Mourinho har mistet kontrollen. Men hvor mange af spillerne kan se sig selv i øjnene?

Læsetid
5 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Emil Jørgensen

03 oktober, 2018 - 14:01

Holdets ledere har mere karakter på de sociale medier, end de har på banen. Spillerne løber mindre end alle andre i ligaen. Og trods fire skuffende resultater i streg, venter vi stadig på en reaktion.

Jose Mourinho skal fyres, ingen tvivl om det. Men mange af United-spillerne burde også skamme sig.

”Han har tabt omklædningsrummet.”

Udtrykket, som bruges i sportsverdenen, beskriver en situation, hvor spillerne på et hold er stoppet med at give sig 100 procent på banen, fordi de er utilfredse med deres træner. De er med andre ord stoppet med at spille for ham.

I disse dage er det blevet en af forklaringerne på Manchester Uniteds deroute. Tidligere topspillere som Jamie Carragher, Rio Ferdinand og Paul Scholes hæfter sig alle ved den samme tendens: Hovedparten af Jose Mourinhos spillere har ingen ild i øjnene og viser ingen vilje til at vende nedturen.

Det kræver ikke en eksperttitel at komme frem til den konklusion.

Holdet er uden sejr i fire kampe, på tværs af tre turneringer. Stjernespillerne leverer ikke.  Med undtagelse af Cardiff City, som ligger nummer 19 i Premier League med to point efter syv kampe, er United-spillerne dem, der løber færrest kilometer på banen. De er også i bunden af ligaen, når det kommer til antal sprintture per kamp.

Manageren, som Zlatan Ibrahimovic i Inter-tiden efter udsagn ”var klar til at slå ihjel for”, kan nu dårligt motivere sine spillere til sved på panden.

Jeg ser Marouane Fellaini kaste sig frygtløst ind i en hovedstødsduel i de døende minutter af kampen mod Derby og sikre en straffesparkskonkurrence. Jeg ser Ashley Young være villig til at sparke modstandere ned i frustration i 3-1-nederlaget til West Ham. Og jeg ser også Marcus Rashford komme ind med gå-på-mod og fandenivoldskhed i 0-0-løsningen mod Valencia.

Men derudover har jeg svært ved at identificere nogle United-spillere, som er klar til ”gå den ekstra mil” for fællesskabet. De ligner en samling forkælede egorøve, der allerede er begyndt at spekulere på, hvilken rolle de hver især skal have under klubbens næste manager. 

Ligger Mourinho ikke bare, som han har redt?

Guderne skal vide, at Jose Mourinho selv bærer et kæmpe ansvar for, at vi er havnet i den situation, at ”omklædningsrummet er tabt”.

Han offentlige kritik af spillere som Luke Shaw, Andreas Pereira, Paul Pogba, Anthony Martial, Eric Bailly, Phil Jones og Marcus Rashford har været forfærdelig ledelsesstil. Hans negative og pessimistiske udtalelser på holdets vegne - som ”jeg ville ikke betale for at komme ind og se de her kampe” om pre-season-turen i sommer, ”det er en kæmpe præstation, at vi blev nummer to i seneste sæson” om chancerne for at være mesterskabskandidat i år, og hans skingre bønfaldelser til ledelsen om forstærkninger til forsvaret - har alt andet end boosted troen på egne evner.

På pressemøder efter kampene har portugiseren flere gange lignet en mand i total opløsning, og han har forsvaret sig selv, før han forsvarede sine spillere. For eksempel da han efter det sensationelle nederlag til Sevilla på Old Trafford i seneste sæson gjorde opmærksom på, at han selv havde slået Manchester United ud af Champions League et par gange – som henholdsvis FC Porto- og Real Madrid-træner. Eller da han efter 0-3-nederlaget til Tottenham i denne sæson løftede tre fingre og udtalte, at han har vundet Premier League tre gange med Chelsea.

Taget Mourinhos opførsel, spillet på banen og de manglende resultater i mente, vil nogle argumentere for, at det er forståeligt – ja, ligefrem nødvendigt at spillerne gør oprør. Jeg så flere United-fans tage Paul Pogbas parti, da han offentligt ytrede utilfredshed med måden, United spiller fodbold på.

- Vi bør angribe, angribe, angribe, sagde franskmanden og blev frataget tjansen som viceanfører i klubben.

Før vi alle sammen stiller os bag Paul Pogba, bør vi lige gennemgå, hvordan verdensmesteren har ageret, efter han kom hjem fra slutrunden i Rusland.

På halvanden måned kom han to gange med tvetydige udtalelser, der kunne opfattes som angreb på Mourinho. Hans agent Mino Raiola reagerede på kritik fra Paul Scholes, der gik på at Paul Pogba ikke var en leder på banen, ved at udtale, at han nemt kunne finde en ny klub til sin franske stjerne. Og i den seneste landskampspause svarede Pogba selv på rygter om et klubskifte til FC Barcelona med, ”at han ikke vidste, hvor han var på vej hen om nogle måneder”.

Seneste skud på stammen er en lalleglad video fra Old Trafford, hvor han sidder og griner på tribunen, mens United taber til Derby i Liga Cuppen. Opslaget kom på Instagram 20 minutter efter afgørelsen i straffesparkskonkurrencen – angiveligt på grund af en dårlig internetforbindelse.

Siden Pogba kom tilbage til Old Trafford fra Juventus i 2016, har jeg følt, at han ofte var offer for en urimelig kritik, der hang sammen med hans store transfersum og flamboyante attitude. Jeg har forsvaret ham i podcaststudiet, i Twitter-diskussioner og i blogindlæg. Men hans handlinger i de seneste måneder skriger til himlen, at han føler sig større end manageren og er ligeglad med klubben. Og i en tid, hvor der er sportslig krise og splid på de indre linjer, skal en såkaldt leder ikke bidrage med støj på den måde. Det var også holdingen fra Uniteds medrejsende udebanefans mod West Ham i seneste weekend – aldrig har jeg set en United-spiller få så hård en medfart, da han blev skiftet ud, som Pogba fik der.

Jeg kan godt forstå, at Jose Mourinho er vred. Og for at toppe det hele, så kom holdets officielle anfører Antonio Valencia til at ”like” et tilfældigt ”Mourinho-out”-opslag på de sociale medier tirsdag, fordi ”han ikke havde læst teksten”.

Det er svært at tage det seriøst, at det er lederne på Uniteds nuværende hold.

Svaret er i klubnavnet

Til Pogbas og Valencias forsvar skal lyde, at de langtfra er dem, der gør det dårligst på banen. Specielt Pogba har leveret på et udmærket niveau indenfor kridtstregerne i sæsonens første kampe. Jeg ser dem bare ikke gå forrest som ledere.

Det er uværdigt at være vidne til magtkampene, der udspiller sig udenfor banen. Og det er totalt uacceptabelt, at spillerne tilsyneladende ikke præsterer 100 procent.

Det leder mig tilbage til det spørgsmål, jeg stillede for lidt siden: Ligger Mourinho ikke bare, som han har redt?

Jo, det gør han. Den her blog skal ikke forstås som et forsvar for Mourinho. Taktikken sejler, respekten i truppen er ikkeeksisterende, og han optræder mere og mere uværdigt i pressen. Han bliver snart fyret. Og jeg er sådan set mere eller mindre enig med Paul Scholes i, at han er ”en skændsel” for klubben.

Men det er flere af spillerne også. Jeg køber ikke årsagsforklaringen, at ”de er stoppet med at spille for Mourinho,” for så siger man også implicit, at der ikke er andet at spille for. Hvad med logoet på brystkassen? Fansene på tribunerne? Æren og stoltheden, sammenholdet? Og hvis alle de romantiske årsager ikke slår til – hvad så med de millioner af kroner, der tikker ind på kontoen hver uge? Det spiller ikke fodbold for sjov. Det er deres arbejde.

Formkriser, dårlige dage og spillemæssige nedture er en del af fodboldlivet. Men hvis United-spillerne ikke løber, kæmper og giver sig alt, hvad de har, kan det gøre mig så fortvivlet og rasende, at jeg næsten sætter spørgsmålstegn ved min passion. Hvad er meningen med, at vi dedikerer så mange timer til at se og analysere, skrive og diskutere om den fodboldklub – hvis spillerne alligevel ikke gør deres bedste? Modgang eller ej.

Og nej, jeg hører heller ikke til dem, der mener, at spillernes mangelende fight for Jose Mourinho er en gavn på længere sigt, fordi han så hurtigere bliver fyret. Hvis Paul Pogba eller nogle af de andre vitterligt bilder sig selv ind, at det tjener klubben, at de fører manageren hen til Ed Woodwards gabestok, så har de misforstået klubbens DNA fuldstændigt. Hvis de har glemt, hvad det handler om, så ligger svaret i klubnavnet. Manchester United.  

Jeg håber, at klubbens fjerde manager på fem år kan banke den mentalitet ind i hovederne på dem.