Blog: En forsvarstale for Solskjærs unge United-hold

Læsetid
8 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af OldTrafford.dk

09 oktober, 2019 - 11:19

Manchester United befinder sig i en underlig tilstand, som mange fans ikke har oplevet i meget lang tid. En genopbygningsperiode er undervejs, men hvor er det egentlig, vi er på vej hen? Det forsøger Bertil Nilsson at svare på i denne gæsteblog.

Ole Gunnar Solskjær sejler en skude, som de seneste år har fået flere og flere kanonhuller på dækket. Mens vandet fosser ind, forsøger han med sit positive væsen at mane til besindighed.

”Vi er i gang med at bygge noget op, og i dag følte jeg, at vi er på vej”. Sådan sagde Ole Gunnar Solskjær i minutterne efter kampen mod Arsenal til Sky Sports. Det er efterhånden noget vi har hørt før, og spørgsmålet mange United fans stiller sig selv i denne sæson er, hvor er vi egentlig på vej hen? Hvad er det helt præcist planen er?

Vi spoler tiden tilbage til nordmandens debut i trænersædet, som caretaker efter fyringen af José Mourinho, mod Cardiff den 22.december 2018. Lige præcis dét opgør, drømmer jeg mig ofte tilbage til. Ja, modstanderen var ”mægtige” Cardiff, og en kamp vi selvfølgelig under alle omstændigheder burde have vundet. Men set i lyset af det sidste halve år under José Mourinho, så var det ikke mange forventninger, man turde have. Men i det opgør skete der noget. En synergi af spilforståelse, flydende angrebsspil, offensive løbemønstre, risikovillighed og attack, attack, attack! Sidstnævnte noget som Ole Gunnar Solskjær virkelighed havde prædiket op til kampen. Vi skulle spille som Manchester United igen! Sød musik i vores ører.

Den kamp står tilbage for mig, som et pejlemærke for, hvor jeg troede vi var på vej hen - hvor jeg ønskede, vi skulle hen. 5-1 blev slutresultatet, og jeg tør godt sige, det er længe siden, jeg har følt mig så underholdt. Det skulle selvfølgelig lige være i returopgøret mod PSG, men det var på en anden måde. Det var mere en udødelighed og en villighed til altid at rejse sig op, selv når det så sværest ud. Det hører dog en anden blog til.

"Han skal have tid"

Hvis vi så spoler frem til, hvor vi er nu. 5.oktober 2019, næsten et år efter kampen mod Cardiff. Tiderne har ændret sig, og den positivisme der florerede om Solskjær, den sky han og alle os andre fløj på, er væk. Fanbasen er splittet i atomer, og at nordmanden stadig er i spidsen for ”de røde djævle” er noget der deler vandene. Mange ønsker hans hoved på et sølvfad og råber højt om, at løsningen findes i Mauricio Pochettino, Massimo Allegri og sågar Arsene Wenger! Andre forsøger at mane til besindighed. ”Han skal have tid” er en sætning, der er brugt oftere end Ashley Young på venstreback i denne sæson.

Hvis jeg skal forsøge, helt objektivt, at stille de to synspunkter op mod hinanden og samtidig besvare de spørgsmål jeg stillede øverst i bloggen, så skal jeg bruge meget betænkningstid. Først og fremmest er jeg romantiker, og jeg ønsker, mere end noget andet, at Solskjær lykkes som manager for Manchester United. Ikke fordi jeg er overbevist om hans taktiske evner, hans mandskabspleje eller hans pressehåndtering, men først og fremmest fordi han ved hvilke værdier klubben bygger på. Han ved, hvad der kræves for at spille i Manchester United, og han har spillet under ham, som nærmest ene mand har skrevet historien om United, Sir Alex Ferguson. 

Med det på plads, så kan man begynde at dykke ned i de væsentligste problemstillinger, og de spørgsmål mange står tilbage med i forhold til nordmanden. Han skal have ros for at adressere transfers, som vi længe har haft brug for, endda med overvejende succes. Harry Maguire i midterforsvaret er den klippe og leder, vi har manglet siden Rio og Vidic. Aaron Wan-Bissaka er et lysende talent på højrebacken, først og fremmest med forcer i det defensive, men han har allerede nu bygget på i sine offensive kvaliteter. Daniel James er, med længder, ham der har overrasket mig mest. Han har en ærgerrighed og en fandenivoldskhed, som meget få i truppen har. Man kan se, at hver gang han trækker trøjen over hovedet, og træder ind på Old Trafford, så udlever han sin største drøm.

Derudover har vi sagt farvel til spillere der underpræsterede, var løntunge og som ikke gad at være i klubben. Chris Smalling, Alexis Sanchez og Romelu Lukaku er alle røget til Italien på henholdsvis låne - og permanent aftale. Antonio Valencia og Ander Herrera havde kontraktudløb og især sidstnævntes afgang er en der skærer i hjertet. Det er tydeligt vi mangler lederskab og dynamik på midtbanen i øjeblikket – det kommer vi tilbage til. 

Det er selvfølgelig begrænset, hvad man kan gøre på ét enkelt transfervindue, men ros skal der lyde til Solskjær for at skippe dødvægt afsted (med undtagelse af Herrera) og samtidig forstærke defensiven. Det virker til, der er en klar struktur og hensigt med hvilke, spillere vi har brug for, og hvem der passer ind personlighedsmæssigt i Manchester United DNA’et. Afgangene af væsentlige offensive kræfter, listet ovenfor, stiller os dog i en prekær situation, da man valgte ikke at erstatte dem. Målene og den offensive kreativitet afhænger nu egenhændigt af Paul Pogba, Marcus Rashford, Jesse Lingard og Anthony Martial. Skader til alle fire har dog gjort, at vi ufrivilligt har måttet ty en anelse hurtigere til de unge spillere end forventet. Daniel James, Andreas Pereira, Angel Gomes, Tahith Chong og Mason Greenwood har alle været i aktion op til flere gange, hvor især første – og sidstnævnte har været de positive oplevelser. Scott McTominay skal også nævnes som en af de unge, der virkelig har grebet chancen og etableret sig, som en fast del af startopstillingen. Rivende udvikling han er inde i.

Så ros skal der lyde til Ole Gunnar Solskjær for at skille sig af med en masse af de spillere, vi længe brokkede os over. Og ros for at spille de unge, selvom omstændighederne ikke er de bedste. Det viser tegn på, at der er en retning, og at nordmanden faktisk efterlever og respekterer de værdier i United, han kender så indgående. Senere rygter viser også en manager, der har store ambitioner om at hente et par offensive kræfter ind. Både Ousmane Dembele, Mario Mandzukic, Moussa Dembele, Jaden Sancho, James Maddison og John McGinn er den seneste tid blevet nævnt. Hvis der er hold i bare et par stykker af ovenstående, så ville det forstærke vores offensiv markant. Så jeg er ikke længere så nervøs på den front.

Har Solskjær en spillemæssig filosofi?

Men nu spørger jeg så igen – og denne gang skal jeg nok besvare det – hvad er så planen?

Vi har i hvert fald set konturer og grundtegningerne til en plan udenfor banen, en struktur for hvordan klubben skal bygges op. Staben har også fået en tur med nordmandens havesaks. Det, der mangler, er en plan på banen! For det vi så i kampen mod Cardiff tilbage før jul i 2018, har vi ikke set skyggen af siden. Det frie offensive spil har manglet, til stor frustration for undertegnede og det meste af fanbasen. Vi er vel nærmere blevet et omstillingshold, og selvom jeg synes det er vigtigt, at vi er gode på omstillinger og hurtige i transitionen fra forsvar til angreb, så skal det ikke være den primære strategi. En stor del af forklaringen kan ligge i, at vi netop ikke har adresseret de offensive mangler, at de unge i højere grad har været dem, vi har sat vores lid til, og at vi har været hårdt ramt af skader (trods enormt fokus på kondition og fysisk træning i pre-season). 

En anden del af forklaringen kan ligge i vores formation. Sidste sæson eksperimenterede nordmanden både med en 4-4-2, en 4-4-2 med diamant på midtbanen og en 4-3-3. Sidstnævnte med størst succes i forhold til at nedbryde modstanderen og styring af kampene. Og det er netop det vi har store problemer med. At nedbryde modstanderen. At spille os frem til chancer i åbent spil. I denne sæson har vi mest spillet 4-2-3-1. En formation som sagtens kan være offensiv i sit udtryk. Det har Tottenham under Pocchetino bevist op til flere gange, mens både Jürgen Klopp og Lucien Favre har vist det i Dortmund. Men vi ser ekstremt tamme ud i den formation, og det er tydeligt, at Pogba ikke trives i den tilbagetrukne rolle som er nødvendig i 4-2-3-1, hvor man er nødt til at have en meget kompakt central midtbanekonstellation. Det er bredt anerkendt, at Matic ikke længere dur, og det betyder, at vi kun har Fred og McTominay (udover Pogba), som kan spille på den centrale midtbane. Fred har brug for mere spilletid og mange advokerer for, at Solskjær bør prøve Pogba på den offensive midtbane med Fred og McTominay bag sig. En variant nordmanden endnu ikke har prøvet.

Det står for mig klart, at der skal andre boller på suppen. 4-3-3, som vi havde fin succes med sidste sæson, bør prøves af igen. Selvom vi mangler en Herrera-type på midtbanen, mener jeg, at McTominay sagtens kan påtage sig den rolle som box-to-box. Pogba til venstre, hvor han er bedst og også var det i Juventus i en mere flydende angrebsrolle. Fred som 6’er på den defensive midtbane. Det har vi heller ikke set endnu.

Det er netop det, jeg tror, frustrerer mange. Ole Gunnar Solskjær lader til at have låst sig fast på sin 4-2-3-1, men flere spillemæssige tegn (eller mangel på samme) peger hen i mod, at der skal prøves nye varianter. Det er dog ikke udelukkende vores valg af formation der ”hæmmer” vores spil. De unge kræfter, som vi elsker at se, er en anden faktor. Det faktum, at vi har gjort os så afhængige af deres præstationer, hvis vi løber ind i skader, gør vores præstationer meget svingende. Dels fordi de er unge, men også fordi de ikke er færdigudviklede fodboldspillere. De har ganske enkelt ikke den kvalitet endnu. Dermed er omstændighederne og vilkårene for vores udvikling af det offensive spil rædderlige. Spørgsmålet er hvorvidt det vil blive bedre med større navne, og spillere med mere kvalitet? Svaret et ja. Jeg tror ikke nødvendigvis, at en manager behøver være Pep Guardiola fanatisk for at have taktisk succes. En spillemæssig filosofi er nok. Og vi ved, at Ole Gunnar Solskjær har en filosofi, men jeg nægter at tro på, at det vi så mod Cardiff, var noget der var trænet på Carrington. Det var en filosofoi. ”Vær offensive, pres højt og intensivt” og attack, attack, attack. Resten var overladt til spillernes egen intelligens, relationer og løbemønstre fra sæsonerne under José Mourinho.

Får vi spillere ind med den fornødne kvalitet, vil de her ting ske ganske naturligt, så længe der er en plan, nogle rammer og en grundlæggende ideologi. Alle tre ting, mener jeg er til stede under Ole Gunnar Solskjær, men fundamentet er stadig i gang med at blive bygget. Det tager tid at bygge en katedral, og selvom grundtegningerne er til offentligt skue, er det kun arkitekterne og bygningsarbejderne, der virkelig forstår det. På samme måde forstår vi fans måske ikke, hvad der arbejdes på, og i virkeligheden er det nok kun Solskjær, spillerne og ledelsen, der ved det.

En ting er dog sikkert; i denne sæson er det et helt nyt juvenilt Manchester United, vi stifter bekendtskab med. Planen er måske ikke så tydelig, som vi ønsker, den skal være, men graver man dybt nok er den til stede. De unge spillere skal implementeres, og de udskiftninger der er sket i truppen, staben og hele rekrutteringen, er for mig tydelige tegn på en plan. Det spillemæssige halter efter, men vi så mod Cardiff, at det sagtens kan lade sig gøre, når man har kvalitet på de offensive positioner. Så man kan håbe på, at når der kommer offensive kræfter med kvalitet ind, som vel at mærke er spillere Ole Gunnar Solskjær har identificeret, så vil The United Way igen vise sig i kampene.

Bertil Nilsson er stifter af det nye fanmedie "United Stemmen". Han har tidligere medvirket i OldTrafford.dk Podcast og Mediano.