Fem ting, pre-season og Super Cup-finalen har lært os om United

Det er farligt at bedømme spillere og udpege tendenser efter blot ét betydningsfuldt opgør og en række træningskampe. Men hvis jeg alligevel vover pelsen, ser jeg flere ting, som pre-season og Super Cup-finalen har lært os om Manchester United forude for Premier League-starten mod West Ham på søndag. 

1) Anthony Martial er tændt, og vi får brug for ham:

– Han ligner en hare, der er blevet ramt af det lange lys, sagde 6’erens kommentator Morten Bruun om Manchester Uniteds unge franskmand i sidste sæson. Og han havde ret. Anthony Martial virkede mildest talt skræmt ovenpå EM-slutrunden i hjemlandet og en skilsmisse fra sin kone, og han formåede aldrig at finde frem til niveauet fra sin imponerende debutsæson i den røde trøje.

Jose Mourinho kritiserede hans mentalitet og til tider opgivende attituder. Og gennem dele af sommeren spekulerede pressen i, om 11’eren skulle bruges i en byttehandel med Inter for Ivan Perisic. Men trods støjen, har Anthony Martial præsteret, og det har været lovende at se hans gå-på-mod i en række af Uniteds pre-season-kampe. Specielt i træningsopgøret mod Real Madrid, hvor den 21-årige offensivspiller viste prøver på de kvaliteter, som ingen andre i United-truppen kan matche. Hans evne til at zig-zagge sig gennem forsvaret med bolden klistret til sine fødder, som i den kamp skabte et mål til Jesse Lingard.

I mine øjne fortjente han en startplads i Super Cup-finalen ovenpå præstationerne i USA. Den fik han ikke. Men forhåbentlig får han en fair chance af vores portugisiske manager, når ligaen ruller. For en Anthony Martial i topform med en 10-15 sæsonmål til følge, kan være det, der gør forskellen, hvis United skal helt til tops.

2) Victor Lindelöf er ikke klar til Uniteds startopstilling:

Vores nye svensker begik et straffespark mod Real Madrid på USA-turen, der var så klodset, at det kunne få de fleste af Paul Scholes tacklinger til at se elegante ud. Derudover har Victor Lindelöf virket usikker og febrilsk i mange situationer og har på ingen måder levet op til kælenavnet ”Iceman”, som de gav ham i Benfica. Desværre.

Og selvfølgelig skal man ikke fælde dom på baggrund af en række ubetydelige kampe. Men Super Cup-finalen tirsdag aften bekræftede desværre, at den 23-årige forsvarsspiller ikke er klar endnu. Gareth Bale drev gæk med ham, og han var uheldigt involveret i begge scoringer.      

Fuldstændigt at afskrive ham, som flere fans og debattører gør på sociale medier, er imidlertid latterligt. Victor Lindelöf skal have tid. Selvom manden har kostet 30 millioner pund, kan man ikke forvente, at han kan gøre som Eric Baily gjorde for et år siden og præstere fra dag 1. Husk på, hvor lang tid det tog for Nemanja Vidic og Patrice Evra at komme i omdrejninger, da de kom til klubben. Og de endte med at få nogle ganske pæne karrierer på Old Trafford.

3) Ed Woodward har haft et godkendt transfervindue:

Jose Mourinho ville have fire nye spillere. Han har indtil videre fået tre. Alligevel synes jeg, at Ed Woodward, klubbens CEO med ansvar for spillerindkøb, kan være tilfreds med transfervinduet.

Victor Lindelöf bliver forhåbentlig snart den midterforsvarer, som kan danne makkerskab med Eric Baily mange år ud i fremtiden. Nemanja Matic er den 6’er, vi alle har sukket efter. Og Romelu Lukaku er om ikke en fuldgod erstatning, så i hvert fald en godkendt erstatning for sidste års topscorer Zlatan Ibrahimovic.  Som jeg også forventer får en ny kontrakt, når knæene er klar igen.

Men vigtigst af alt er måske, at David de Gea ligner en mand, der bliver i Manchester. Selvom transfervinduet er åbent til 1. september, må vi tro på Jose Mourinhos forsikringer om, at målmanden ikke skifter til Real Madrid. Endnu. Og med det hold, som United efterhånden har, bør de som minimum kunne kæmpe med om den engelske titel i den nye sæson. Ellers peger pilen på manager Mourinho.

4) Marouane Fellaini kan mere, end vi giver ham credit for. Og fortjener mere respekt:

Jose Mourinho elsker ham. Hans holdkammerater er tilsyneladende også glade for ham. Men mange United-fans ønsker ham alligevel hen, til der hvor pebret gror. Eller bare Galatasaray i Istanbul.  

Det er ikke nyt. Marouane Fellaini, der blev købt af David Moyes i sommeren 2013, har været upopulær på Old Trafford igennem flere år. Hans tekniske niveau er for lavt. Og han får holdkammeraterne til at spille mere primitivt, fordi de automatisk sigter efter det store bonghår, lyder kritikken fra dele af hjemmepublikummet, der også har buhet af belgieren flere gange. 

Men mange overser, at den tidligere Everton-spiller er blevet bedre. Og at han leverer i alle Uniteds vigtigste kampe. I de sidste to sæsoner har han scoret i tre cup-semifinaler, imponeret i både FA Cup- og Europa League-finaler og sikret point mod både Liverpool og Manchester City. Senest viste han sin betydning tirsdag aften i Super Cup-finalen, da han som indskifter gjorde en forskel mod Real Madrid – verdens måske bedste fodboldhold.

Så Marouane Fellaini skal forhåbentligt ingen steder. Og det er på tide, at vi alle hylder ham for det, han kan.

5) Uniteds niveau er stadig langt fra Europas allerbedste:

Real Madrids dobbelte Champions League-vindere fik til tider ”de røde djævle” til at ligne et sæt kegler i Super Cup-finalen. Og selvom alle United-spillere måske ikke præsterede på deres allerhøjeste niveau tirsdag aften, så understregede kampen, at Mourinhos drenge stadig er langt fra Real Madrid, FC Barcelona, Juventus og Bayern München.

Forude for finalen i Skopje sagde den portugisiske manager, som har vundet Champions League med både Inter og FC Porto, at der var klasseforskel på United og Real. Det var ikke spin. Han mente det.

Heldigvis er de andre tophold i Premier League heller ikke på Europas bedstes niveau. Og Manchester United har trods alt et halvt års tid til at forbedre sig, før det gælder ”knald eller fald”-delen i Champions League. 

Forrige artikel

Manageren gav sin sølvmedalje til en fan

Næste artikel

Medie: United forhandler med Zlatan

ANNONCE