Blog: Sjældent har påsken været så vedkommende

Læsetid
6 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Jonathan Damm S...

07 april, 2020 - 12:18

Fodbolden er væk, verden er lukket ned, og påsken står for døren. Det har fået OldTrafford.dks skribent og filosof, Jonathan Damm Seldorf, til at reflektere over, hvad det personligt betyder for ham at undvære fodbold i denne tid. Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger.

Påsken står for døren og sjældent har højtidens budskaber været mere vedkommende, end de er i år. Påsken er en grundfortælling i vores kultur, hvor vi som bekendt mindes og markerer Jesu død og opstandelse. Påsken har ganske vist i nyere tid fået en mere hyggelig indpakning i form af påskeharer og kyllinger, æggejagt i haven og snaps i lange baner rundt om frokostbordet i familie og gode venners lag. Påsken har for de fleste unge mennesker ikke ret meget med Jesus at gøre.

Men bag den moderne indpakning, som højtiden i dag er iklædt, ligger der stadig en dybt religiøs og eksistentiel beretning, som handler om håb, forsoning, tilgivelse, fællesskab og tro på livet; men også svigt, afsavn, ensomhed, lidelse og død.

Det er sjældent, at jeg personligt benytter påskehøjtiden til at tænke synderligt meget over disse spørgsmål, men det er som om, at Coronakrisen i år har gjort påsken med dens grundtematikker mere relevant og relaterbar end nogensinde før – også for fodboldfans.

Nu hvor påskebordet i år er aflyst, tænker jeg nemlig lige pludselig meget over de ovenstående temaer, og jeg gør det i høj grad i forhold til fodbold. Jeg savner nemlig fodbold. Ubeskriveligt meget.

Og selvom jeg godt ved, at det kan lyde useriøst i en tid med sygdom, død, økonomisk kollaps, sociale afsavn og isolation, at tænke på noget så banalt som fodbold, så kan jeg simpelthen ikke lade være. Fodbold er en af de ting i mit liv, som bringer mening og kolorit til tilværelsen. Faktisk er det en af de ting, som jeg værdsætter allermest. 

Fraværet af fodbold er for mig, i virkeligheden, den største markering af, at der er noget, som er helt galt. Fodbold er nemlig en konstant i verden. I hvert fald i min verden. Uanset hvad der ellers rører sig i verden af storpolitiske dramaer og mellemmenneskelige konflikter, så kan man være sikker på én ting; fodbolden ruller igen i weekenden. Sådan plejer det at være. Fodbolden er en maskine, som aldrig holder fri. Den kører ufortrødent videre – gennem regn, slud, orkaner og tørke - år efter år.

Det er her man finder sit frirum fra hverdagens travle og hektiske planer. Det er her man mødes med ligesindede på pubs, stadions eller i stuer og deler en øl og et øjeblik. Det er her man puster ud og trækker vejret. Det er her, man smiler. Det er her, man græder. Fodbold er et sprog for følelser, og alle kan lære at tale det.

I næste weekend skulle Manchester United have spillet imod Bournemouth i, hvad der ville have været 33. spillerunde. Sæsonen var ved at gå ind i den afgørende fase og United var on fire. Ambitionen om top-4 var for alvor blevet realistisk igen, og man var derudover så godt som videre til kvartfinalen i Europa League. Alt dette er så bare lige pludselig sat på pause.

Maskinen, som ellers altid kører, er nu sat i stå for første gang siden anden verdenskrig.

Fodboldspillet er, som stort set alt andet i disse dage, lukket ned uden nogen umiddelbar udsigt til, hvornår det igen kan genoptages. Premier League var ellers optimistiske i deres første udmelding, hvor de som udgangspunkt udsatte turneringen i to uger. Den forlængelse blev så efterfølgende forlænget med en måned, men det anede allerede på det tidspunkt de fleste, at den udsættelse mest skulle læses som et: ’to be further delayed’.

I Premier Leagues seneste officielle udmelding anerkendte man så også endelig, at det ikke var realistisk at genoptage sæsonen igen fra starten af maj måned, som man ellers havde meldt ud. Man understregede i denne meddelelse, at den almene folkesundhed var den højeste prioritet og at man først ville genoptage sæsonen, når myndighederne vurderede, at det var sikkert og sundhedsmæssigt forsvarligt at gøre det.

I mellemtiden er landets premierminister, Boris Johnson så blevet indlagt på intensiv og herhjemme i Danmark har vores statsminister netop forbudt større forsamlinger frem til i hvert fald august – (en dato som formentlig også vil blive yderligere skubbet).

Der er med andre ord, ingen vished for, hvornår fodbold igen bliver genoptaget, og i så fald i hvilken form.

Den tidligere Liverpool-manager Bill Shanklys famøse citat med, at fodbold er langt vigtigere end liv og død, er for alvor blevet udfordret i disse dage, hvor alle kollektivt over hele kloden er blevet enige om, at det er det selvfølgelig ikke.

Fodbold er derfor, som fødselsdagsfester, restaurantbesøg og så uendeligt meget andet, som normalt giver vores hverdag og liv farve og krydderi, blevet sat ud af kraft og for en stund lagt i graven. Tilbage står vi så alle sammen efterladt med et afsavn og en tomhed, som vi forsøger, efter bedste evne, at udfylde og trøste os selv med, at vi står sammen om i denne svære tid – hver for sig ganske vist.

For folk, som er hårdere ramt af coronakrisens afsavn, end jeg og den øvrige almene fodboldfan, og her tænker jeg særligt på de ældre og udsatte borgere, som er tvunget i eneisolation uden udsigt til at se hverken venner eller familie, så undskylder jeg for min perspektivløse sorg.

Selvfølgelig er fodbold ikke det vigtigste i verden. Men det er altså nu engang alligevel ret vigtigt for mig. Og jeg er lodret uenig i forretningsmanden og filosoffen, Morten Albæks vurdering i Berlingske for nyligt, hvor han udtrykte, at ”afsavn er noget, man (kun, red.) kan tale om i en flygtningelejr, ikke i en varm lejlighed, hvor naboer eller onlinesupermarkeder bringer kaffefløde og kartofler til dørtærsklen”.

Selvfølgelig er der nogen, som har det værre end jeg. Og selvfølgelig er fodbolden, målt på den store universelle behovsskala, ikke i nærheden af at være det mest kritiske, som et menneske kan undvære. Det er det heller ikke engang for mig. Jeg må, som alle andre, også undvære social kontakt til venner og familie, hvilket selvfølgelig er et større afsavn.  

Og jeg rummer da slet ikke fantasi til at forestille mig, hvor forfærdeligt det må være at sidde i en flygtningelejr, fordrevet fra hjem, familie, land og tryghed med traumer og ar på sjæl og krop.

Sammenlignet med mennesker som lige nu mister deres job eller endnu værre bekendte og familiemedlemmer som følge af det her, så tåler mit savn til fodbold da selvfølgelig heller ingen sammenligning.

Men et menneskes følelser er nu engang ikke relative til alverdens mulige følelser.  Mine følelser er først og fremmest afmålt i styrke og dybde i forhold til min egen historiske referenceramme, og i det perspektiv er fraværet af fodbold, for mig personligt, altså et ret stort afsavn. Mest af alt, fordi det, som sagt, minder mig om, at verden lige nu ikke er normal.

Det, at der ikke er Premier League i weekenden, er en påmindelse om den forfærdelige pandemi, som lige nu er i færd med at rasere over hele verden, og det er et vidnesbyrd om dens alvorlighed. Fordi ligesom det, for landets statsminister, Mette Frederiksen herjemme, er med åbne øjne for de ubeskriveligt store økonomiske konsekvenser for landets økonomi, at man vælger at gå i total lockdown, så er det præcis det samme for Premier League, når de nødtvunget vælger at udskyde turneringen. Det er bestemt ikke uden økonomiske tab det her. Vi snakker seriøse summer.

I en artikel fra The Athletic, estimeres det, at Premier League-klubberne, såfremt det ikke lykkes at færdigspille sæsonen, skal betale 762 mio. pund tilbage til TV-stationerne. Derudover skal selvfølgelig tillægges den tabte millionomsætning i billetindtægter og fremadrettet er det fuldstændig uoverskueligt at forestille sig, hvad det vil betyde for fodboldklubbernes økonomi, hvis det ikke snart bliver muligt igen at spille kampe for fulde tribuner.

Det er svært at forudse på nuværende tidspunkt, hvad omfanget af det her ender med at blive, og jeg er slet ikke den rette til at gisne om det, men det har potentialet til at ændre fodbold for altid.

Guderne skal vide, at jeg længe har følt, at fodbold trænger til en gennemgående transformation. Det kan være, at det kommer til at ske nu. Det kan være, at det bliver slut med de astronomiske penge i sporten, som har udsultet spillets sjæl og fjernet spillerne fra befolkningen. Det kan være, at man kommer til at se, at flere klubber satser på spillere af egen avl. Det kan være, at det bliver billigere at komme på stadion igen.

Men det kan også omvendt være, at mange klubber dør, og det kan være, at der går flere år, før man igen kan komme på stadion. Der er ingen der rigtigt ved, hvad den her pandemi har potentialet til at betyde for vores elskede sport.

Lige nu, kan vi ikke gøre andet end at vente. Og mens vi venter, og påskens komme står for døren, vælger jeg at fatte håb og tro på, at fodbolden ikke for altid er lagt i graven, men igen vil genopstå. Hvem ved, måske i en bedre udgave. Man siger gerne, at man ikke rigtig ved, hvad man har, før man mister det. Sådan har det ikke været for mig med fodbold. Jeg har altid været fuldstændig klar over, hvor meget det har betydet for mig. Og jeg savner det.

Jeg håber og tror på en genopstandelse.