11. MAJ 2013: Jeg har aldrig nogensinde mødt Sir Alex Ferguson. Jeg kender ham ikke personligt. Alligevel har jeg det helt forfærdeligt over, at han indstiller karrieren. Jeg har det som om, jeg mister noget, der har været en stor del af mit liv.
Oldtrafford.dk genbringer den fem år gamle blog, som Emil Jørgensen skrev, da den legendariske manager annoncerede sit karrierestop
Onsdag den 8. maj 2013 blev dagen, hvor Jorden stod stille for alle med United-blod i årerne. Efter mere end 26 år i managersædet på Old Trafford annoncerede Ferguson, at han stopper efter denne sæson.
Først blev jeg ramt af en form for choktilstand. Det kunne ikke passe. Fergie går ikke på pension. Han kan ikke gå på pension. Han dør, før han stopper!
Derefter fulgte en følelse af sorg. Efter at have sunket nyheden og indset, at den var god nok, blev jeg utrolig ked af det. Jeg havde det som om, jeg havde mistet noget, der virkelig stod mig kært. Noget som havde haft en betydning for mig, lige så længe jeg kan huske.
Jeg ved, jeg langtfra er den eneste, der havde det på den måde. Jeg har hørt om voksne mænd, der måtte sendes hjem fra arbejde i onsdags, fordi de var knækkede over nyheden om Fergusons karrierestop. De var grædefærdige. Ude af stand til at gennemføre dagen.
Når man tænker over det, er det utrolig irrationelt. For ”normale mennesker” der ikke har den samme passion for Manchester United, som vi har, virker det ulogisk og dumt. Hvordan kan en fodboldmanager, som de fleste af os aldrig har mødt personligt, påvirke os så dybt? Vorherre bevares han er jo ikke en gang død! Han går bare på pension.
Sandheden er, at Fergie har været en stor del af vores liv. Han er blevet en del af Manchester Uniteds identifikation. For mig er han Manchester United. Jeg er vokset op med den iltre skotte som United-manager og kender ikke til andet. Det føles som om, at hele grundpilen under den fodboldklub, jeg elsker, bliver revet væk. Og det kommer aldrig til at være det samme igen.
Fergie har givet os så mange mindeværdige øjeblikke. Spændingen før et stort opgør, hvor man ikke tænker på andet end United i dagevis, euroferien over en scoring i de døende sekunder af en kamp, lettelsen ved et slutfløjt, begejstringen over en sejr over en rival og følelsen ved at vinde et mesterskab eller en pokal. Det er alle sammen ting, som vi ikke havde oplevet i samme grad, hvis det ikke havde været for den mest vindende manager i engelsk fodbold. Ja jeg er sgu ikke bleg for at sige det – Fergie har været ansvarlig for nogle af de bedste stunder i mit liv.
Til tider har skotten også været kilde til frustration. Hans opbakning til Glazer-familien har gjort ondt på mange United-fans. At høre ”vores helt” forsvare og rose de mennesker, der har kastet United i dyb gæld, har været vammelt og skuffende. Nogle vil mene, han gjorde det, fordi han vurderede, at det var det bedste for klubben. Det gjorde han måske også. Alligevel er det for mange et af de mest ærgerlige elementer ved Fergusons tid på Old Trafford.
På godt og ondt har den her mand været en stor del af vores liv, og det er derfor, det føles så hult lige nu. Manchester United uden Ferguson – det er bare forkert.
Med tiden vil den nuværende følelse af sorg forvandle sig til en følelse af taknemmelighed. Jeg kom til at tænke på det i går, da en af mine venner skrev til mig. Han var netop blevet far for første gang. Han er også kæmpe United-fan, og han skrev, at han var glad for, at hans nyfødte datter nåede at komme til verden, mens Sir Alex Ferguson stadig var United-manager. Så stor en betydning har skotten haft for hans liv!
Jeg er ulykkelig over, at Fergies tid som manager på Old Trafford snart er over. Samtidig er jeg taknemmelig for, at jeg har oplevet den.
Tak for alt Sir Alex.
Efterskrift, den 6. maj 2018: Det fem år gamle skriv står stadig som et eksempel på, hvor stor betydning Sir Alex Ferguson har haft for vores alle sammens liv. Derfor genbringer vi bloggen i dag, ovenpå nyheden om hans hjerneblødning, mens alle vores tanker sendes mod “the boss” og hans familie, og vi beder for, at han overlever.
