Manchester United er startet sæsonen, som en gymnasieelev ville udnytte en times fri bar på Australian Bar. De har langet alt, hvad de kunne, til sig på en billig baggrund. Modsat danske teenagere er resultatet af bedriften ikke en god brandert, men en fremragende sæsonstart. United er top of the league efter tre sejre og en målscore på 10-0. Fansene burde alle være begejstrede. Eller hvad? Her har I mit personlige bud på fem pointer fra august måned.
1) Phil Jones er mere end en tegneseriefigur med glasben
Paul Pogba blev kåret til månedens Manchester United-spiller efter to mål og tre flotte kampe. Det kan man sagtens forstå. I min optik havde ingen imidlertid fortjent den så meget, som Phil Jones.
Han har været en klippe i både pre-season og Premier League-opstarten. Han har holdt det dyre nyindkøb Victor Lindelöf på bænken. Han råber og dirigerer med forsvarskollegaerne i kampene. Og han har til tider overstrålet Eric Bailly, der af mange anerkendes som en af de bedste centerbacker i ligaen.
En del fans har været overraskede over Phil Jones’ niveau. Men hvorfor egentlig? Kigger man på den 25-årige englænders præstationer i de 211 kampe, han faktisk har spillet for klubben, ser man overvejende samme standarder.
Alligevel bliver han oftest til grin. Fordi han laver nogle skøre ansigtsudtryk. Fordi han en gang har tacklet bolden væk fra Oliver Girouds fødder med sit hoved. Og fordi han ifølge rygtet kan blive skadet ”ved at gå fra træningsanlægget og ud i sin bil”.
Realiteterne er bare, at det betyder lige nøjagtigt ingenting, hvordan Phil Jones ser ud i kampene. At andre spillere ville blive kaldt mandfolk, hvis de frygtløst kastede sig med hovedet først i tacklingerne. Og at hans store skadeshistorik netop bunder i, at han giver sig flere procent, end andre gør.
Jeg ville ønske, at der var mange flere spillere som ham. Og jeg tror, han bliver en verdensklasse forsvarsspiller, hvis han holder sig skadesfri.
2) En sprudlende offensiv får 1 til at blive til 3
Manchester United vinder kampe, som de havde spillet uafgjort i seneste sæson. Jeg er overbevist om, at Jose Mourinhos tropper havde fået enten syv eller fem point ud af West Ham, Swansea, Leicester-kampene for et halvt års tid siden.
Fans på stadion og foran TV-skærme begyndte så småt at bide negle under opgøret på Liberty Stadium i Wales. United foran 1-0 og ude af stand til at lukke kampen – vi kender alle slutningen på den tragedie, som vi har set opført så mange gange i de seneste sæsoners helvede af uafgjorte kampe.
Men i stedet for skuffelsen smadrer vi Swansea 4-0. Og ugen efter, mod Leicester på Old Trafford, holder ”de røde djævle” hovederne kolde og afgør kampen i de sidste 20 minutter. Det lignede ellers igen en affære, der sagtens kunne have endt i remis før sommeren.
Hvad er det helt konkret, der har ændret sig? Mange taler om selvtilliden, men i virkeligheden er det nok et sammensurium af mange ting.
Først og fremmest har Nemanja Matic nærmest fra dag ét skabt mere plads til de offensive og kreative kræfter på holdet. Vi ser en Henrikh Mkhitaryan blomstre, en Paul Pogba der scorer mål, og en kombination af Anthony Martial og Marcus Rashford, der gør højrebacks rundtossede. Det virker simpelthen som om, at vi har flere strenge at spille på rent offensivt.
Og så skal man heller ikke negligere, at United har haft lidt mere stolpe ind end tidligere. Så lad os håbe, det fortsætter sådan. For sikre sejre mod bund- og midterhold er et must, hvis man vil vinder mesterskaber.
3) Ingen spillere er selvskrevne på Jose Mourinhos hold
Selvom du blev årets spiller i seneste sæson, eller du blev købt for 300 millioner kroner i sommer, er du på ingen måde sikker på en plads i startopstillingen på Jose Mourinhos mandskab.
Portugiseren demonstrerer med degraderingen af Ander Herrera og bænkepladsen til Victor Lindelöf hvor professionel, kynisk og kold i røven, han er. Og dygtig også. For Jose Mourinho stiller simpelthen bare det hold, der på dagen er bedst, bygget op omkring de spillere, han på sigt tror på.
Det har kostet store spillere dyrt. Bare se på Wayne Rooney og Bastian Schweinsteiger. Iker Casillas før dem. Heller ikke anførerbind, verdensmester- eller kultstatus i klubberne, sikrer dig spilletid under den tidligere Real Madrid-manager.
Jeg er overbevist om, at Ander Herrera nok skal få sine kampe. Og at Victor Lindelöf om et halvt års tid er spillet helt ind på holdet.
Men her i august har Jose Mourinho understreget, hvad vi alle vidste: Ingen er fredede.
4) Mkhitaryan bliver forstået nu
Om Jose Mourinho har lært armensk, ved jeg ikke. Men forude for kampen mod Leicester udtalte han til pressen, at han følte, ”at han nu forstod Henrikh Mkhitaryan, og at armeneren nu forstod ham”.
På banen ses det tydeligt. Den tidligere Dortmund-spiller, der i sin debutkamp for et års tid siden blev revet af banen i pausen mod Manchester City og holdt udenfor truppen i otte ligakampe derefter, har fået en flyvende start i august. Han udstråler større spilleglæde. Han har allerede lavet flere assists, end han gjorde i hele seneste sæson. Og han har i gennemsnit 50 afleveringer per kamp, hvilket er 20 mere end gennemsnittet før sommeren.
Som Ebbe Skovdahl sagde engang i 90’erne, ”er statistik som et miniskørt – det giver gode idéer, men skjuler det vigtigste”. Og vi skal heller ikke blive jubeloptimister, fordi Henrikh Mkhitarayan har spillet tre gode kampe.
Men vi har lov at glæde os over, at den tidligere Bundesligaprofil er startet sæsonen længder bedre, end han gjorde for 12 måneder siden.
5) Stemningen på Old Trafford er stadig meget svingende
Vores portugisiske manager adresserede det efter Leicester-kampen. Fansene på lægterne. Han kunne ikke høre dem.
Jeg var selv på Old Trafford den dag. Og selvom jeg stod på Stretford End, hvor stemningen altid er fremragende, kunne jeg godt fornemme, at resten af stadion ikke var med. Det er desværre langt fra usædvanligt.
Med undtagelse af Liverpool, Manchester City og de store Champions League-kampe, er atmosfæren på Uniteds hjemmebane ofte flad. Og det er på mange måder en meget naturlig konsekvens af, at klubben igennem så mange år har hævet billetpriserne og prioriteret fodboldturister fremfor de lokale. Rent økonomisk er det logisk: Hvad er bedst? En mancunian, der går til kamp, eller en japaner, der også bruger 1000 kroner i fanshoppen på ”match day”? Det siger sig selv, at det er japaneren. I forhold til stemningen har det så bare en ærgerlig konsekvens.
Det er en diskussion, som har stået på i mange år nu. Og i næste uge forsøger vi i et Oldtrafford.dk-podcast at blive lidt klogere på, hvad der egentlig er op og ned i hele debatten. Vi håber, I vil høre med.
