Blog: Hvornår stopper den uoriginale Solskjær-bashing?

Ole Gunnar Solskjær skal levere rigtig meget, virker det til, før størstedelen af klubbens fans hopper helt med på nordmandens vogn. Men hvis ikke – som det ser ud i skrivende stund – to efter hinanden forbedrede placeringer i ligaen med to Champions League-kvalifikationer i træk til følge taler et sprog om, at Solskjær har vendt skuden, hvad gør så? Vores skribent og redaktør Peter Hasle Laursen giver sit syn på snakken om United-manageren, som han mener er skudt ved siden af.

”Jeg ville tage Potter over Solskjær any day,” skrev en prominent dansk fodboldjournalist, Premier League-kender og Manchester United-fan på Twitter undervejs af kampen mellem Manchester United og Brighton & Hove Albion søndag aften. Solskjærs tropper jagtede længe en udligning og siden et afgørende føringsmål, som begge kom ganske fortjent i løbet af anden halvleg og sikrede United tre vigtige point i jagten på andenpladsen i denne sæsons Premier League.

Manchester United ligger nummer 2 i Premier League, men det er ikke altid den fornemmelse man får, når man følger med på sociale medier, hvor den norske manager for skyld for meget.

Diskursen omkring Solskjærs arbejde i Manchester United har fulgt det nøjagtigt samme mønster, siden han overtog jobbet på permanent basis i marts 2019. ”Solskjær kommer fra Molde og har ikke evnerne til at træne et storhold i Premier League.” ”Han rykkede ned med Cardiff” og her den der stadig lever i bedste velgående: ”Solskjær har ikke de taktiske evner.”

Lad mig vende tilbage til, at Manchester United er på vej til at skifte sidste sæsons tredjeplads i ligaen ud med en andenplads. Jeg er helt med på, at Liverpool er et bedre hold og under normale omstændigheder, ville de forsvarende mestre nok være over United, men det er ikke normale omstændigheder –  heller ikke for United – og i den virkelighed er holdet lige nu nummer 2 i Premier League. De to placeringer kommer på bagkant af preseasons og transfervinduer, hvor der blandt mange fodboldfans og følgere var en stemning af, at Manchester United ikke ville kunne hente de to bedste hold og også skulle kæmpe meget for at sikre sig adgang til Champions League. Det ser nu ud til at ske for anden sæson i træk for første gang siden Sir Alex Ferguson (gennem Premier League). Hvis ikke det taler for godt trænerarbejde, når mange virker til at være enige om, at der er huller i materialet – så ved jeg ikke hvad?

Derudover spiller Manchester United med et af de hold i ligaen med den laveste gennemsnitsalder, der er bærende spillere fra akademiet i startopstillingen, ligeså vel som der er blevet investeret meget i akademiet både i forhold til spillere og rammerne omkring, efter Solskjær er kommet til.
Det peger på dyder, som rigtig mange fans forbinder med Manchester United, og som RIGTIG mange savnede under José Mourinho og tildeles Louis van Gaal, hvor det var dyre stjerner, der trådte ind på Old Trafford, og hvor mange journalister virkede til at være enige i, at Manchester Citys akademi var i gang med at overhale Uniteds. Dengang diskuterede vi fans flere gange, om spillerne trak den historiske røde trøje over hovedet, fordi de virkelig havde lyst til at dække hvert et græsstrå banen – eller fordi der tikkede en anseelig mængde penge ind på bankkontoen mod slutningen af hver måned. Det er en kulturændring, der er sket under Solskjærs ledelse, at der er blevet hentet spillere ind med andre profiler og en anderledes sult.

Jeg køber helt ind på, at der kan være forskel på, hvordan United taktisk griber kampe an, og at det nogle gange kan virke som det forkerte taktiske oplæg. Men status her godt to hele sæsoner inde i Solskjærs tid som United-manager, at han har bragt United tilbage mod toppen efter mange sæsoner, hvor det objektivt spillemæssigt og resultatmæssigt gik den forkerte vej. Sidste sæsons placering i ligaen, den (syv, ni, tretten) United holder lige nu og har gjort længe, antallet af sejre og det at man kommer relativt langt i andre turneringer, synes jeg borger for, at ”idrætslærer”-prædikatet og snakken om, at han ikke har den taktiske knowhow kan lægges i skuffen.

Jeg vil ikke på ingen måde gøre mig til dommer over, hvad andre skal synes, og det er blandt de ting, der gør fodboldspillet fedt, at vi har forskellige holdninger, og at disse igen kommer fra forskellige måder at anskue spillet på. Men derfor kan man jo godt blive træt af at høre på plader, der kører i ring. For kan det egentlig være, at nordmanden bare leverer et godt stykke arbejde – hverken mere eller mindre – og at han for nu har bevist, at vi United-fans kan stole på, at han kan flytte holdet, samtidig med at han har respekt for klubbens traditioner? Det synes jeg klart, man kan argumentere for.

 

Bloggen er skrevet af en af OldTrafford.dks frivillige skribenter, og den er et udtryk for skribentens personlige synspunkt, som ikke nødvendigvis er et, som OldTrafford.dk deler.

Forrige artikel

Bailly er testet positiv for coronavirus

Næste artikel

Podcast: Angrebsspørgsmål og europæisk trofæjagt

ANNONCE