1: Solskjær FORSTÅR Manchester United
Hvis der var nogen, som før onsdag aften stadig tvivlede på Ole Gunnar Solskjær, tør jeg godt lægge hovedet på blokken og slå fast, at det ikke længere er tilfældet. Med sin indstilling, entusiasme og en smittende, nærmest naive tro på spillere, fans og stab, har han på mindre end tre måneder forvandlet et udtryksløst Manchester United-hold til et fællesskab, der har klubbens DNA og selvfortælling dybt indprentet i alting, de foretager sig.
Mens de fleste fans, eksperter og journalister har været realistiske om nordmandens umulige opgave, har han bevaret troen. Jovist, han sagde da alle de rigtige ting på pressemødet. At det er sket før. At det ligger i klubbens historie at lave disse comebacks, hvis sammenholdet og troen på det er tilstede.
De fleste af os har nok læst hans kommentarer og smilet. Og bare håbet på, at vores halve reservehold ville tage til Paris og lægge hårdt arbejde for dagen, så man kunne slippe afsted fra den franske hovedstad med æren i behold.
Men ikke Ole. Hans tro på, at et mirakel kunne ske, var ikke bare tomme ord og leflen for fodboldromantikerne. For ham var muligheden for et comeback en helt reel, mærkbar størrelse. Hans tro på, at alt kan lade sig gøre, hans referencer til klubbens tidligere comebacks. Hans egne anekdoter om sin egen tid i klubben. Alt sammen var det reelle værktøjer, han brugte til at få spillerne til at tro på, at det, som 99% af folk, der har bare lidt forstand på fodbold, vurderede som en umulighed, var en mulighed. At det kunne ske.
Han forstår simpelthen Manchester United. Og han har fået spillerne til at forstå Manchester United.
2: Der kan igen drømmes på Drømmenes Teater
Hvilken betydning, gårsdagens resultat vil få for fortællingen om Ole Gunnar Solskjærs United på længere sigt, kender vi naturligt nok ikke til, før der er gået et stykke tid. Men én ting er sikkert. Uagtet, hvordan sæsonen ender, og uagtet, om manageren i Manchester United også om tre år har norsk pas, så vil resultatet få en enorm betydning for både klubben, spillerne og fansene.
Således indskriver kampen sig som en af de store nedslagspunkter i narrativet om den nordengelske klub, der aldrig giver op. Med sine mange titler og sene comebacks personificerede Sir Alex Ferguson gennem næsten tre årtier den fortælling, der har givet Drømmenes Teater sit retmæssige navn. Det er dog også en fortælling, som over de senere år har lidt et knæk.
Hverken David Moyes, Louis van Gaal eller Jose Mourinho forstod nemlig, hvordan arven fra Ferguson og fortællingen om United skulle fortolkes og forvaltes. Som årene er gået, siden Ferguson stoppede, er man selv som fan begyndt at tvivle. Blandt andet derfor er onsdagens resultat så vigtigt. Det minder os nemlig om, at det er okay at drømme – og at tro på, at alt kan ske.
Jeg er i hvert fald ikke længere i tvivl om, at noget stort er på vej. Om vi kan vinde Champions League i år? Hvorfor ikke! Ole har i hvert fald lært mig, at det er okay at gå rundt med den drøm. Og jeg ved, at spillerne vil gøre alt for, at Oles drøm kan blive en realitet.
3: United kan være på vej mod en ny guldalder
Kampen som nedslagspunkt i den nye fortælling om Manchester United; hvordan spillerne vil kunne bruge kampen som referencepunkt til, hvad klubben handler om, og hvordan det kan være med til at installere en tro hos spillerne, der kan være med til at tegne en fremtid, hvor United atter bliver en mastodont.
Forud for kampen havde Ole Gunnar Solskjær flere gange sagt, at hans skadesplagede hold havde chancen for at levere miraklet i Paris. ”Mountains are there to be climbed,” sagde han efter nederlaget på Old Trafford for 14 dage siden, og det gjorde spillerne så. Det her United-hold vil – med eller uden Solskjær som manager – en anden gang opleve at have ryggen mod muren, og onsdagens resultat er så vitalt i det billede.
For det er, som tidligere nævnt, en del af klubbens kultur at rejse sig, når det ser sortest ud – men det er ikke noget, der automatisk følger med i den trøje, United-spillerne tager på. Det er noget, spillerne skal kæmpe sig til, tro på og opleve. Næste gang det her unge United-hold står og kigger direkte ned mod afgrunden, kan de kigge tilbage på den aften i Paris og tænke: Fandeme nej – Ikke uden kamp. Rashford, Lindelöf, Lukaku med flere ved nu, hvad det vil sige aldrig at give op, og det er en helt uvurderlig erfaring, de pakkede ned i taskerne og tog med hjem til Manchester.
4: Du kan (endnu) ikke købe dig til en fodboldidentitet
For Paris Saint-Germain, som for otte år siden blev overtaget af megarige Qatar Sports Investments og deres oliemilliarder, har Champions League været én lang lidelsesrejse. For selvom klubben er relativ ny i det helt store europæiske klubselskab, har der ingen tvivl været om, hvad målsætningen med de mange investeringer var: At vinde den bedste europæiske turnering.
Der er heller ingen tvivl om, at man har truppen til at gøre det. Selv med skader til Neymar og en Edinson Cavani, som kun havde fem minutter i sig, var det et vanvittigt talentfuldt hold, der løb på banen på Parc Des Princes. Med lynhurtige Kyllian Mbappe i front, frankeret af folk som Di Maria, Veratti, Thiago Silva og Marquinhos var det nærmest blot en formalitet at slå et reservespækket United-hold.
At vinde den franske liga er efterhånden blevet en trivialitet. En formalitet, som hvert år skal overstås for holdet, hvis budget er flere klasser over nogen konkurrent i Ligue 1. Det samme kommer til at ske i år, mens meget skal gå galt, hvis ikke man skal også skal vinde cup-turneringen. Dermed står de tilbage med Champions League som den triumf, der skal skabe den nye selvfortælling om PSG.
Men man kan ikke bare købe en masse verdensstjerner og fortælle dem, at de bør vinde Champions League. De skal også tro på det. Troen havde Manchester United; United har gjort det før. De har prøvet det før. De har været der. Og det var det, der var forskellen i går.
5: Der behøver ikke være en pokal i pølseenden
Under José Mourinho spillede United tre finaler. De to – Liga Cuppen og Europa League – blev vundet. Det var begge i portugiserens første sæson som United-manager, og med sejren i sidstnævnte var Manchester United tilbage på den scene, som klubben i sin selvforståelse mener, den hører til på. Champions League. Det er her, de største brag kæmpes, når bukkene er blevet skillet fra fårene, og forårets knald eller fald kampe venter. Klubben identificerer sig med trofæer, mange af dem, og Europa League-trofæet var det sidste, der manglede for at fuldende klubbens trofæskab. Men hvor begejstret var man som United-fan over det trofæ?
Jeg husker ikke, at jeg på noget tidspunkt undervejs i Europa League-finalen mod Ajax sad på kanten af sædet. Kampens dramaturgi har selvfølgelig også en betydning på dette, men da dommeren fløjtede kampen af, løb jeg ikke rundt som en besat, jeg følte mig ikke hverken beruset eller begejstret. Det var helt anderledes i går.
Paris havde nærmest bolden hele tiden, og United forsvarede sig bravt. På måltavlen stod der 1-2 langt ind i anden halvleg, og som tiden gik, ramte en fornemmelse af, at den faktisk gik til fordel for United, selvom de altså manglede et mål. Der var en fornemmelse af, at United nok skulle få den ene chance, der kunne afgøre det til egen fordel, og den chance fik de som bekendt, da Rashford forbilledligt tog ansvaret på sig og sparkede straffesparket ind. Og da, tror jeg, at alle United-fans skreg, hoppede og løb rundt som havde Rashford netop afgjort finalen.
Det var imidlertid ikke tilfældet. Manchester United havde i stedet klatret sig op helt nede fra bunden af det mest rå, barbariske og kolde bjerg, klubben længe er stødt på og besteget det. Uden Pogba, uden Martial, uden Matic og uden Lingard. Med udskældte McTominay og Fred på midtbanen og senere med nogle af klubbens største talenter i Chong og Greenwood på toppen, der trak en i forvejen lav gennemsnitsalder ned under bæltestedet.
Det er ingredienser, der hører til i alle de store historier om Manchester United – blikket mod afgrunden, ungdommens mod og en sidste minuts-scoring. Der blev ikke spillet om en pokal den 6. marts 2019, men fremover vil United altid have Paris.
