Blog: Tør I brænde lortet ned, Glazers?

Læsetid
2 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Jonatan Rying Larsen

17 april, 2019 - 08:56

Joel Glazer og Avram Glazer ©Getty

Tirsdag 16. April 2019 skrev sig ind i Manchester Uniteds historie, men af de helt forkerte årsager. For tyve år siden fuldbyrdede Ole Gunnar Solskjær miraklet i Barcelona, da United højst overraskende scorede to gange i overtiden i Champions League-finalen mod FC Bayern.

I går måtte nordmanden se med fra sidelinjen, da hans udvalgte blev udspillet på alle leder og kanter af et catalansk mesterhold med mesterlige Lionel Messi. Mens FC Barcelona siden midten af 00’erne har opbygget et dynasti ved at holde fast i en kerne af stjernespillere, der kender klubbens DNA, og krydret det med nyt talent, som ubesværet ville kunne gå ind på de andre europæiske tophold, var Uniteds startellever mildest talt en broget skare.

Meget sigende var fire af de fem bagerste – David de Gea, Chris Smalling, Phil Jones og Ashley Young – også med fra start, da United i 2011 blev slået ud af Champions League af FC Basel. At Romelu Lukaku - en mand til 75 mio. engelske pund - var henvist til bænken er bare deprimerende. 

Som om det ikke var nok, kunne flere engelske medier kort før kampen berette, at Nicky Butt var blevet anholdt efter et ”domestic incident”, mens Paul Scholes blev sigtet af FA for omkring 140 brud på bettingreglerne i Storbritannien, mens han var direktør for Salford City.

Hvis man i forvejen har haft det stramt med at holde med United siden 2013, hvor Sir Alex stoppede, var gårsdagens lavine af dårlige nyheder og resultat endnu en huskekage, der slår en fed streg under, at Manchester United befinder sig i en alvorlig identitetskrise. Det er meget muligt, at klubben rent størrelses og pokalmæssigt befinder sig i en absolutte top, men det føles som en evighed siden, at man som fan havde en stoisk tro på, at United selvfølgelig kunne slå hvem som helst hvor som helst. Sejren mod PSG i ottendedelsfinalen var desværre undtagelsen, der bekræfter reglen.

Selvom Glazer-familien de seneste seks år har brugt milliarder af kroner på nye spillere og trænere, er det i høj grad stadig navne, der fik deres gennembrud eller debut under Ferguson, der udgør stammen i truppen. Uanset hvor meget klubben har ændret sig udenfor banen (her tænker jeg kommercielt), ligger skottens tunge og arv stadig som en dyne over Old Trafford.

Man er blind, hvis man ikke kan se, at Uniteds nuværende ledelse med Ed Woodward i spidsen rent sportsligt har fejlet fælt og næppe kommer til at vende skuden, før de får nogle andre til at tage sig af det fodboldmæssige setup.

Verdenshistorien har flere eksempler på stormagter, der er opstået af asken. Bare tænk på Tyskland og Japan, der som ubestridte tabere efter Anden Verdenskrig blev tvunget til at starte forfra ud fra vindernes model. I dag er begge lande blandt klodens største økonomier.

Inden for fodboldverden kan nævnes Juventus, der for tolv år siden rodede rundt i Serie B efter at være blevet tvangsnedrykket i den italienske fodboldskandale om påvirkning af dommere. I år kan Torino-klubben fejre sit ottende italienske mesterskab på stribe. Andre og nyere eksempler er (desværre) Manchester City og Liverpool, der de senere år tydeligvis har haft en klar plan for, hvor de rent spille- og udtryksmæssigt vil hen.

Spørgsmålet er derfor, om Glazer-familien tør brænde lortet ned og starte forfra? Jeg tvivler, desværre.