Blog: En hyldest til nye bekendtskaber, brødre og United

Læsetid
2 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Peter Hasle Laursen

08 december, 2019 - 17:07

Jim Taylor og mig på Etihad ©Getty

”Proof that you’re not dreaming or bullshitting your friend”

Sådan skriver Jim Taylor i en mail, hvor ovenstående billede er vedhæftet. Jim Taylor er en 51-årig engelsk læge og sæsonkortholder til Old Trafford på 10. år, og så gav han mig lørdag aften en oplevelse, jeg aldrig nogensinde kommer til at glemme ham for.

Jeg så Jim komme gående lidt på afstand. Han lignede ikke den typiske fodboldfan med sit helt normale tøj, et smørret smil, og brillerne der gav ham et begavet udseende. Han virkede ikke særligt optaget af begivenhederne uden for stadion, hvor politiet forsøgte at holde de to holds fans adskilte. Han fik øje på mig, gik et par meter videre og vendte så om.

”Er du her alene?” spurgte han. Mit korte svar var ja, selvom min ven og medstuderende Anders var i gang med interviews andre steder foran stadion. Men, viste det sig, havde Jim en billet til Uniteds afsnit på Etihad i overskud, fordi hans bror, som også er sæsonkortholder, ikke kunne være med, fordi han var til julefrokost. Mit held. Jeg havde pludselig en gratis billet til Uniteds udebaneafsnit på Etihad - til Manchester-derby(!). Forleden skrev jeg om den magiske oplevelse, jeg havde på Old Trafford, og jeg havde ikke troet, jeg skulle komme til at opleve det igen bare tre dage senere. På Etihad af alle steder.

Brødre og bekendtskaber
Hvad der skete de første 30 minutter af første halvleg var også magisk. United spillede omstillingsfodbold, der fik Citys defensiv til at minde om et hold i bunden af Fynsserien. Jim og jeg forstod det ikke - hvor søren kom det fra?

Jeg tænkte på min storebror, der – ligesom Jims bror – var til julefrokost. Det er min storebror, som jeg har haft med på Old Trafford tidligere. Ligesom Jim tager med sin bror til fodbold. Min bror har endnu - efter fire forsøg tror jeg - til gode at se United vinde. Hvor ville han dog give meget for den her oplevelse. Jim fortalte om hans forhold til sin bror, og jeg fortalte Jim om mit forhold til min. Vi blev enige om, at vi er heldige. Og jeg følte mig som den heldigste mand på Etihad.

Jeg tænkte på de mennesker, vi møder på vores vej. Der er dem, som det er meningen, vi skal møde. Vi starter i skole, på arbejde, begynder at spille fodbold eller begynder at skrive frivilligt på en hjemmeside om ens yndlingsfodbold. Og så er der de tilfældige bekendtskaber, hvor vi åbner øjnene og sindet for andre, vi endnu ikke kender. Som Jim Taylor med sit ”Er du her alene?”, der lukkede mig ind. Ikke bare på Etihad men også Jims liv, hans forhold til Manchester United, tanker om Brexit, og hvordan han ellers bekymrer sig for den udvikling, han ser i England.

En udvikling, som desværre blev billedlig og viste det grimme ansigt, da Fred blev udsat for racisme fra enkelte City-fans, men som ikke begrænser sig til enkelte områder eller fodboldklubber i landet.

Men tænk sig, hvordan kærligheden til et fodboldhold i det nordlige England kan binde en journaliststuderende mand opvokset Gylling i Danmark sammen med en læge opvokset i Preston en halv times kørsel nord for Manchester. Jim vil gerne se Aarhus, hvor jeg bor nu, og han lovede mig en sengeplads i Leeds, hvor han bor, hvis jeg en dag kom på de kanter. Forunderlige verden.

Pie skal der til
City fik som forventet reduceret men heldigvis tilpas sent til, at de ikke kunne nå at skabe den chance, der ville have fuldendt et flot men – som United-fan – ulideligt comeback.

Slutfløjtet lød og jublen brød løs. Folk hoppede, sang og krammede. Ingen tænkte på, hvad resultatet har af betydning i mesterskabskampen, men folk var begejstrede, lykkelige og stolte. Stolte over Rashford og McTominay - klubbens egne. Og så Ole Gunnar Solskjær der med sine mange mål, sit smil og ydmyghed blev en yndet helt på Old Trafford. Så meget, at han faktisk bliver set som en af klubbens egne. Fantastiske United.

”Olé, Olé, Olé, Óleeee,” lød det.

Brigaden, der ønsker nordmanden fyret, var ikke mødt op på Etihad. 

Inden vi forlod stadion ville Jim indvie mig i et ritual, der følger med at se fodbold i England. Den klassiske pie med oksekød og, løg og kartofler. Jeg spurgte ham, om han ud fra en lægefaglig vurdering ville anbefale denne som fast del af en kost. Han smilte.

”Hvis jeg kun spiser sådan en, når United slår City på udebane, så går det nok.”