Det måtte ske, men timingen var en overraskelse for de fleste. Tirsdag blev José Mourinho fyret i Manchester United efter klubbens værste sæsonstart siden 1990.
Rygterne i engelske medier var ellers gået på, at portugiseren først ville få sparket, når United ikke længere havde en matematisk mulighed for at slutte i top fire og dermed kvalificere sig til det livsvigtige Champions League.
Siden Ferguson stoppede har der ellers været tradition for at lække kommende trænerfyringer til pressen. I 2013 kunne The Sun-journalisten Neil Custis som den første fortælle, at Sir Alex Ferguson ville lade sig pensionere efter sæsonen, og det var også sladderpressen, der året efter var først med nyheden om afskeden med Moyes.
Heller ikke i 2016 kunne Louis van Gaal se sig fri for at læse om sin snarlige fyringsseddel i aviserne i dagene op til FA Cup-finalen mod Crystal Palace.
Håndteringen af Mourinho er nye toner fra Manchester United, der denne gang har holdt kortene tæt til kroppen. Ifølge The Times skulle det også være kommet som et chok for hovedpersonen, da han tirsdag formiddag på Carrington fik løbepas af Ed Woodward.
Det er måske naivt, men jeg håber, at forløbet op til Mourinhos fyring, der alt taget i betragtning har været ganske sober, er et tegn på, at der er nye tider på vej i Manchester United – især udenfor banen.
To skridt frem og et tilbage
Det er ikke nogen nyhed, at Mourinho længe var dead man walking på Old Trafford. Træningsturen til USA kørte helt af sporet, og den tydelige disharmoni mellem truppen og Mourinho har resulteret i flere spillemæssige nedsmeltninger i sæsonens første 17 kampe.
Her har sandsynligheden for at vinde i Lotto nærmest været lige så stor som at gætte sig til, hvilken startopstilling Mourinho stillede med. Et klart tegn på, at træneren har mistet tiltroen til store dele af sit hold.
For to et halvt år siden jublede jeg, da United præsenterede Mourinho. Jeg var overbevist om, at en af vor tids mest succesfulde managere ville kunne få skuden på ret køl efter de pauvre år med Moyes og van Gaal. Så sent som i januar var jeg også blandt dem, der bakkede op om kontraktforlængelsen med portugiseren, der i min optik signalerede stabilitet og opbakning til projektet.
I dag står det smertende klart, at Mourinhos tredje sæson-forbandelse desværre fulgte med ham til Old Trafford.
Samtidig bør det nu være tydeligt for enhver, at United er kilometer efter topholdene i engelsk og europæisk fodbold, når det gælder det sportslige setup og den famøse røde tråd, der har kørt gennem klubber som FC Barcelona, Juventus, FC Bayern og Manchester City det sidste årti.
Ed Woodward og Glazer-familien har med andre ord ikke defineret, hvordan Uniteds udtryk rent sportsligt skal være, uanset hvem der er manager.
Det ses på transferpolitikken, hvor man i grove træk er gået efter de store navne frem for at se på, om de har passet ind på holdet og stadig være en væsentlig faktor efter et trænerskifte. Resultatet er, at United i dag står med Premier Leagues største lønbudget, et hav af middelmådige spillere og utilfredse stjernenavne.
Tilbage til rødderne
Det er tydeligt for enhver, at problemerne i Manchester hverken startede eller slutter med Mourinho, men med ledelsen og Ed Woodward i særdeleshed. Nu ser det endelig ud til, at de fremover vil koncentrere sig om det kommercielle og overdrage de sportslige tøjler til fagkyndige personer.
Derfor er det situationen og de elendige resultater taget i betragtning positivt, at Woodward nu giver sig selv arbejdsro til at finde en – hvis man skal tro skriverierne – sportsdirektør på den anden side af nytår og en ny manager til sommer.
Med Ole Gunnar Solskjær som midlertidig cheftræner får United en mand, der ved, hvad der skal til for at skabe resultater og vinderkultur. Noget, der i den grad har manglet de seneste snart seks år. Hans nye assistent, Mike Phelan, var Fergusons højre hånd i hans sidste tid på Old Trafford og er ligeledes kendt for at være fra den gamle skole, hvor hårdt arbejde og knofedt står øverst på to do-listen.
Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvorvidt Solskjær kan skære igennem over for store egoer og Instagram-afhængige superstjerner, vil jeg henvise til Manchester Evening News-journalisten Samuel Luckhursts tweet fra onsdag formiddag:
”Solskjær kommer for at ”bringe smilet tilbage på folks ansigter”, men han kan være en hård satan. Engang droppede Ferguson ham til en kamp, (Solskjær) brokkede sig over det, talte med (Ferguson) og blev valgt. Han har også ønsket Stuart Pearce tillykke med et selvmål på Old Trafford ved at klappe af ham.”
Man skal være særdeles optimistisk anlagt, hvis man som United-fan forventer en spille- og resultatmæssig revolution med Solskjær ved roret. Dertil er de underliggende problemer med kvaliteten i truppen (og i særdeleshed defensiven) formentlig for store.
Det vigtigste er nu, at resultaterne kommer tilbage på sporet, og at der kommer ro på bagsmækken. Sker det, er det ikke utænkeligt, at United kan kæmpe med om en top fem-placering til foråret.
Og hvem ved? Klubben (og Solskjær) har før vist, at intet er afgjort før slutfløjtet …
