Vores skribent Peter Hasle giver sit syn på, hvorfor Liverpool-kampene – og i særlig grad den søndag eftermiddag – for ham er vigtigere end alle andre.
”Ole’s at the wheel, tell me how good does it feel…”
Sangen er hele ugen blevet højere og højere inde i hovedet, og nogle gange sunget højt på gader og stræder i Smilets (Aarhus) til overraskelse for forbipasserende. Men de forstår eller ved måske bare ikke – Liverpool er på trapperne. For enden af de to hvide ledninger, der i lommen altid formår at klumpe sig sammen til en uløselig masse, inden de kommer i ørerne, lyder tonerne fra The Stone Roses – ”Today’s the day she swore”(..)”She’s a waterfall.”. Madchester-stemningen er genfødt, og den suser rundt i kroppen.
Manchester Uniteds helt egen Champions League-finale afgørende, treble-vindende legende og nuværende caretaker-manager, Ole Gunnar Solskjær, må og skal have al æren for den genfundne eufori. Han pakkede ren optimisme med ned i de sølvfarvede Remova-kufferter, han kort før jul smed i et privatfly og fløj til sit fodboldhjem – Manchester. Han (og Mike Phelan) fortjener det hele.
United spiller igen med energi og frihed, de spiller med intentionen om at vinde. Præcis som United skal. Solskjær lægger i sine interviews, som det ligner, han nyder – imodsætning til sin forgænger – ikke skjul på, at han ikke ønsker at være noget andet sted end lige der, hvor han er lige nu. I spidsen for den klub og by hvor han har tilbragt mere end 15 år af sin fodboldkarriere. (Jeg tager for øvrigt ikke yderligere stilling til, om han skal have jobbet på permanent basis, desuagtet at jeg håber det.)
De ting gør, at jeg ikke kan vente til kick-off søndag klokken 15:05. Det står i skarp kontrast til kampen den 16. december 2018 på Anfield, som jeg egentlig bare ønskede blev aflyst på grund af en altødelæggende snestorm. Jeg frygtede, at United ville tabe med mere end de cifre, der endte med at stå på måltavlerne på Merseyside.
Liverpool og mesterskabet
Der er en mulighed for, at Liverpool vinder kampen i morgen på Old Trafford, og der er en reel mulighed for, at de – gud forbyde det – vinder det engelske mesterskab for første gang i næsten 29 år. Det handler fodbold også om – nederlagene. Nederlag til dem i de andre trøjer, dem som foragter dit hold så meget, som du selv elsker det. Nederlag handler om at rejse sig igen, og det er netop det, Solskjærs United symboliserer for mig. Glæden og drømmene hænger igen over Old Trafford efter flere måneders mørke og afmagt, og hvilken anden motivation end at slå ærkerivalen, sætte en foreløbig kæp i deres mesterskabshjul og samtidig bide sig godt fast i en top fire-placering behøver United-spillere og fans egentlig?
Det er Uniteds 20 mesterskaber mod Liverpools 18. Det er den evige Scholes vs. Gerrard diskussion(som egentlig ikke burde være der), det er Sir Matt Busby og Sir Alex Ferguson mod Bob Paisley og Bill Shankly. Det er en United-legendes mulighed for at sikre sig sit drømmejob permanent kogt ned til 90 minutters (plus Fergie-time) højintense løb, syngende tacklinger og personligheder, der leder tankerne tilbage på de tider, hvor George Best og Sir Bobby Charlton gled over grønsværnen på Old Trafford og inspirerede de i hverdagen hårdtarbejdende tilskuere, der hver weekend overlod deres drømme til 11 spillere iført røde trøjer med en djævel på brystet.
Selvom jeg kan mærke, spændingen til opgøret den seneste uge er blevet større dag for dag, og i dag ikke længere kan være i kroppen, bilder jeg ikke mig selv ind, at jeg her i lille Danmark på nogen måde lever i den samme rivalisering, som United og Liverpool-fans i England i dag og historisk lever og har levet i.
Men jeg forstår mig på Uniteds historie, og jeg har gode venner, der er Liverpool-fans, der har gjort mig klogere på deres. Der er mange af de samme lighedstræk både med hensyn til triumfer og tragedier. Måske er det netop ligheden med Liverpool, der gør, at det lige præcis er den klub, jeg allerhelst vil have ned med nakken. Og den eneste klub der i min bog aldrig nogensinde må vinde mesterskabet igen.
”Singing what!? Singing we knocked the scousers of their perch!”
