Blog: Hvorfor er Mourinho egentlig så negativ?

Læsetid
10 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Jonathan Damm S...

25 juli, 2018 - 22:42

José Mourinho ©Getty

Hvad i alverden sker der for Mourinhos negative indstilling under dette års pre-season?  

Pre-seasons plejer normalvis at være præget af optimisme, godt humør og forventningens glæde ved udsigten til en ny sæson. En ”i år bliver vores år”-attitude plejer at gennemstrømme manageren såvel som klubbens spillere og fans.

Man plejer at glæde sig til at sparke den nye sæson i gang.

Men når flere United-fans, mig selv inklusiv, lige pludselig er noget forsigtige med at finde jubeloptimismen frem forud for næste sæson, så skyldes det formentlig, at klubbens manager, José Mourinho, bestemt ikke ser ud til at glæde sig over noget som helst lige for tiden og mest af alt ligner en mand, som faktisk ønsker at være et helt andet sted.

Mærkværdige udtalelser

José Mourinho valgte eksempelvis at indlede sin pressekonference forud for Uniteds første kamp mod Club America med at tale om sin datters dimissionsfest og udtrykke hvor frustreret, han var over, at han ikke kunne deltage. Og lige så forståeligt det er, at en far naturligvis gerne vil deltage ved sin datters dimissionsfest, lige så besynderligt er det også, at Mourinho vælger at lade det være et punkt på dagsordenen ved en pressekonference, som omhandler Manchester United.

Hvis man kender José Mourinho og har fulgt hans mediestrategi, så ved man også, at meget lidt af det han siger, er tilfældigt. Man sidder derfor tilbage som seer og undrer sig over, hvad  pointen med denne anekdote egentlig er. Hvad ønsker han at sige med det? Er der en stikpille gemt bag udmeldingen? Og i så fald til hvem? Hvorfor ønsker man at indlede en pre-season tur ved at signalere til spillere, fans og medier, at man egentlig helst ønsker at være et andet sted?

Mourinho synes nærmest (mellem linjerne) at sige: ”Hvorfor skal jeg være her, når mine spillere ikke er?” United har haft 12 spillere repræsenteret ved den netop overståede VM-slutrunde, som derfor efterfølgende har holdt en velfortjent og tiltrængt ferie. Derudover bragte skader til et par øvrige spillere samt visumproblemer for Alexis Sanchez listen af utilgængelige spillere op på hele 15 mand til den første testkamp.  Det betød altså, at man måtte påbegynde forberedelserne med en trup hovedsageligt bestående af reserver og ungdomsspillere.

Mourinho utilfreds med sine arbejdsbetingelser

United portugisiske manager har åbent luftet sin utilfredshed med denne situation ved af flere omgange at beklage sig over manglen på tilgængelige førsteholdsspillere. Og nej, det er da heller ikke optimalt. Langt fra endda. Men det er jo nu engang omstændighederne. Omstændighederne ved at være en topklub, som råder over klassespillere. Landsholdspillere. Fordi sådan kan man jo også vælge at se på det. Som et udtryk for hvor mange gode spillere truppen rummer.

Men helt symptomatisk for Mourinhos indstilling for tiden, vælger han selvfølgelig ikke at se på det fra den vinkel. I stedet sammenligner han forholdene med situationen i Leicester og Brighton (Uniteds to første modstandere i den nye sæson), som han nærmest får gjort til favoritter mod Manchester United, da de ikke er plaget af den uheldige omstændighed at have trupper, som er besat med landsholdspillere.

Og i øvrigt er United jo ikke alene om at være kraftigt decimerede for tiden på grund af VM. Manchester City havde tilsvarende 16 spillere med i Rusland og Tottenham havde hele 9 spillere repræsenteret ved VMs semifinaler. Men man hører overraskende nok ikke på samme vis Guardiola eller Pochettino brokke sig over dette.

Og Mourinhos negativitet begrænser sig jo ikke blot til dette emne. Han er også utilfreds med Uniteds manglende spillerhandler og vil ikke svare på spørgsmålet om, hvorvidt United med den nuværende trup kan betegnes som titel-aspiranter. 

Dertil kommer, at han ikke ønskede at benytte lejligheden til at stille sig bag klubbens måske største profil, Paul Pogba, og rose ham ubetinget for franskmandens stærke præstation ved VM, da han blev spurgt ind til ham. Det ville være så nemt for Mourinho bare at ønske Pogba tillykke og fremhæve ham som en af verdens bedste midtbanespillere. I stedet endte han med at komme til at sende en stikpille afsted mod den unge midtbanespiller og indikere, at franskmanden har koncentrationsbesvær og ikke altid er lige så fokuseret i United, som han var det for Frankrig under dette VM.

Bruger medierne taktisk

Måske har Mourinho en pointe. Pogba er tydeligvis optaget af mange andre ting ved siden af fodbolden og har i perioder virket mere interesseret i at ’dabbe’ og farve hår end at etablere sig selv som en af Premier Leagues største profiler. Så måske er Mourinhos udtalelser ikke helt galt afmarcheret.

Men det bidrager ikke ligefrem til den gode stemning og optimismen omkring Manchester United, når man ikke engang kan rose sin spiller, som lige har vundet VM og spillet en afgørende rolle i verdensmestrenes succes. Og man efterlades endnu engang med spørgsmålet: Hvad er Mourinhos intentioner?

Som vi tidligere har berettet her på Oldtrafford, var udtalelserne omkring Pogba, ifølge journalisten Duncan Castles, et forsøg fra Mourinhos side på at udfordre Pogba og hans bagland til at fokusere mere på fodbolden og mindre på de sociale medier. Tilsvarende påstår Castles, at Mourinhos negative attitude skal ses som et udtryk for utilfredshed med ledelsens ambitioner og Ed Woodwards arbejde.

Men er det den rigtige tilgang for en United-manager at bruge pressemøderne politisk på den måde til at udkæmpe eventuelle interne magtkampe? Styrker det Uniteds position at sprede så meget negativitet omkring klubben? Det mener jeg ikke.

Mourinho har skiftet stil

Og hvorfor vælger Mourinho i United at bruge medierne på den måde til at kritisere sine spillere, være efter journalister og lange ud efter klubbens ledelse, når det ikke var den tilgang, han lagde for dagen i sin tid i Chelsea?

Som journalisten Musa Okwonga pointerer i en blog for ESPN, så har Mourinho tidligere været kendt for at sætte sig selv i centrum for at fjerne presset fra sine spillere og beskytte dem mod kritik fra medierne. Siden han overtog roret i Manchester United er det dog en væsentlig anderledes mediestrategi, han har valgt at benytte sig af.

Luke Shaw, Anthony Martial, Phil Jones, Marcos Rojo, Romelu Lukaku, Chris Smalling, Eric Bailly, Henrikh Mkhitaryan og mest aktuelt nu altså Paul Pogba – listen af spillere, som Mourinho har været ude offentligt at kritisere i United er lang og inkluderer sikkert også flere, end dem jeg her har nævnt. Og man fristes til at spørge: Hvorfor?

Har Mourinho lidt et mentalt knæk?

Som jeg ser det, skete der noget med Mourinho i kølvandet på hans fyring i Chelsea tilbage i 2015. Det var i hvert fald en forandret José Mourinho, som senere blev præsenteret i Manchester United, som manden der skulle løfte den opgave, som hverken David Moyes eller Louis van Gaal havde formået – at bringe Manchester United tilbage på tronen af engelsk fodbold.

Mourinho var tidligere kendt som de engelske mediers darling. Han jokede med alt og alle og havde tydeligt overskud, selvtillid og tag på både journalister såvel som fans. Chelseas fans elskede Mourinho. Og hvorfor skulle de ikke også det. Han var en vinder.

Men den Mourinho, som United ansatte i sommeren 2016 var ikke så entydigt længere en vinder. Bevares, Mourinho har stadig vindermentaliteten dybt forankret i sin personlighed og bragte da også to eller tre (alt efter hvordan man ser på det) trofæer til United i sin første sæson. Men ingen af dem var store trofæer og United måtte tage til takke med en 6. Plads i ligaen efter at have sat point til i 20 af turneringens 38 opgør. Han var ikke længere usårlig.

Det var Pep Guardiola, som i manges optik var den nye lysende stjerne på den engelske Premier Leagues stjernehimmel. Godt nok vandt Contes Chelsea og Guardiola havde også visse startvanskeligheder, men der tegnede sig hurtigt en stil hos catalaneren, som man sad tilbage med følelsen af nok skulle blive en succes på sigt.

Guardiola havde haft stor succes i både Barcelona og Bayern, inden han blev præsenteret som dirigenten i Citys i forvejen velorkestrerede symfoniorkester. Han havde fundet en opskrift, som virkede næsten umulig at gardere sig imod. Med både smuk fodbold og resultater var han den klart mest eftertragtede træner på markedet. City vandt kampen og United måtte tage til takke med den næstbedste – Mourinho.

Ifølge den canadiske psykolog og populærmeningsdanner, Jordan Peterson, sker der noget, som manifesterer sig rent kemisk i hjernen på en, når man taber. Man ændrer ganske enkelt adfærd. Og Mourinho havde tabt. Stort. Hans afsked i Chelsea kom i kølvandet på, hvad man vel næsten må betegne som et kollaps. Han havde raget uklar med både spillere og folk fra sin stab og fyringen var til sidst en nådeshandling. Flere meldinger lød endog på, at han havde tabt omklædningsrummet.

Mourinho beskytter sig selv

Jeg tror, at det kom som et chok for Mourinho, hvor dybt selv ’the special one’ kunne falde.

Siden har jeg ikke spottet mange smil på den ellers engang så karismatiske portugisers læber. Jeg har hverken den tilstrækkelige psykologiske indsigt eller passende med kendskab til Mourinhos sindsstemning til at vurdere, om hændelserne i Chelsea har ændret ved Mourinhos mentale tilstand og pillet ved hans selvforståelse. Men en ting er sikkert. Mourinho agerer væsentligt anderledes i United i dag, end han gjorde i Chelsea.

Hvor han tidligere, næsten frygtløst stillede sig foran sine spillere og beskyttede dem, beskytter han i dag sig selv. Som om han næsten forventer at nederlaget kommer igen. Og når det kommer, skal han ikke være den, der peges fingre af. Det er alle andres skyld. Spillernes for manglende kvalitet eller fokus, Ed Woodwards for dårlig ageren på transfermarkedet og ledelsens skyld for manglende ambitioner.

Jeg tror, at Mourinho følte sig forrådt af mange de folk, som han ellers havde betroet sin tillid i Chelsea og snydt for den anerkendelse, som han følte, han fortjente.

Der er i dag et hav af såkaldte ’pundits’, som Mourinho ved flere lejligheder har kritiseret for at kloge sig på ting, de ikke ved noget om.

Og måske har han også her en pointe. Det er unægteligt en kæmpemæssig og kompliceret opgave at skulle stå i spidsen for en fodboldklub af Manchester Uniteds kaliber og alle har en mening om, hvordan man gør det. Om kritikken ofte bliver unuanceret og ensporet? Selvfølgelig gør den det, og Mourinho fortjener sikkert også meget mere respekt, end han føler, han får.

Men du kan ikke bede folk om at respektere dig. Det bliver nødt til at komme af sig selv og dræbende kedelig resultatfodbold, manglende trofæer og aggressive stikpiller mod fans, spillere og klubbens historie, hjælper ikke just på situationen. Når man så deroveni forsøger at beskytte sig selv ved at fritage sig fra enhver form for personligt ansvar, så agerer man i min bog ikke længere som en vinder.

Afstand mellem Mourinho og fansene

Som retorikere og reklamefolk længe har vidst, så skaber fortællinger virkelighed og den fortælling, som Mourinho bidrager til lige nu er ikke positiv.I stedet mener jeg, at det bidrager til at øge den voksende afstand, som efterhånden må siges at kendetegne forholdet mellem Mourinho og store dele af Manchester Uniteds fanskare.

De negative attituder fra den tidligere Chelsea-manager er blevet bemærket vidt og bredt og har allerede spredt bange anelser blandt Manchester United-fans for, hvad man kan forvente sig af Mourinhos tredje sæson i klubben.

Det altoverskyggende samtaleemne blandt United-fans på de sociale medier under dette års USA-tur har nemlig været Mourinhos nærmest deprimerende udtalelser i forbindelse med kampene.

Musa Okwonga skriver blandt andet på sin twitter-profil, at han spekulerer over, om Mourinho overhovedet nyder at være manager længere med tanke på, at han virkede væsentligt gladere i sin rolle som ekspert på russisk tv under sommerens VM-slutrunde.

Det er i hvert fald ikke mange smil, som Mourinho har fundet frem til ære for journalisterne ved pressekonferencerne i USA. Og spørgsmålet som Okwonga stiller, er efter min mening, ikke et uinteressant spørgsmål.

Har Mourinho stadig den lyst, gnist og overskud, som der unægteligt skal til for at være manager for en af verdens største fodboldklubber?

Spil for galleriet?

Andre fans maner til besindighed og fremhæver den pointe, at Mourinho ser ud til at hygge sig til træning og at man skal adskille, hvad Mourinho siger til pressen, og hvad han siger til spillerne. Og det er en fair nok pointe. Men spørgsmålet er, om det for spillerne overhovedet er muligt, i disse sociale medietider at adskille de to ting ad. Flere af spillerne synes at leve delvist gennem deres instagram- og twitter-profiler og i de fora er det altså en negativ energi, som omkredser Manchester United og José Mourinho lige for tiden. 

Og selvom stemningen internt i United skulle vise sig at være helt i orden, så lever en klub altså ikke ret længe uden støtten fra sine fans. Og Mourinhos ageren er, i mine øjne med til at skubbe mange fans væk. Men bør man ikke være mere tålmodig som fan og lade tvivlen komme Mourinho til gode?

Hvis det hele bare viser sig at være spil for galleriet og en del af Mourinhos strategi for at presse klubben til at hente forstærkninger til, så kan det sikkert i sidste ende tilgives af mange fans, hvis det skulle vise sig at lykkes. Og så er alt vel fint?

Min personlige formodning er dog, at Mourinho ikke vurderer, at truppen er stærk nok, som den er lige nu til at konkurrere med om mesterskabet og for at beskytte sig selv, vil han gøre alt, hvad han kan for at overbevise omgivelser om det samme, så man ikke kan bebrejde ham, når han heller ikke i år formår at vinde mesterskabet hjem til den røde del af Manchester. Og den form for ansvarsfralæggelse er altså svær at forsvare, for mig at se.  

Det der bekymrer mig mest ved Mourinhos retorik for tiden er, at jeg ofte synes, at hans deskriptive vurderinger af tingenes tilstand faktisk viser sig at være ret præcise, og hvis Mourinho ikke vurderer, at holdet er godt nok og derfor forbereder sig på en mulig fiasko ved at rense sig selv på forhånd for enhver form for ansvar, så tror jeg desværre, at der er noget om det.

Third season syndrome

Men skal vi så forberede os på det efterhånden velkendte Mourinho-kompleks også omtalt som ’third season syndrome’? Mourinho har præsteret op til flere gange at levere sin karakteristiske tretrinsraket, hvor han bygger holdet op i første sæson, vinder det hele i anden sæson og river alt ned igen i tredje sæson.

Er det et billede, som vi kan forvente at se gentage sig i United? Ifølge nogle Chelsea-fans minder Mourinhos nuværende retorik foruroligende meget om den, han havde i sin sidste pre-season med Chelsea, som ledte op til den famøse rædselssæson.

Ser man på Mourinhos historik, er der da heller ikke meget, som tyder på, at han skal få succes for United i den kommende sæson. Aldrig har han været træner i den samme klub ud over 3 sæsoner ad gangen. Det behøver selvfølgelig ikke at betyde, at det ikke kan lade sig gøre for ham nu. United er ikke en klub, der har tradition for at være hurtig på aftrækkeren, når det kommer til at skille sig af med manageren.

Fyringen af Moyes var uundgåelig og van Gaal havde efterhånden fremmedgjort sig selv så meget fra klubbens fans, at der heller ikke her var nogen anden udvej end at trykke på knappen. Jeg tror sådan set, at klubbens ledelse er tilfredse med Mourinho så længe klubben genererer overskud – og det må man sige, at den gør.

Det egentlige spørgsmål er nok snarere om Mourinho vil være tilfreds med at fortsætte i et setup, hvor han ikke vinder. For mig at se afhænger Mourinhos fremtid i United egentlig mest af Mourinho selv. Mourinho er tydeligvis utilfreds og ser ikke ud til at blive tilfreds, før han får hvad han vil have. Og det tyder på, at det han vil have er spillere. Og dernæst respekt.

Spillere kan det sagtens vise sig, at han ender med at få ud af denne lille scene.

Men respekten skal vindes gennem resultater, bedre spil og en mere positiv attitude. Mourinho kan ikke overleve på lang sigt i United uden fansenes opbakning. Spørgsmålet er om han ønsker det.