Blog: Historien om historien der gentager sig

Læsetid
8 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af OldTrafford.dk

18 oktober, 2019 - 11:29

Sker der PRÆCIS det samme i år 1 under Ole Gunnar Solskjær, som der skete i år 1 under Tommy Docherty tilbage i 1973? Og skal unge United-fans tage det lidt mere roligt? Det mener i hvert fald Jørn Koch, som snart har været fan af ”de røde djævle” i et halvt århundrede.

Derfor har han fået ordet i denne blog

Del 1: United som Fugl Fønix

United er for tiden i noget, de fleste supportere vil mene er ”en svær fase”. Det har vi prøvet før, og fordi jeg er så tussegammel, som jeg er, har jeg personligt allerede været hele turen igennem en gang: Til bunds, op og ned igen. Derfor har der for mig været pænt meget genkendelse over de seneste sæsoner, og det er den oplevelse af genkendelse, jeg her deler med dem, der er for unge til at have prøvet turen før.

Min historie startede med, at min far forbød mig at gå til fodbold: At ”tosse rundt efter en bold” var spild af tid, så derfor skulle jeg gå til det, HAN altid havde været glad for - dans og gymnastik - og da han havde et eller andet kendskab til en eller anden, som havde brækket benet ved at spille fodbold, kunne han endda underbygge sin forstokkethed med en ”uigendrivelig” påstand om, at fodbold er en farlig sport. Jeg var nu aldrig til hverken dans eller gymnastik. Så berøvet adgangen til min store passion i praksis kastede jeg mig i stedet min lidenskab på ”teoretisk fodbold”. Det var dengang halvfjerdserne startede, og man bliver jo god til præcis det, man øver sig på, så et årti senere blev jeg nummer 2 i Tipsbladets konkurrence om DM i tips…

Selvfølgelig fandt jeg også ”mit” hold - og ”selvfølgelig” var ”mit” hold United. Så min historie med United begyndte i 1970-71 - under kaosset efter Busby og lige før Docherty. Derved faldt jeg for en klub, der måske nok var ”legendarisk”, men som samtidig var en Fugl Fønix: En skabning der rejser sig af asken og viser sig i sin fulde skønhed - for siden at stige på bålet og brænde til den aske, den igen skal rejse sig fra.

Derfor har klubben faktisk ”kun” strålet tre gange i historien, hver gang under en karismatisk manager, og hver gang efter at have været grundigt på røven, så meget af historien har handlet om ”genrejsning”: Begyndelsen som arbejderklubben Newton Heath var alt andet end prangende, og i starten af 1900-tallet var klubben ikke bare en resultatmæssigt lille klub, der lå i 2. division, økonomien var også så katastrofal, at klubben var millimeter fra at lukke og slukke. Med den mirakuløse redning kom der også en ny manager - Ernest Magnall: Den første af de tre karismatiske managers der skabte Uniteds storhedstider.

Ernest Magnall holdt i et årti, hvor han ikke bare hev United op i det fine selskab men også vandt to engelske mesterskaber - plus det løse - indtil uoverensstemmelser med bestyrelsen drev ham ud. Det brud kom til at koste dyrt, for United røg straks tilbage i sumpen, og de næste tre et halvt årti var vi en af de næstbedste klubber i England: Et hold der røg op og ned, endnu engang kom på randen af konkurs, og som havde mere travlt med bare at hænge på end med at vinde trofæer.

Vi var MEGET langt efter store hold som Aston Villa og Preston North End, og den ørkenvandring kulminerede i et nyt antiklimaks, da vi efter 2. verdenskrig end ikke havde et stadion at spille på, for Old Trafford var blevet bombet under krigen - så United måtte låne Citys stadion: What a bummer!

På det tidspunkt var meritterne under Ernest Magnall fjern fortid - og siden overgået af ”større” hold som Huddersfield, der dominerede engelsk fodbold i tyverne og vandt en del mere, end United havde gjort - men det var så der, Fugl Føniks genopstod under Busby, og denne gang varede storhedstiden ikke kun et, men hele TO årtier. Undervejs var der et enkelt bump på vejen, i form af katastrofen i München, og på grund af den har andre end jeg sammenlignet United med Fugl Føniks, men faktisk passer billedet på HELE klubbens historie - hvor Fuglen derfor også brændte til aske efter Busby og måtte gennem endnu en ørkenvandring, med en nedrykning til 2. division, før den årtier senere genopstod under Ferguson.

Del 2: Hvor er vi nu i vores faste livscyklus?

Måske var det fordi, jeg kender historien, jeg ved Fergusons pensionering fik en stærk intuitiv oplevelse af, at vi nu ville genopleve det kaos, vi oplevede efter Busbys afgang: historien ville gentage sig…

Ganske rigtigt: Ligesom klubben efter Busby valgte en tilforladelig ung afløser uden de store meriter, fordi man IKKE ønskede sig en stærk ny manager, der ville komme ind med sine egne ideer og lave det hele om, men en tilpas kønsløs og pottetrænet bestyrer, som var indstillet at køre den tilsyneladende velfungerende bedrift videre så uændret som muligt, indsatte ”revisoren” i 2013 en ”bestyrer” efter Ferguson.

Begge gange var det en fejl, for et hold med ganske mange kilometer i motoren havde lige kastet sig over målstregen i en sidste stor bedrift og havde reelt brug for en hovedreparation. Det indså man så ikke fra ledelsens side, men måske fordi jeg havde været der før, havde jeg mine bekymringer omkring ansættelsen af David Moyes - uanset at han jo sådan set havde klaret det meget godt i sine tidligere klubber…

Efter Busby prøvede man at rette fejlen ved at udskifte ”bestyreren” med en manager med et pænt stort navn - og efter Ferguson gjorde man nu præcis det samme, kunne jeg konstatere: Den eneste forskel var, at vi denne gang skulle tygge os gennem TO store navne, før vi kom videre til trin tre i cyklussen…

Da Ole blev ansat, fik jeg den næste stærke intuitive oplevelse: Han var vores næste Tommy Docherty - hvilket lød ganske lovende, for ”the Doc” var trin tre efter Busby og ham, der kom til at gennemføre den store oprydning og udrensning, som var nødvendig for at genrejse Fugl Fønix.

Faktisk brændte The Doc Fuglens slidte og brugte krop SÅ grundigt ned, at hans første velfungerende hold rummede sølle tre spillere, han ikke selv havde hentet: Der var Busbys gode gamle Alex Stepney i målet, Buchan i forsvaret var kommet til året før Docherty, og McIlroy på midten var kommet op fra egne rækker.

Mindre kan måske gøre det denne gang, men en genrejsning kræver rimeligvis en heftig ”afbrænding”, og undervejs vil det ikke se kønt ud: Eftertiden husker Tommy Dochertys friske hold for flot angrebsfodbold, men han startede med at udskifte hele forsvaret (undtagen Buchan) - for så at ”skrotte” et skrummel af en 26-årig angriber, der scorede mange mål mod små hold, og en stor angrebsstjerne der havde rundet de tredive, og som nu var for skadesplaget til at gøre en forskel. Det første resultat af udrensningen var derfor faktisk et hold med et af de stærkeste forsvar i ligaen, men hvor INTET hang sammen fremadrettet…

Nu har Ole så gjort cirka det samme: Renoveret forsvaret og ryddet angrebet for et stort skrummel af en målmaskine, der hovedsageligt scorer mod små modstandere, og en falmet stjerne, hvor fysikken er begyndt at knirke. Navnene er bare nogle andre: Lukaku og ikke McDougall, Sanchez og ikke Law.

Derfor undrer det mig ikke det fjerneste, at holdet lige nu spiller som det hold, Tommy Docherty rykkede ned med i sin første hele sæson som manager. Det hold kom først til at fungere, da han i næste omgang totalrenoverede midtbanen og indkøbte afgørende spillere til angrebet - Hill, Coppell og Pearson.

Mindre kan måske gøre det denne gang (?) men det er rimeligvis urimeligt naivt at forvente, at Oles hold skal kunne levere som ønsket fremad banen, før midtbanen er blevet totalrenoveret og angrebet tilført de rigtige kvalitetsspillere - velsagtens en kvalificeret ”bomber” (Haaland?) og en født højrefløj (Sancho?).

Andre spillere end de nævnte kunne sikkert også bruges, men hvis man kender historien, ved man, hvad der med rimelighed kan forventes her og nu - og at tålmodighed er en dyd, som nogle gange betaler sig…

Del 3: Fremtiden er altid uvis…

Vi er altså faktisk på et velkendt sted i processen, hvor et hold, hvis dominans vi lige var blevet vant til, overhovedet ikke er i nærheden af at kunne dominere noget som helst: Lejlighedsvise store resultater kan man jo altid håbe på (så lad os baske Liverpool på søndag), men at tro at vi skal kunne dominere noget som helst lige her og nu, er så eventyrligt naivt, at det grænser til det direkte tåbelige.

Historisk er vi jo også en klub, der kun ”fungerer” i perioder, adskilt af lange ”dysfunktionelle” perioder, og lige nu er vi i en af disse dysfunktionelle perioder: Der gik tre et halvt årti fra Magnall til Busby og to et halvt årti fra Busby til Ferguson, så der kunne godt være RET langt til enden af den nuværende ørkenvandring.

Dog præsterede holdet trods alt fornuftigt fra Docherty til Ferguson, så vi kan jo håbe på at finde et fornuftigt niveau, når og hvis Ole har fået tid og støtte til at hente et par afgørende spillere til angrebet og til at totalrenovere vores jammerlige midtbane: med den midtbane vi har nu, kan hans hold ikke forventes at dominere noget som helst!

Samtidig er de historiske paralleller måske nok slående men dog ikke 100%. The Doc havde således oprindeligt ikke meget at skyde med fra talentafdelingen - mens Ole nu nærmest er i gang med en krydsning mellem Dochertys oprydning og de ungdomsrevolutioner, Busby og Ferguson gennemførte. Dermed har han mere materiale at arbejde med, end Docherty havde, men at skulle gøre begge dele på en gang gør mildest talt ikke øvelsen lettere. Docherty fik således senere stamspillere som Arthur Albiston og Brian Greenhoff op fra ungdomsrækkerne og spillede dem ind på holdet, men det gjorde rimeligvis opgaven lettere for ham, at han inden da havde fået holdet stabiliseret og til at fungerende, så de havde et allerede fungerende hold at træde ind på. På den led er det noget af en opgave, Ole er kommet på…

MÅSKE er han magikeren, der kan gøre begge dele på samme tid - det kan kun tiden vise, hvis han får lov - men det er vel RET tvivlsomt, om andre ville kunne gøre det bedre end ham. Derfor er han, som Docherty før ham, rimeligvis håndplukket og ansat til at gøre det beskidte arbejde stående midt i en brølende orkan…

Om orkanen så igen sender os ned i den næstbedste række, fordi vi i år 1 under ”revolutionen” kun har et forsvar (og en målmand), der rækker, kan kun tiden vise, men som verden ser ud, kunne man godt betvivle, at Ole får lov til at blive siddende, hvis holdet rykker ned - eller bare ligner et hold, der rykker ned…

Imidlertid var tålmodighed en dyd under Docherty - det var godt, man ikke fyrede ham efter nedrykningen, uanset at spillet lignede lort det år - og jeg tænker umiddelbart, at det ikke giver meget mening endeligt at bedømme Ole (læs: Fyre ham) før han har haft lejlighed til at genskabe også midtbanen og angrebet, så lige nu glæder jeg mig faktisk bare over, at han, som Docherty før ham, til en start har fået sat skik på forsvaret.

Selvfølgelig er jeg ikke lykkelig for, at spillet fremad er nærmest ikke eksisterende, men sådan må det nu engang være på det her trin i processen: Mine realistiske drømme til den her sæson er derfor, at vi overlever i Premier League (for klubbens nuværende tålmodighed rækker nok ikke til en nedrykning), og at vi når så langt i diverse andre turneringer, at vi oplever at snuse til noget og derfor tror på processen.

Måske kan vi ad den vej kvalificere os til at spille i Europa næste år, og også DET er måske et minimum, hvis klubben skal beholde Ole, men ret beset siger historien snarere noget om, at tålmodighed betaler sig, end om at utålmodighed betaler sig, så den her gamle mands råd til de unge ville hedde noget i stil med ”ro på” - men om klubben har ligeså meget is i maven, som den gamle mand har, får vi se…

Bloggen er skrevet af Jørn Koch.