Blog: Sådan slår vi Barcelona

Kvartfinale i Champions League, på Old Trafford mod FC Barcelona. Det kan altså bare noget specielt. Og det kommer nok også til at kræve noget specielt af Ole Gunnar Solskjærs tropper, hvis United skal slå de spanske giganter ud af turneringen.

I første omgang handler det om at give sig selv et godt udgangspunkt før anden del af opgøret, når United næste uge gæster Camp Nou. Selv om det gik godt sidst mod Paris SG, er det ikke noget man kan forvente at gentage, så der skal et bedre udgangspunkt til denne gang.

Men hvordan gør United så det? Barcelona virker rigtig stærke, og så er der jo lige den lille argentinske magiker. Hvordan holdes han i kort snor? Her er mit bud på hvordan United bør angribe kampen for at få et godt resultat med sig til Spanien om en uge.

1. Skarp på standardsituationer
En ting er, at undgå de tåbelige frispark som United er gode til at give væk foran eget straffesparksfelt. Undgå for alt i verden de klodsede frispark, da Messi i øjeblikket har fremragende styr på at krølle dem ind fra den afstand.

Omvendt er der bestemt muligheder i den anden ende af banen, hvis United altså selv formår at sparke standardsituationerne med en vis form for kvalitet. Barcelona er ikke skarpe til at forsvare i eget felt på dødbolde, specielt hvis modstanderen er noget større og stærkere rent fysisk.

United bør kunne kontrollere luftrummet, og folk som Lukaku, Smalling, Lindelöf, McTominay er bestemt en trussel på indlæg i feltet. Det kan og skal udnyttes.

2. Messi skal holdes nede
Ja jeg ved det godt. Det lyder nemt, og alligevel har mange hold forsøgt på dette gennem årene og fejlet noget så grusomt. United er også et af dem.

Messi er dygtig til det der kaldes rest-angreb. Han deltager ikke meget i presspillet og den defensive del, men placerer sig altid klogt på banen, og er klar til at være en trussel i den efterfølgende kontra efter omstillingen.

Lionel Messi i aktion

At stoppe Messi kræver i min optik, at stoppe boldene til ham. Dette kommer jeg ind på yderligere herunder. Jeg tænker ikke en mandsopdækning ala hvad vi tidligere har set Herrera udføre på Hazard er løsningen. Får Messi den retvendt og i fart, gælder det om at samle defensiven tæt og centralt på kanten af feltet. Barcelona scorer markant flere mål indenfor de 16 meter end udenfor.

3. Dominér midtbanen
Busquets og Rakitic er nøglespillere for Barca. Begge kan til tider virke anonyme, men de ligger inde i maskinrummet og får hele holdet til at fungere perfekt. De skal stoppes, United skal sætte sig på midtbanen.

Vinder vi duellen om midtbanen, vil en del af boldene til Messi også kunne undgås, da de to centrale spillere hos Barca ofte er dem som sætter Messi i scene. Men hvem skal så gøre det for United.

Rygtet går på, at hverken Herrera eller Matic er klar til kampen. Derfor er mit bud, at United skal spille med McTominay, Pogba og Lingard som de tre centrale på midtbanen.

Med denne midtbane bør United lokke Pique til at føre bolden frem eller spille den ind centralt, hvor United er stærkest i pres- & erobringsspillet. Vi skal ikke have dem ud på kanterne, få dem ind centralt, og så kan vi selv ramme dem bredt, da Barcelona ofte skubber deres backs meget langt frem.

4. Hurtige kontra
Netop årsagen til disse centralt på midtbanen er, at de kan spille begge veje. Dermed kan vi som udgangspunkt stå lidt længere tilbage på banen, og satse på at slå til på hurtige kontraangreb.

Lok Barcelona frem, og med Lingard og Pogba centralt, samt Martial, Lukaku og Rashford fremme, er der gode muligheder for de hurtige omstillinger, som Barcelona er særbare overfor.

Barcelona er et klasse-mandskab, markant bedre end Paris SG, da de ikke blot har individuelle kvaliteter men også er stærke som hold. Men kan United stå kompakt få meter fra eget felt, og slå til på kontra, ja så er der bestemt muligheder.

I korte perioder skal Barcelona trykkes i bund med hårdt pres, men det bør holdes til 5-10 minutter af gangen, da kræfterne ikke er til det i øjeblikket for United.

Forrige artikel

I fjendens lejr: Champions League er det ultimative mål

Næste artikel

Lingard før Barca-braget: Alt er muligt

ANNONCE