Blog: Post-Mourinho syndromet

Læsetid
11 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Jonathan Damm S...

26 februar, 2019 - 13:59

Fortjener Mourinho i virkeligheden en del af æren for Solskjærs succes? Det spørgsmål undersøger, Oldtrafford.dks skribent, Jonathan Damm Seldorf i denne blog, hvor han introducerer begrebet ’Post-Mourinho-syndromet’ til at pege på en bestemt tendens, som tegner sig i tiden efter, at Mourinho har forladt en klub. Mourinho har ikke fået mange kærlige tanker fra hverken fans eller medier siden han 18. december sidste år blev fyret i United. Men måske mangler der et perspektiv i vores fælles fortælling om Mourinho. Måske skylder vi ham faktisk en del af æren for Solskjærs succes. Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger.  

 

Ja ja, jeg ved det godt. Der er ikke nogen, som gider at høre mere om Mourinho. Vi gider ikke at tænke tilbage på det mareridt, som vi endelig er vågnet op fra ved ankomsten af vores norske frelser.

Og har vi ikke også ligesom draget de konklusioner, der skulle drages i forbindelse med fyringen af den sure gamle portugiser? Vi er da allesammen blevet enige om, hvordan det hele skal forstås, er vi ikke?

Solskjær er den gode - den moderne, karismatiske mand, som forstår, at man selvfølgelig skal rose sine spillere, smile til kameraet og joke med pressen. En mand, som har forståelse for, at de unge spillere i dag ikke er, som da Lampard og Terry var unge, men som samtidig også forstår, hvad United handler om – en mand som har et indgående kendskab til Uniteds historie og traditioner.

Vi er ligesom også blevet enige om, at José Mourinho var – hvis ikke den onde – så i hvert fald det modsatte af alt det gode, som Ole Gunnar står for.

Fans og medier har nærmest sluttet sig sammen i en underskriftsindsamling på en enstemmig analyse af, hvordan Mourinho tydeligvis havde udviklet sig til en tung dinosaur i en moderne fodboldverden – hvordan han fik skabt et toksisk miljø i Uniteds spillertrup med al sin negativitet, hvordan han ikke kunne få det optimale ud af sine spillere, hvordan han systematisk sugede al selvtillid og spilleglæde ud af dem, og hvordan han grundlæggende manglede respekt og forståelse for klubbens DNA.

Solskjær derimod har vækket os igen fra det grimme mareridt, som Mourinho havde trukket samtlige Manchester United-fans med ind i.

Under Solskjær smiler man pludselig igen, under Solskjær angriber man pludselig igen, under Solskjær sprudler Pogba, og under Solskjær vinder man pludselig også igen.

Og vigtigst af alt: Solskjær har vækket fortællingen om Manchester United til live igen.

United har med trænerskiftet haft ekstremt stor succes med at minde spillere, fans og medier om den kulturarv, som gør klubben så fandens speciel. Og alt dette, er jeg som sådan også enig i. Men jeg kan ikke lade være med at føle, at der mangler noget til fortællingen.

Overalt i medierne har spillere, fans og eksperter nærmest snublet over hinanden for at påpege de ovenstående pointer. Og det ser da også på overfladen ud til at være en meget rigtig analyse. Spillere har brug for at nyde deres fodbold og føle sig værdsat som mennesker. Og det har Solskjær bragt ind. Han har frigjort dem fra Mourinhos taktiske lænker og samlet dem som en enhed.

Men er det virkelig bare hele forklaringen? Og hvordan er det overhovedet muligt at lave så dramatisk en transformation på stort set ingen tid? Husk på, at virkningen jo var øjeblikkelig. Det skete fra day one!

Det har naget mig – helt ind i min filosofiske sjæl – at det ser ud til at være så enkelt. Der er simpelthen noget som mangler at blive taget med i vores ellers meget fine sort/hvide portræt af situationen.

Og det, som der mangler er, at Mourinho måske faktisk skal tilskrives en større del af æren for Solskjærs succes, end vi er villige til at indrømme. Mourinho var nemlig den nødvendige skovbrand, som skulle til før, at skoven kunne vokse op igen på ny.

Og hvad i alverden mener jeg så med det? For at svare på det spørgsmål og forklare min måske lidt far-fatched analogi, bliver jeg nødt til at tage jer en tur med tilbage gennem Mourinhos trænerkarriere. Fordi, det man ser ske i United lige nu, er et billede, som man faktisk har set før.

Mourinho gøder jorden ved at brænde den af

Vi kender alle sammen til begrebet ’third season syndrome’ som efterhånden klæber sig til Mourinho. Portugiseren har fået et ry for at levere en tretrinsraket, hvor han ofte bruger første sæson på at bygge et hold op, anden sæson på at vinde det hele og tredje sæson på at brænde hele lortet ned igen.

Man har talt meget om Mourinho som den kortsigtede løsning – en manager som er garant for at vinde trofæer i en kort periode, men som til gengæld river det hele ned igen efter kun ganske få år i klubben.

Men Mourinhos famøse tretrinsraket har faktisk et ektra trin i sig, som man ikke så ofte taler om – nemlig hvad der sker i klubben efter, at Mourinho har forladt den. Et såkaldt Post-Mourinho-Syndrom.

Hvis vi ser på Mourinhos trænerkarriere, tegner der sig lidt af et mønster.

Flere gange er det endt i en sammensmeltning for ham – to gange i Chelsea, i Real Madrid og nu også i Manchester United. Dertil kan man notere, at han aldrig har været i en klub i ret meget mere end tre sæsoner af gangen.  

Alt det bidrager til en fortælling om, at det er en kortsigtet løsning at hyre Mourinho ind, fordi han kun tænker på succes her og nu og ikke bygger noget op.

Men er det nu også helt rigtigt? Hvis man ser på de steder, hvor Mourinho har været, så tegner der sig faktisk et helt andet billede – nemlig at Mourinho ligger fundamentet for efterfølgende succes.

Real Madrid fejrer Champions League sejren i 2013

Lad os bare starte helt tilbage i Porto. Mourinho forlod den portugisiske klub i 2004 efter netop at have vundet Champions League trofæet og vundet ligaen to år i træk.

Hvad skete der efterfølgende i Porto: Man vandt mesterskabet i 7 ud af de efterfølgende 9 sæsoner. Og værd at bemærke i den forbindelse er det, at Porto ikke havde vundet mesterskabet i tre sæsoner, inden Mourinho kom til.

Vi rykker videre til Chelsea – og hav her også lige in mente, at Chelsea altså ikke var vant til at vinde noget som helst, før Mourinho kom til. Deres seneste mesterskab lå 50 år tilbage i tiden. Mourinho vandt som bekendt mesterskabet i sine første 2 sæsoner i klubben og havde transformeret Chelsea på rekordtid. Jeg ved godt, at det behændigt faldt sammen med nogle oliemillioner fra Rusland, men alligevel noget af en bedrift at vriste dominansen væk fra et Manchester United-hold, som på det tidspunkt havde vundet mesterskabet 7 ud af de foregående 10 sæsoner.

Mourinho forlod Chelsea i 2007 kort inde i sin fjerde sæson i klubben. Den efterfølgende sæson vandt Chelsea FA Cuppen og sæsonen efter igen, vandt man mesterskabet. I dag har Chelsea etableret sig som en fast del af toppen i engelsk fodbold.

Mourinho var i mellemtiden rykket videre til Inter, som er undtagelsen i den regel, som jeg her forsøger at etablere. Mourinho kom til klubben i 2008 og vandt alt med Inter i sin anden sæson, hvorefter han rykkede direkte videre til Real Madrid i 2010.

Rafael Benitez overtog styringen i Inter og vandt den italienske supercup i sin første sæson, men siden har klubben faktisk ikke vundet noget som helst.

Mourinho efterlod altså ikke noget fundament for succes her, hvilket bemærkelsesværdigt nok også har virket til at irritere Mourinho. Han har nemlig af flere omgange langet ud efter Benitez, som overtog styringen med Mourinhos Inter-hold.

Mourinho har anklaget Benitez for at ødelægge alt det, som han havde bygget op i Inter.

”På 6 måneder ødelagde han det bedste hold i Europa”, har Mourinho for ekesempel sagt om Benitez. Mourinho har også påpeget, at spanieren ikke valgte at bygge videre på det, som Mourinho allerede havde sat i gang.

Og måske har Mourinho en pointe i forhold til, at man bør bygge videre på det, som han efterlader. I hvert fald bliver Post-Mourinho-Syndromet kun yderligere forstærket herfra i fortællingen.

I 2013 forlader han nemlig Real Madrid, efter at have leveret sin famøse tretrinsraket. Han vandt mesterskabet og satte målrekord i ligaen i sin anden sæson i klubben og blev så efterfølgende fyret efter sin tredje sæson. Mourinho nåede ikke at vinde Champions League med Real Madrid, men efter Mourinhos exit vinder Real Madrid ret bemærkelsesværdigt Champions League 4 ud af de følgende 5 sæsoner – med stort set de samme spillere vel at mærke, som var i klubben under Mourinho.

Nå ja kan man måske sige, men var Real Madrid ikke også vant til at vinde Champions League i forvejen? Jo, Real har rigtigt nok vundet Champions League mange gange tidligere, men deres seneste titel lå altså 12 år tilbage i tiden.

Og tendensen fortsætter. I 2015 bliver Mourinho fyret i Chelsea midtvejs i sin tredje sæson efter endnu en gang at have vundet mesterskabet i sæson nummer 2 (i øvrigt første gang Chelsea vinder mesterskabet i 5 sæsoner). Chelsea ansætter en midlertidig træner for resten af sæson og hvad sker der i den efterfølgende sæson? Chelsea vinder igen mesterskabet med Antonio Conte.  

Der tegner sig altså et meget klart billede: Når Mourinho har været i en klub, klarer den klub sig efterfølgende bedre, end den gjorde, før han kom.

Hvilket så altså nu bringer os til Manchester United og Ole Gunnar Solskjær. Igen ser man den samme tendens. Det hele blomstrer op, når Mourinho er væk, hvilket næsten får en til at tro, at Mourinho var hele problemet. Men prøv lige at huske tilbage på, hvad det var for en forfatning, United var i, da Mourinho overtog klubben. Man havde netop været igennem en rædselssæson med Moyes efterfulgt af to dødsejler-sæsoner med van Gaal.

Og hvad skal man så konkludere fra alt dette? En måde at se det på er, at Mourinho ikke har formået at udnytte det enorme potentiale, som de trupper, han har været i besiddelse af, rent faktisk rummer.

Men en anden måde at se det på er, at han rent faktisk har lagt et fundament. Og en del af det fundament består tilsyneladende også i til sidst at rive det hele ned.

 

Kontrasten til Mourinho har fået Solskjær til at lyse

Grunden til, at United nærmest fremstår som genfødte under Solskjær er fordi, at man faktisk døde en lille smule under José Mourinho. Man spillede dræbende kedeligt, de største stjerner var utilfredse og den såkaldte United-ånd var ved at blive kvalt.

Det hele brændte nærmest ned og man frygtede for, hvad det var for nogle stumper, som en afløser stod over for at skulle stykke sammen, da Mourinho fik sparket. Men skal man takke Mourinho for det? For at være ved at rive det hele ned?

Mourinhos sidste tid i United var svær at overvære som fan. Det føltes deprimerende destruktivt. Men det samme gør en skovbrand. De forkullede nøgne træer og den totale blottelse for enhver form for vegetation kan stå som et skræmmende symbol på død.

Men skovbrande er faktisk en naturlig del af en cyklus mange steder, hvor det er nødvendigt for skovens fornyelsesproces at blive brændt helt ned til grunden, for at nye planter kan spire frem.

Og her kommer Solskjær ind i billedet.

Jeg ønsker ikke at tage noget som helst fra Solskjær og man kunne dedikere en helt anden blog til at pege på alle de ting, som vores kære nordmand har gjort rigtigt, siden sin tiltrædelse. Men Solskjær fik også et fremragende udgangspunkt at arbejde ud fra.

Han kunne næsten ikke gøre det værre, end Mourinho så ud til at gøre til sidst. Alene det at Solskjær kom ind med et smil på læben var nok til, at han allerede havde overgået Mourinho.

At han så også vandt sin første kamp i overbevisende stil med flot angrebsfodbold og havde gjort holdets bedste spiller, Pogba, til en afgørende figur igen, jamen så var kontrasten ligesom etableret.

 

Solskjærs succes hviler på andet og mere end skulderklap og opmuntrende ord

Jeg kan tydeligt huske, da United netop havde banket Cardiff med 5-1, at jeg sad og tænkte, at Mourinho måtte være den værste motivator i verden. Enten det, eller også var Ole Gunnar den bedste i verden.

Hvordan kunne et hold, som spillede så fantasiforladt pludselig spille så godt fra den ene dag til den anden? Solskjær havde jo ikke nået at være i klubben i mere end et par dage. Hvad kunne han have nået at tilføre ud over noget fornyet gejst og selvtillid?

Jamen det er jo lige præcis det, som han har tilført, vil nogen påpege - Mourinho fik ikke det optimale ud af sine spillere, fordi han ikke kunne motivere dem. Måske er det rigtigt. Men jeg vil vove at påstå, at Solskjær ville have haft væsentligt sværere ved at træde ind i United og få succes, hvis ikke, at Mourinho havde været der forinden.

Mourinho har helt sikkert en tendens til at rage uklar med alt og alle de steder, hvor han er og smække med døren med et brag. Han virker til at være et kæmpe ego, som helst vil have tingene til at spille efter hans hoved, og han virker til at have svært ved at håndtere andre store egoer, som ikke har det samme mindset, som ham selv.

Men lad os lige huske på, hvad det trods alt også er, som Mourinho har bygget op i United. Mourinho har banet vejen for, at man har hentet klassespillere til klubben og han har fået skabt en vinderkultur i klubben igen.

Det kan godt på overfladen se ud som, at Solskjær har indført en helt ny taktik i United, og at det er den, som er årsagen til succes. Og han har da helt sikkert også drejet meget effektivt på nogle knapper, som har gjort United mere målsøgende. Men det er altså begrænset, hvor meget man kan nå at gøre på den korte tid, som Ole har haft i klubben.

Man roser Marcus Rashford, Paul Pogba, Victor Lindelöf, Ander Herrera med flere for at være blomstret op under Solskjær. Og de virker da også til nærmest at have taget et kvantespring efter Mourinhos afgang. Men det er altså Mourinho, som har haft ansvaret for deres fodboldmæssige udvikling de sidste 2 et halvt år.

Det kan godt være, at Mourinho til sidst stod i vejen for, at de kunne forløse deres potentiale med ham som manager. Men han har altså været med til at gøde jorden for, at de nu kan blomstre op under en ny manager.

Mourinho startede nærmest en skovbrand i United i sin sidste tid i klubben og meget så ud til at brænde ned, men der er altid noget, som overlever under asken, og meget af det, ser man spire frem nu under Solskjær.

 

En ufrivillig sideeffekt

Jeg tror egentlig ikke, at Mourinho selv vil gå med på mine pointer her.

I et nyligt interview med BeIN Sports, udtalte han, at Real Madrids Champions League succes ikke var hans historie. Da han forlod Manchester United, udtalte han også, at han nu var færdig med Manchester United og ikke ville se tilbage.

Jeg tror sådan set ikke, at Mourinho kalkulerer med, at hans klubber får succes, efter han forlader dem. Det tror jeg, at han er alt for selvoptaget til at tænke på. Det vigtigste for ham er at få succes her og nu, lige der, hvor han er.

Men derfor kan der jo godt komme en uintenderet sideeffekt ved at arbejde under Mourinho, som jeg tror er så subtil, at hans spillere ikke engang nødvendigvis vil anerkende det. Men Mourinho er helt afgjort en vinder. Han har vundet over 20 store trofæer i sin karriere og han stiler efter toppen. Det kan ikke undgå at være med til at forme de spillere, som arbejder under ham.

Jeg tror, at den mentalitet har sat sig sine spor i Uniteds spillere på en måde, som nu får lov til at komme til udtryk. Der gik for mange ting galt til sidst i Mourinhos tid i klubben, som gjorde, at spillerne kom til at se dårligere ud, end de var.

Solskjær har fået dem til at smile igen. Han har fået dem til at spille frigjort og nyde deres fodbold. Men Mourinho har sat sig sine spor i dem – om de vil det eller ej. Og det er en del af forklaringen på den succes, man nu ser i United under Solskjærs ledelse.

Det er ikke kun Solskjærs fortjeneste, at Rashford pludselig ligner en kommende verdensstjerne, eller at Pogba lige nu er verdens måske bedste midtbanespiller.

Det ville være forkert kun at give Mourinho æren for det, da han tydeligvis ikke kunne få dem til at levere på den måde, men det vil også være forkert helt at underkende hans rolle i deres udvikling.

Der var mørkt i den sidste tid af Mourinhos æra i United. Og jeg er glad for, at vi er sluppet af med ham. Mourinho efterlod en skov af døde træer.

Med Solskjær skinner solen nu igen ned mellem trætoppene og alt det, som overlevede under asken fra Mourinhos skovbrand får nu lov til at komme frem under nye rammer.   

Vi befinder os nu i Post-Mourinho-æraen. Og at dømme ud fra historien, ser den ud til at blive lys.