Blog: Hvad blev der nogensinde af den sportsdirektør?

Læsetid
7 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Mark Tolstrup C...

26 marts, 2020 - 12:54

Ed Woodward og Avram Glazer ©Getty

I 2018 blev intentionen om at ansætte Uniteds første sportsdirektør nogensinde fremlagt. Her i dag – 20 måneder senere – er klubbens tilstand på mange måder uændret. Woodward er stadig manden, der skal definere klubbens sportslige strategi, United betaler stadig overpris for sine indkøb og aktien stiger uanfægtet af de sportslige resultater. Har Uniteds ledelse holdt os alle for nar, eller bør vi som fans væbne os med tålmodighed?

Vi skal tilbage til august 2018. Rygterne om Uniteds første sportsdirektør nogensinde svirrede for alvor. Det skulle efter sigende være en beslutning taget af ledelse efter en lang årrække med katastrofale indkøb. I sommeren 2018 lykkes det kun Ed Woodward at hente Fred, Dalot og Lee Grant til klubben. Mourinho udtalte efter sæsonåbningen.

- Jeg har haft mine planer i mange måneder, og nu befinder jeg mig med et lukket transfermarked i en situation, som jeg ikke troede, jeg ville være i. Jeg tror, fodbold ændrer sig, og managers bør kaldes cheftrænere.

En knap så diskret stikpille rettet direkte mod Ed Woodward og resten af Uniteds ledelse, men også et vidnesbyrd om, hvem der stod med magten.

Men, hvad blev der egentlig af den sportsdirektør? Hvorfor er en stillingen af den kaliber stadig ikke besat? Hvad ville en sportsdirektør ændre, og hvem er egnet til at tage det ansvar? Det er alt sammen noget jeg vil prøve at belyse i denne blog.

Første sportsdirektør nogensinde

United skulle have haft deres første sportsdirektør nogensinde. Sådan fremlagde samtlige engelske medier det i hvert fald for 20 måneder siden. Stillingen er dog stadig åben. Som i pivåben. Rygter har der været nok af, men aldrig noget helt konkret. I hvert fald ikke på et plan, hvor vi som United-fans kan være helt sikre på, at en sportsdirektør nogensinde reelt har været en del af klubbens planer. Manchester United er unægteligt én af verdens største klubber, og en stilling som denne mangler næppe kandidater. Der kan vel derfor argumenteres for, at hvis United ønskede en sportsdirektør, så havde de allerede en på nuværende tidspunkt.

Men hvad skete der?

Ole Gunnar Solskjær og José Mourinho.

Ole’s at the wheel

Mourinho blev først og fremmest fyret. Nok var retorikken skarp, men portugiseren satte for alvor spørgsmålstegn ved måden klubben blev drevet på. Det skabte uden tvivl uroligheder på ledelsesgangene, men ind kom Solskjær. Som sendt fra himlen. En klubmand fra Norge, hvis træneregenskaber og omdømme var 12 hylder længere nede end, hvor United forventes at vælge fra.

En mand, der bløder for United. En mand, hvis jobposition nu er peaket, og som ikke agter at ødelægge det ved at sætte spørgsmålstegn ved klubbens infrastruktur og sportslige perspektiv. Det perfekte match til en presset United-ledelse.

United red på en bølge af optimisme efter 12 ubesejrede Premier League-kampe og miraklet i Paris. Med ét var snakken om en sportsdirektør forstummet.

De få rygter, der nu var tilbage, pegede på kandidater som Peter Schmeichel, hvis meritter hos TV3 Sport aldrig ville retfærdiggøre en ansættelse til en stilling som denne.

Jobbet blev i højere grad implicit latterliggjort ved at diskutere, hvem der i virkeligheden IKKE burde ansættes. Der er vel næsten ikke en fra Class of '92, som ikke er blevet nævnt som en mulig kandidat. Aldrig seriøse bud. Aldrig noget konkret. Det blev mere og mere tydeligt, at intentionen om at hente en sportsdirektør, nærmere var et kortvarigt og afledende dopamin-kick om bedre tider til os naive fans.

Ny transferstrategi

United gik ind til endnu et sommertransfervindue med Woodward i forreste geled. Men med fastansættelse af Solskjær kom også en ny transferstrategi. United hentede ikke længere fra øverste hylde, men i større grad efter parametre som vilje og ungdom. Et niveau, hvor Woodward alligevel endte med at gøre Harry Maguire til verdens dyreste forsvarsspiller.

Men helt skidt var det ikke. Både Maguire, Wan-Bissaka og James beviste alle deres værd fra start. Førstnævnte render sågar rundt med bindet nu.

Woodward benyttede selv det acceptable transfervindue til at køle rygterne om en sportsdirektør ned. Han udtalte dengang, at sommerens transfervindue illustrerede klubbens genfundne etos om ”ungdomsledet offensiv fodbold”.

#OleOut eller #WoodwardOut

En ny stime af dårlige resultater fik samtlige United-fans ud af busken igen. Hvorfor havde Solskjær fået en forlængelse? Hvorfor var der ikke hentet en offensiv midtbane i sommers? Flere eksperter bakkede Uniteds norske manager op, mens fingrene igen blev peget mod Woodward og Glazer-familien. Det gik så vidt, at United-fans begik hærværk mod Woodwards hjem, og stadionudvandringer blev planlagt. Fans måtte se til, mens Solskjær sikrede klubbens værste pointsnit i Premier League efter 24 kampe.

I perioden fra oktober til januar, hvor de sportslige præstationer var sløjest, steg Uniteds aktier med 32,75%. Det bevidner i alt sin enkelthed om, hvor langt Glazer-familien og Woodward kan køre United ud. Det er nok også her vi finder den største problemstilling af alle. Hvorfor skulle de overhovedet overveje at ændre på den tendens?

Manchester United er ikke kun en fodboldklub. Det er også en milliardforretning. En milliardforretning ejet af en amerikansk familie, der kun har høj afkastningsgrad for øje.

Medvind igen

Men nu står vi her igen. Vi har medvind. Eller, det havde vi i hvert fald før COVID-19 lagde hele verden ned.

Vi har endelig fået Fernandes, som vi skreg efter. #OleIn trender. Resultaterne har flasket sig, og Liverpool kan i bedste fald ende med at tabe deres mesterskab. Medierne melder samtidigt om gode muligheder for at byde Grealish og Sancho velkommen til sommer. Det er i sandhed bedre tider. Men glemmer vi sportsdirektøren?

Tør vi sætte vores lid til, at Solskjær, Woodward og den nye analyseafdeling kan operere på samme niveau som eksempelvis Michael Zorc og Michael Edwards i henholdsvis Dortmund og Liverpool? Og hvad er det egentlig de har gjort så godt?

Linket mellem træneren og ledelsen

Jobbet som sportsdirektør favner bredt, men det simplificeres ofte som linket mellem træneren og ledelsen. Det er sportsdirektørens job at tilrettelægge klubbens sportslige vision i alle kæder. Et elementært problem i Uniteds syv års lange genopbyggelse, hvor Ed Woodward over flere omgange har bevist, at en klar strategi ikke har eksisteret.

Den diametrale forskel på Moyes, Louis van Gaal, Mourinho og Solskjær vidner om, at den tidligere bankmand har famlet i blinde for at finde en manager, der har kunne tage United til tops.

Der er blevet uddelt dumpekarakterer til et utal af indkøb. Spillere, der hverken har passet til Uniteds mentalitet eller spillestil, men til gengæld belønnet med abnorme lønchecks, der får de fleste topklubbers budgetter og interne politikker til at blegne. Vi taler om Sanchez, Di Maria, Falcao, Depay m.fl.

Tænk, hvad en sportsdirektør med den rette vision kunne have udrettet i alt den tid, hvor United har danset rundt om deres egen forvirring.

Det smerter mig at sige, men det er tydeligt for enhver, at Liverpool ved, hvad de laver. Sportsdirektøren Michael Edwards har formået at købe Salah og Robertson for samme beløb, som United gav for Matic. I 2017/8-sæsonen fik Liverpool 1,1 mia. kr. for Coutinho og 200 mio. kr. for Sahko. Det er vanvid. Edwards er ikke kun god til at købe ind, han er også god til at købe de rigtige spillere til projektet. Noget United i den grad sukker efter.

Hvem er så manden, der kan hjælpe United til tops?

Mine tre bud følger herunder:

Paul Mitchell

Alder: 38 år
Nationalitet: Engelsk
Nuværende job: Head of Recruitment and Development

Mit første bud ligger lige for.

Paul Mitchell er min optik det perfekte match til både Man United, men også til strategi som Solskjær ønsker at indføre de næste mange år.

Paul Mitchell er tidligere fodboldspiller for en lang række mindre engelske klubber. Efter han lagde støvlerne på hylden, startede han som Head of Recruitment hos MK Dons i 2010. To år efter overtog han stillingen i Southampton, der rykkede op i Premier League samme år. Mauricio Pochettino blev cheftræner i starten af 2013. De to skulle vise af komme godt ud af det med hinanden.

I perioden spillede Mitchell en stor rolle i indkøb af:
Mané, Tadic, Pellé, Wanyama, Alderweireld (på lån) m.fl.

Pochettino tog i 2014 til Tottenham, og det samme gjorde Mitchell. Her stod han for rekrutteringen af spillere som blandt andet: Alli, Trippier, Alderweireld og Son.

Efter at have raget uklar med Daniel Levy forlod Mitchell sit drømmejob til fordel for RB Leipzig i 2017. Her stod han det første år for ungdomsrekrutteringen, men overtog senere stillingen som Head of Scouting.

Mitchells klare force er at spotte unge talenter og samtidigt købe dem ind billigt, hvilket går hånd i hånd med Solskjærs vision. Nordmandens position kunne dog tænkes at blive presset qua Mitchells gode forhold til Pochettino.

Mitchells kontrakt med RB Leipzig udløber til sommer, men et job som Head of Global Football i Red Bull-koncernen skulle efter sigende lure på den anden side.

Edwin van der Sar

Edvin van der Sar

Alder: 49 år
Nationalitet: Hollandsk
Nuværende job: Administrerende direktør hos Ajax Amsterdam

Mit andet bud er utvivlsomt en mand, der ved hvad United står for.

Edvin van der Sar startede som marketingdirektør hos Ajax i 2012, men har over årene arbejdet sig op, hvor han siden 2016 har været administrerende direktør. Van der Sar har i særdeleshed vist vejen og i sidste sæson været yderst medvirkende til klubbens hollandske mesterskab, Champions League-eventyret, men i den grad også ungdomsudviklingen og transfers over en længere periode, der tæller De Ligt, Neres, Ziyech, Tagliafico, Tadic, De Jong m.fl.

Ajax har på alle måder fat i den lange ende på flere parametre, men det bliver næppe let at lokke hollænderen tilbage til Manchester. Van der Sar har netop forlænget sin aftale med Ajax til 2023.

Ralf Rangnick

Ralf Rangnick

Alder: 61 år
Nationalitet: Tysk
Nuværende job: Head of International Relations and Scouting hos Red Bull-koncernen

Ralf Rangnick er en af de mest anerkendte trænere i Tyskland. Rangnick opererer på enormt teknisk niveau, og hans hold har været kendetegnede ved højt tempo. Bundesligaen er sågar blevet kaldt Rangnickliga fordi flere af de store tyske hold har managers ved roret, der er oplært af Rangnick.

Rangnick har ageret sportsdirektør i RB Salzburg og RB Leipzig, hvor han for sidstnævnte har optrådt som træner over to perioder. Rangnick fodboldforståelse og erfaring i jobbet passer på mange punkter til jobbet i United. Den 61-årige tysker har dog tilbage i oktober nævnt, at han er glad, hvor han er. Bayern lurer ligeledes i kulissen, hvor posten som cheftræner kunne blive aktuel.

Andre kandidater:
Ole Gunnar Solskjær (såfremt en ny cheftræner ansættes)
Antero Henrique
Luis Campos

Det åbenlyse valg

Valget af en sportsdirektør i en klub som United virker åbenlyst. Woodward kunne tilmed fralægge sig ansvaret for de manglende resultater på plænen og i stedet fokusere på klubbens kommercielle aftaler. United kunne samtidig genfinde sin identitet og en tydelig spillestil, som har manglet siden Ferguson gik fra. Det kolossale transferbudget kunne bruges på spillere, der har kvaliteten og ønsket om at gøre United til en magtfaktor.

Men her står vi. 20 måneder med status quo. Der ligger tydeligt mere bag beslutning om det åbenlyse fravalg af en sportslig ledelse end offentligheden kender til. Årsagerne kan vi kun gisne om, men en sportsdirektør har næppe reelt været på tegnebrættet og kommer næppe til det med Woodward og Glazer-familien ved roret.