooney?

Godt 20 kilomter vest for Manchester betager den unævnelige klub med deres underholdende og insisterende powerfodbold, de tre forreste troldmænd og en karismatisk, tysk træner på sidelinjen fodboldhjerter verden over. Kniven er stukket ind, hvor det gør rigtig ondt.

Måske lige indtil onsdag aften under lyset på Old Trafford, hvor Marcus Rashford, Scott McTominay og en fuldendt holdindsats mindede om, hvad Manchester United er.

Manchester United-spillerne løb Tottenham-spillerne rundtossede, og rutinerede Vertronghen og Alderweireld lignede seriespillere på afveje, når Marcus Rashford gang på gang løb mod dem med truende fart og stepovers. Paulo Gazzaniaga i udeholdets mål kunne ikke holde et hårdt og hoppende spark fra Uniteds stjernespiller ude, men han fik lidt revanche senere, da samme Rashford bragede et skud afsted, som målmanden skubbede på overliggeren.

Mason Greenwood, som også er kommet igennem systemet på Uniteds akademi, fik en stor chance, som dog blev nappet, men der var mange flashbacks til en svunden tid under Sir Alex Ferguson, hvor det ene angreb efter det andet blæste ned mod modstanderens mål orkestreret af Salford-helten Paul Scholes. Old Trafford applauderede højlydt. "Olé, Óle, Óle, Óleee" lød det fra lægterne.

Der var ingen, der tænkte på José Mourinho, som på sidelinjen forgæves dirigerede med sine nye tropper. Portugiseren var så langt væk i erindringen som det seneste Tottenham-trofæ.

Men virkeligheden bankede på mod slutningen af første halvleg, og den bankede hårdt. Dele Alli ydmygede et par meget passive United-spillerne, og Tottenham udlignede. 

Stemningen fik et nøk nedad, men fra start af anden halvleg kom den tilbage på sporet. Rashford scorede på straffespark, og United var igen tilbage med overhånden.

Stretford End fortsatte med et lydniveau, som var sjældent højt, og tilbagevendte Scott McTominay satte sig igennem og sikrede United et overtag på banens midte. Min kammerat spurgte før kampen, om nogle United-spillerne har en sang - McTominay har en, og skotten blev hyldet majestætisk.

Moren til drengen, jeg nævnte i starten, gjorde sin søn opmærksom på en lille regnefejl. Der havde været to minutters tillægstid i første halvleg, så faktisk havde han netop haft de bedste 96 minutter i sit liv. Drengens smil blev endnu større, der var en endeløs glæde i øjnene, og måske - måske - var der en dreng eller en pige et sted, der blev forelsket i Marcus Rashford, Scott McTominay og Manchester United.

For holdet og tilskuerne på Old Trafford fandt for en aften magien tilbage.