Blog: Risikerer snakken om ”de gamle dage” at blive en sovepude for United?

Læsetid
6 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Emil Jørgensen

24 april, 2019 - 02:37

For sjette sæson i streg kæmper Manchester United ikke med om mesterskabet. Vi må skabe ”The United Way” på ny for at komme tilbage, hvor vi hører til, siger Ole Gunnar Solskjær, mens Mike Phelan Tweeter samtykkende, Gary Neville klapper i hænderne, og vi fans synger nordmandens navn.

Men foruden floskler hvad er så ”det gamle United”? Og hvem aner, om det virker i dag?

”Er Ole Gunnar Solskjær i virkeligheden et kæmpestort member berry?”

Spørgsmålet, som jeg stillede i OldTrafford.dk’s podcaststudie, dagen efter at nordmanden blev præsenteret som midlertidig manager tilbage i december, var delvist ment som en spøg. Member berries er et fænomen fra South Park-verdenen; det er velsmagende vindruer, der bedøver verden i nostalgi; det er forklaringen på, at Donald Trump kommer til at magten i USA med sit ”Make America Great Again”-mantra og årsagen til, at Hollywood støver Harrisson Ford af og sminker ham til en ny omgang Indiana Jones, Blade Runner og Star Wars. Member Chewbacca?

Men ligesom at der altid er elementer af virkelighed under absurditeten i South Park, var der også oprigtighed gemt i det fjollede spørgsmål om Solskjær som en fiktiv tegneserievindrue. Spurgt på en mere præcis måde; er ”The Baby-faced Assassin” i virkeligheden et utroligt rart hold-kæft-bolsje, der minder os fans om de gode gamle dage med Ferguson, titler og sprudlende angrebsfodbold, men samtidig skygger for det faktum, at ingen i Manchester United har en reel strategi for fremtiden?

Diskussionen er blevet ubehageligt aktuel igen. En tre måneder lang drømmeagtig tid, hvor Solskjær førte United tilbage i top 4-kampen, nakkede Spurs, Arsenal og Chelsea på vejen, fik Pogba og Rashford til at sprudle og gav os ”miraklet i Paris”, er endt brat. Siden PSG-kampen har Ole Gunnar fået en treårig kontrakt og tabt seks ud af otte kampe. Vi er røget ud af FA Cuppen og Champions League, og selv hvis vi vinder de resterende fire kampe i sæsonen, kan vi ikke vide os sikre på at slutte blandt de øverste fire i Premier League.

Værst af alt er erkendelsen af, at vi heller ikke kommer i nærheden af mesterskabet i næste sæson. United virker simpelthen lysår fra ærkerivalerne fra Manchester City og Liverpool.

Læs også: Blog: Tør I brænde lortet ned, Glazers? 

Og det leder mig tilbage til spørgsmålet, vi med jævne mellemrum har diskuteret i snart seks år: Hvad er Manchester Uniteds plan?

Men før du læser videre, vil jeg komme med en advarsel. Det er ikke i mit skriv, at du finder hverken store konklusioner, lange visioner eller dybsindige svar – snarere er denne blog en myriade af spørgsmål og et udtryk for en bekymring, der er begyndt at nage mig. Det kommer jeg tilbage til senere.

Dårlig form?

Ole Gunnar Solskjær har, modsat mig, en vision. Han vil brygge et mesterhold med ingredienserne fra fortidens storhed; ungdommeligt gåpåmod, løbevillighed, fart over kanterne, en ukuelig attitude og, vigtigst af alt,” attack-attack-attack-fodbold”.

I sin angriberkarrieres efterår tog Solskjær noter fra Fergusons træningssessioner og peptalks, og han husker, hvad han lærte om legenden fra Sir Matt Busby. ”Folk kommer på lørdag for at se Manchester United, og de skal have 90 minutter med underholdning, de skal have valuta for pengene.”

Jeg savlede, da han fortalte mig om det i Molde tilbage i oktober 2018. Og jeg er stadig smaskforelsket i ham og hans tilgang til Manchester United.

Men jeg forsøger også at være kritisk. En ting er at sige alle de rigtige ting. Noget andet er at implementere det. Under Solskjær har United-spillerne løbet mindre end modstanderen i 15 ud af 17 kampe, og kontraspil i medvind har skabt de største resultater.

Nogle påpeger, at det er manglende kondi. Hvis det vitterligt er det, der kan få West Ham til at ligne storholdet på Old Trafford, må United-spillernes fysiske tilstand være skræmmende dårlig.

Hvis Solskjær og co. ikke får arbejdet med det spillemæssige, står vi med akkurat den samme problematik, som vi gjorde for et halvt år siden under José Mourinho. Så står vi igen uden game plan.

Romelu Lukaku  

Mike Phelan som teknisk direktør?

Svaret er ifølge mange, at United henter en såkaldt teknisk direktør. Vedkommende skal styre det sportslige under Ed Woodward i samarbejde med Solskjær.

Mike Phelan, Solskjærs assistent og Fergusons tidligere tro væbner, er blevet nævnt som et muligt emne. Den kendte Manchester United-journalist Andy Mitten har affejet historien, men rygtet afslører som minimum en ting; klubben har trods snart 10 måneders kandidatsøgning endnu ikke fundet den rette til jobbet.

Samtidig er det måske også en indikation om, at tankegangen om at ”genskabe det gamle” hersker på Ed Woodwards kontor.

”Det skal være en, der forstår klubben og dens DNA,” har Gary Neville sagt gentagende gange. Har nogen overvejet, om den tidligere Manchester United-kaptajn i virkeligheden taler sig selv varm som mulig kandidat til jobbet?

Det perfekte member berry som teknisk direktør - hvis jeg lige må springe tilbage i South Park-analogien - ville uden tvivl være Sir Alex Ferguson. Solskjærs læremester, legenden, hvis pension har skabt det store tomrum i Manchester United, som vi alle føler, vi lider i.

Det bliver sandsynligvis ikke ham. På grund af hans alder og hans helbred. Alligevel er det interessant at observere, hvor synlig han er blevet igen. Han er på træningsbanen med Solskjær, han er i omklædningsrummet i Paris, han er på stadion til alle kampene – både ude og hjemme. Solskjær lægger ikke skjul på, at han bruger ham meget: ”Hvorfor skulle jeg ikke spørge manden, som ved allermest om den her klub, til råds?” har han retorisk svaret, når journalister har spurgt ham ind til det.

Det er ikke et problem. Men det er heller ikke nødvendigvis en god ting.

Læren fra Sir Matt Busby

I næste måned er det præcis 50 år siden, at Sir Matt Busby pensionerede som manager på Old Trafford. Det moderne Manchester Uniteds fader. Historien om manden - der overtog en bogstavelig talt sønderbombet fodboldklub efter Anden Verdenskrig, sikrede klubbens første mesterskab i 41 år i 1952, styrtede i jorden i München-ulykken med sine ”Busby Babes” i 1958, overlevede, rejste klubben som en Fugl Fønix og vandt den europæiske turnering 10 år senere – er ikke bare historien om ham; det er historien om Manchester United.

Da Sir Matt Busby stoppede ved udgangen af 1968/69-sæsonen, gik United i stå. Skiftende managere havde det svært på Old Trafford – Busbys arv var umulig at løfte, og hans tilstedeværelse i klubben var svær at håndtere. Han fyldte simpelthen for meget, har mange påpeget.

Det tog en generation, før klubben kom til tops igen. I 1993, under Sir Alex Ferguson, vandt klubben sit første mesterskab i 26 år. Inspireret af sin skotske landsmand byggede Ferguson et dynasti. 13 Premier League-titler, to Champions League- trofæer, fem Liga Cup-pokaler og fire FA Cup-triumfer gik Fergie på pension i 2013 som den mest succesfulde manager i britisk fodboldhistorie.

Dengang, for seks år siden, var mange opmærksomme på, at Fergusons tomrum ikke skulle vokse sig lige så stort, som Busbys. I dele af den følgende sæson holdt den pensionerede Manchester United-manager sig væk fra Old Trafford– dels for at holde en velfortjent ferie med Cathy, men også fordi hans skygge ikke skulle hænge over David Moyes, klubbens nye boss. Modsat sine skotske forgængere blev Moyes’ som bekendt aldrig en succes. Hans seks år lange kontrakt skulle have løbet indtil sommeren 2019, men varede mindre end en sæson. Ind kom den aldrende hollænder Louis van Gaal med en ”Total Football Masterplan” for Manchester United. Han fejlede. Ind kom den store portugisiske personlighed José Mourinho, der havde vundet mesterskaber i samtlige af sine tidligere klubber, i England, Spanien, Italien og Portugal. Men ikke på Old Trafford.

Fire managers og 700 millioner pund i transfers senere er United ikke i nærheden af den styrke, de havde under Ferguson.

Vi har brug for mere end et ekko fra fortiden

Noget kunne tyde på, at der er nogle dybereliggende strukturelle problemer i vores kære klub. Dels er der den manglende sportslige linje, dels er der en stor bunke dyrt betalte spillere, som underpræsterer under forskellige managers på Old Trafford. Og nu er vi tilbage ved den tidligere nævnte bekymring; Solskjærs og Uniteds vision, om at genskabe det tabte "The United Way", er smuk og romantisk - men er den også tilstrækkelig? Luller Manchester United lige nu sig selv i søvn ved at tale om ”de gode, gamle dage”? Er det ikke en utopi at tro, at vi kan bruge den samme opskrift på succes, som Ferguson gjorde for år tilbage, i dag? 

Det her skal ikke læses som en sønderlemmende kritik af Ole Gunnar Solskjær, og ej heller som en argumentation for, at han ikke skal rådgive sig hos Sir Alex Ferguson. Jeg står bag den norske manager, og mener, han skal have fuld opbakning – eksempelvis på transfermarkedet til sommer. Men jeg tror, at både ham og Manchester United er nødt til at forny sig, hvis de vil bide skeer med de største managers og de største klubber.

Læs også: Blog: Den eneste rigtige beslutning - men hvad med den der sportsdirektør? 

Den fodbold, som Sir Alex Ferguson havde succes med, var ikke den samme som den Sir Matt Busby praktiserede. Den indeholdt muligvis nogle af de samme grundelementer – en lyst til at angribe og give unge spillere chancen – men rent taktisk har fodboldspillet rykket sig langt på de cirka 20 år, der går mellem Busby og Fergie. På samme måde er fodboldspillet i dag noget helt andet, end det var for to årtier siden, da Fergie vandt ”The Treble” med Solskjærs afgørende fod.

Sagt på en anden måde: De nye Star Wars-film måler sig ikke med originalerne, og det gamle Manchester United kommer ikke tilbage. Der kommer ikke nye ”Busby Babes”, og der kommer ikke en ny ”Class of 92”. Der kommer noget andet. Og for at det kan blomstre, er det vigtigt, at United rekrutterer mennesker til den sportslige stab, som også kommer med nye visioner.

Det gør ikke noget, at de har en forståelse for, hvad United er for en klub – eller arbejder tæt sammen med nogen, der har. Men hvis United skal videre, har vi brug for mere end ekkoer fra fortiden. Ellers risikerer vi, at der, ligesom efter Sir Matt Busby stoppede, går en generation før United kommer til tops igen.  

Jeg tror på, at "The United Way" kan føre os tilbage på tronen af engelsk fodbold. Men det kræver i så fald mere end ord - det kræver tid, tålmodighed og innovative idéer. Det kræver, at Ole og co. skaber en "The United Way Anno 2019".