Blog: Selvmodsigende transferønsker

Læsetid
4 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Emil Jørgensen

09 august, 2019 - 14:15

Før vi alle farer i flint over de manglende erstatninger for Lukaku, Herrera og Fellaini, er det værd at overveje, om sommerens transferaktiviteter i virkeligheden er et udtryk for det, vi har skreget på så længe: En langsigtet strategi.

En lyserød Manchester United-trøje står i flammer. #GlazersOut og #WoodwardOut trender. Ord som ”pinligt”, ”skamløst” og ”amatøragtigt” fyger gennem cyberspace.

Transfervinduet er lige smækket i, og der er borgerkrigslignende tilstande blandt United-fans på Twitter og Facebook. Klubben har solgt topscorer Romelu Lukaku på deadline day, og ingen erstatninger er hentet ind for hverken ham, Ander Herrera eller Marouane Fellaini.

Læs også: Blog: Agerer United som "verdens største fodboldklub"?

Det betyder, at Ole Gunnar Solskjær går ind til sæsonen med en trup, der ser nogenlunde lige så tynd ud som Tahith Chongs stænger. United er en eller to skader fra store problemer, føler man, og meget skal gå op i en højere enhed, hvis sæsonen skal blive en succes.

Marcus Rashford og Anthony Martial skal score flere mål, end de nogensinde har gjort før. Paul Pogba skal holde sit topniveau i mere end de seks uger, han gjorde i seneste sæson. Scott McTominay skal fortsætte de gode takter fra pre-season. Fred og Andreas Pereira skal indfri deres potentiale. Unge Mason Greenwood skal have et mindre gennembrud.

Tilbage står mange fans med to spørgsmål: Hvorfor købte United ikke en central midtbanespiller, en angriber og måske også en højrekant? Og hvor blev den så højt proklamerede ”store udrensning” af?

Amerikansk gæld

Umiddelbart er frustrationen til at forstå. Glazer-familien, som ejer Manchester United, har siden 2005 hevet mere end 1 milliard pund af klubben for at betale deres egen gæld af.

I løbet af de seneste to år har United haft et overskud på 1,2 milliarder pund. Fraregner man de penge, som klubben har fået for salg af Daley Blind, Sam Johnstone, Marouane Fellaini og Romelu Lukaku, er der blevet brugt 111 millioner pund på forstærkninger. Det svarer til cirka ni procent af det samlede overskud, hvilket ikke lige just indikerer, at fodbolddelen er det vigtigste i Manchester Uniteds forretningsmodel. Og endnu en gang stinker det fælt af en manager, der er blevet undermineret af ledelsen.

Jeg er selv indædt modstander af vores ejere og vores øverste sportslige ledelse i skikkelse af Ed Woodward. Men før vi sætter ild til det hele og fremsiger dommedagsprofetierne, bør vi huske, hvorfor vores elskede klub er havnet i den rodede situation, som den står i nu.

Et hold af overbetalte lejesvende

Siden Sir Alex Ferguson gik på pension, har United gjort det til deres ting at betale overpris for middelmådige spillere. Profiler som Angel di Maria og Alexis Sanchez er blevet hentet ind, mere af navn end af gavn, og tre skiftende managers, med tre forskellige spilfilosofier, har tilsammen skabt et kludetæppe af en trup, uden sammenhængskraft og retning. Vores hold er fyldt med overbetalte lejesvende, for hvem det betyder nul og niks, om klubben hedder Manchester United eller noget andet. Se på, hvordan Romelu Lukaku har opført sig her til sommer, eller hvordan Paul Pogba opfører sig det meste af tiden.

Det forplanter sig i spillet på banen, hvor United-spillerne til tider har virket apatiske. Ole Gunnar Solskjær adresserede det direkte efter holdets skamfulde 4-0-nederlag på Goodison Park i april: ”Der er nogle af de her spillere, som I ikke vil se spille for Manchester United igen.”

Siden da er kun Lukaku og Herrera røget. Til gengæld har United syv centrale forsvarsspillere, en italiensk højreback, der spiller fem kampe om året, og en dyrt betalt chilener, som ses mere med sine hunde på sociale medier, end han gør i en United-trøje.

Forventningen er stadig, at i hvert fald Marcos Rojo og Matteo Darmian bliver skippet afsted, inden at transfervinduet for salg bliver lukket ved udgangen af august. Og resten af det vi har set i det her transfervindue, er i rød tråd med de ting, som Solskjær tidligere har sagt.

Solskjærs vision

Solskjær ønsker at bygge sit mandskab op ud fra tre nøgleord: Ungdom, sult og fight. Og de præferencer skinner igennem i de spillere, som United trods alt har spenderet 140 millioner pund på her til sommer.

Daniel James virker som systemets mand. Den lynende hurtige og uprøvede waliser går ikke ind og bliver en Premier League-profil fra første sæson. Men hans kvaliteter passer perfekt til den fodbold, som Solskjær gerne vil praktisere: Højt presspil, fart, direkthed mod mål og utrættelig arbejdsmoral. For en gangs skyld virker det som om, at der er tænkt mere over, hvordan spilleren passer ind på holdet, end der er blevet regnet på, hvor mange trøjer han kan sælge i fanshoppen.

Aaron Wan-Bissaka og Harry Maguire, begge englændere, adresserer Uniteds største problem i de foregående år: Defensiven.

Ikke siden Nemanja Vidic og Rio Ferdiand-dagene har der været en fast bagerste kæde, og det har kunne mærkes. Selvom David de Gea oftest har umenneskeligt godt, har forsvaret sejlet. I seneste sæson, hvor den spanske målmands niveau faldt, indkasserede United flere ligamål, end de har gjort i 40 år. De gik 13 kampe i streg uden et eneste clean sheet.

Nu har Solskjær noget, der ligner et solidt defensivt fundament. Alene det gør, at United, i min optik, kommer styrket ud af transfervinduet.

Hellere vente end panikkøbe

Længe så det ud til at United også ville hente Bruno Fernandes fra Sporting til midtbanen. I sidste ende bød de aldrig på ham. Interessen i Christian Eriksen var også reel, skriver flere troværdige engelske medier, men danskerens øjne er rettet mod Spanien.

Prisen på Sean Longstaff fra Newcastle hang ikke sammen med spillerens kvaliteter, og Paulo Dybalas hjerte følte aldrig for at flytte til Manchester. Derfor vil United-manageren hellere vente og så forsøge at hente Jadon Sancho, end han vil have Dybala.

I stedet for at panikkøbe spillere, som måske alligevel ikke passer ind i Solskjærs system, slår United koldt vand i blodet. Og ifølge blandt andre James Robson, som er en velrespekteret United-korrespondent for Evening Standard, er det ikke fordi, at klubledelsen ikke vil bakke manageren op. Det er faktisk et udtryk for det modsatte – at de tror på nordmandens langsigtede projekt. Robson skriver, at Woodward og co. er indstillede på, at succesen måske ikke kommer allerede i 2019/20-sæsonen, men at det er en proces, hvor et nyt hold gradvist vil blive bygget op.

Solskjær tror på, at en bedre kondition og en lederskikkelse i form af Harry Maguire kan rykke holdet langt. Han tror på, at Anthony Martial vil blomstre som central angriber, når han får kontinuerlig spilletid, at Mason Greenwood er klar til at agere angrebsbackup, og at Scott McTominay går en stor sæson i møde. Tænk, hvis han får ret.

Hør også: Podcast: Den store sæsonoptakt

Allermest risikabelt er hans gamble på Paul Pogba, hvis spillehumør (og tilstedeværelse) alt for meget af vores sæson er bygget op på. Solskjærs strategi er fyldt med faldgruber. Men med tanke på hvor lidt succes United har haft med at købe dyre stjerner i øst og i vest i de seneste år, er det måske meget fornuftigt at prøve noget nyt.