Blog: Pinlig og pinefuld sæson er omsider slut

Læsetid
7 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Emil Jørgensen

13 maj, 2019 - 19:58

Sølle to sejre i sæsonens sidste 12 kampe og et hjemmebanenederlag til nedrykkede Cardiff er kulminationen på en sæson, der har gjort ondt på os United-fans.

Truppen er uharmonisk, stjernespillerne synes ligeglade med logoet, og Ed Woodward aner ikke, hvad han laver.

OldTrafford.dk's redaktør Emil Jørgensen opsummerer en rædderlig sæson.

Det bedste ved 2018/19-sæsonen er, at den er slut.

Selvom vi fik to-tre eventyrlige måneder fra midt-december til starten af marts, har Manchester Uniteds præstationer i store dele af efteråret og foråret været så skuffende, at det næsten ikke er til at holde ud.

En ting er resultaterne: De 20-dobbelte engelske mestre slutter på en skuffende sjetteplads med et større hul op til ligaens vinder, end vi har haft i 45 år. Mod top 6-rivalerne har vi kun skrabet 7 ud af 30 mulige Premier League-point sammen. Og i ingen af cup-turneringerne er vi nået længere end kvartfinalerne.

Det er skidt – især når man tænker på, at vi rent tabelmæssigt var Englands næstbedste hold i 2017/18-sæsonen. Mere end resultaterne er det dog måden, som det er sket på, der smerter. Vi har tabt kampe til Brighton (2-3), West Ham (1-3), Valencia (1-2), Everton (0-4) og Cardiff (0-2), hvor vores spillere lignede nogle, der hellere ville være 1000 andre steder. Juventus, Manchester City, Liverpool og FC Barcelona har pisset på os, uden at der er kommet skyggen af en trodsreaktion undervejs. Vi har, med undtagelse af Cardiff og Brighton, løbet færre kilometer end samtlige hold i Premier League.

Jeg har været flov. Har haft svært ved at retfærdiggøre overfor mig selv, at jeg spilder så meget af min tid, min energi og mit humør på en samling spillere, der alt for ofte virker dybt apatiske. Og på en fodboldklub, der er mere og mere frakoblet sine oprindelige værdier. ”Ingen er større  end klubben”, ”United er en stor familie”, ”vi spiller for at underholde folk” og ”vi kæmper til sidste fløjt” – hvor meget af det har kendetegnet United i denne sæson?

Rivalernes optur er salt i såret. Liverpool og Tottenham skal spille Champions League-finale, Arsenal og Chelsea tørner sammen i Europa Leagues ditto, og City kan føje FA Cup-pokalen til Premier League-trofæet og Liga Cuppen, som de allerede har vundet. United er ikke i nærheden af at kunne kæmpe med om mesterskabet – et faktum, som vores manager åbent erkender.

Det korte eventyr

Hvad er der tilbage at varme sig på?

For to måneder siden havde vi råbt ”Ole Gunnar Solskjær” i kor. Men ikke længere. Nordmandens magi er ophørt. Siden ”miraklet i Paris” indtraf den 6. marts, har United tabt otte ud af 12 kampe. Nogle peger på, at spillerne fra den røde del af Manchester ikke har formen til at spille den form for presfodbold, som Ole Gunnar ønsker. Andre peger fingre ad Paul Pogba, der med sin evindelige transfersnak og flirten med andre klubber har skabt uro i truppen igen – ligesom han gjorde under Jose Mourinho i efteråret.

Underordnet af hvilken teori man sværger til, er det vigtigt at huske, at eventyrperioden rent faktisk fandt sted. Fra den 22. december til den 10. marts vandt United 12 ligakampe i streg. Paul Pogba, Marcus Rashford og mange af de andre blomstrede fuldstændig op. Og vi slog Tottenham, Arsenal, Chelsea og Paris Saint-Germain på vejen. Til tider spillede vi faktisk også flot fodbold, selvom sejrene mest af alt var bygget op omkring hurtige omstillinger.

En så lang periode kan ikke bare have været et rent lykketræf. Det var ægte. Og så meget desto mere frustrerende er det nu, at vi tilsyneladende er slået tilbage til der, hvor vi var, da sæsonen startede.

Den sure portugiser og den franske virus

- Jeg ville ikke betale for at se det her hold, sagde Jose Mourinho for cirka 10 måneder siden på Manchester Uniteds pre season tour i USA tilbage i juli. Hans sure fjæs endte med at gøre alle sure, og vi var mange, der åndede lettede op, da han blev fyret. ”Nu sænker julefreden sig,” sagde vi. Men med tiden må vi også bare anerkende, at portugiseren havde ret i mange ting.

Årsagen til hans dårlige humør var blandt andet, at Ed Woodward nægtede at købe de centrale forsvarsspillere, som manageren udpegede. Klubledelsen vurderede, at Mourinho allerede havde brugt rigeligt med penge på Eric Bailly og Victor Lindelöf.

Ni måneder senere har United lukket 54 mål ind i Premier League – det højeste antal siden 1978/79-sæsonen – og de fleste fans og eksperter er enige om, at United har brug for en ny midtstopper.

Endnu værre er det, at Mourinho måske også havde en pointe omkring Paul Pogbas dårlige indflydelse. Den tidligere Manchester United-manager kaldte angiveligt franskmanden for en ”virus” foran hele truppen, og at deres forhold var iskoldt mod slutningen af efteråret, kunne alle se.

Mourinho tabte magtkampen til Pogba og måtte checke ud af hotellet i Manchester.  

Pogba er endt med at komme på årets hold i Premier League. Han er den midtbanespiller i hele Europa, som sammenlagt har lavet flest mål og assists. Alligevel bliver han lagt for had af et stigende antal United-fans, og da han var ude for at give sin kamptrøje til en fan efter Cardiff-nederlaget, måtte han finde sig i at blive tilsvinet af tilhængere på egen tribune, der bad ham om skride hen, hvor pebret gror.

Den franske verdensmester er vores bedste spiller, og han burde have været klubbens anfører i dag. I stedet har han overtaget Marouane Fellainis gamle rolle – han er blevet syndebuk og symbol på alt, hvad der er galt i Manchester United: Han er overbetalt og underpræsterende og kæmper mere for sine kommercielle interesser, end han gør for den klub, som han påstår ”er hans hjem”. Samme kritik kan rettes mod Romelu Lukaku, Jesse Lingard, Marcus Rashford, Anthony Martial og Alexis Sanchez. Men det gør den ikke i lige så høj grad. Paul Pogba tager det meste af skraldet, fordi prisskiltet og forventningerne til ham er så tårnhøje.

Bankmanden Ed

I sidste ende peger alle pile på administrerende direktør Ed Woodward. Fra David Moyes til Louis van Gaal og Jose Mourinho har han aldrig skabt den fornødne synergi mellem managerens filosofi, klubbens idealer og spillerindkøb. Angel di Maria, Radmael Falcao, Bastian Schweinsteiger og Alexis Sanchez – de største signings har været de største flops.

Til gengæld har Woodward været succesfuld med at skabe sponsor… undskyld ”partner”-aftaler med regionale og globale virksomheder fra hele verden, og Manchester Uniteds forretning har indtil videre ikke lidt under de seneste seks års svigtende sportslige resultater. Desværre. Fodbold handler om penge. Og selvom United stinker, laver de stadig masser af  penge.

Alligevel må klubledelsen have taget noget af kritikken til sig. I hvert fald er de eftersigende i gang med at finde en såkaldt teknisk direktør, der skal tegne de sportslige linjer, som bankmanden Woodward ikke er i stand til. Jeg har svært ved at finde ud af, hvor reel den jagt er. De gik i gang i september sidste år, men har stadig ikke fundet nogen. De valgte at ansætte en ny manager, Ole Gunnar Solskjær, før den tekniske direktør. Og de har ifølge den kendte og troværdige Manchester United-journalist Andy Mitten afvist flere prominente kandidater.

Hvorfor? Skal den tekniske direktør i virkeligheden være en marionetdukke, der, ligesom Solskjær, siger alle de rigtige ting og agerer ansigt udadtil i pressen, mens klubben stadig styres hårdt af Glazer-familien i Florida? Det ville i så fald forklare, hvorfor navne som Rio Ferdinand og Darren Fletcher - tidligere legender, der ingen erfaring har som direktører i fodboldklubber - konstant bringes i spil.

De samme aviser, som skriver rygtehistorier om Woodwards kandidater til posten som teknisk direktør, rapporterer, at Solskjær vil lægge transferstilen om. Nordmanden siger det også selv. Wayne Rooney og Cristiano Ronaldo skal bruges som skabelon for den type af endnu ikke færdigudviklede fodboldspillere, United skal købe. Mange fans tror, at det er den rigtige vej at gå. Sjovt nok der også mange fans, som i det sidste årti har skreget på, at United køber stjerner fra den øverste hylde for at følge med Manchester City.

Vores fodboldklub befinder sig i en identitetskrise. Mens de famler efter den rigtige vej at gå, lider vi fans. Samtidig udstiller det, hvor forkælede vi er. Mange af os er vokset op i Sir Alex Fergusons gyldne periode. Vi har aldrig kendt modgang før nu. Og måden, vi reagerer på den, kommer til at definere os som tilhængere og dermed også som klub.

Flere rivaliserende fans er begyndt at kalde os for ”det nye Liverpool”, forstået på den måde, at vi er ved at overtage scousernes rolle som engelsk fodboldgigant i dvale, uden en Premier League-titel i tre årtier. Jeg kan godt se lighederne. Vi snakker konstant om gamle dage, og vi pointerer over for Liverpool-fansene, at vi stadig har flere mesterskaber end dem. Vi lader som om, at City er ligegyldige, fordi deres succes er købt, og de ikke har vundet tilnærmelsesvis så meget som os. Not Arrogant, Just Better, plejede vi at sige om os selv. For tiden er vi vidst bare arrogante. Og mens Liverpool-fansene mobbede United med det indbyrdes mesterskabsregnskab i 90’erne og 00’erne, vandt Sir Alex Ferguson 13 ligatitler og slog dem af tronen. Hvis vi ikke passer på, har City gjort det samme ved os om 20 år.

Store beslutninger skal træffes

For ikke at gå rundt i en konstant depression, vælger jeg at tro på, at det selvfølgelig ikke kommer til at gå så galt. Vi rejser os igen, og når vi gør det, kommer mesterskabet til at føles sødere, end nogensinde før. Men det kommer til at tage år, og det kræver en udrensning på Old Trafford – både i truppen og på ledelsesgangene.

Lige nu skal vi lade tvivlen komme Ole Gunnar Solskjær til gode. Og vi skal give ham tid. Jürgen Klopp blev nummer 8 med Liverpool i sin første sæson i 2016. Ajax spillede Europa League-finale mod United i 2017. Se, hvor langt de to klubber er kommet nu.

Tingene kan hurtigt ændre sig. Men Solskjær skal have mandsmod nok til at se typer som Paul Pogba, Anthony Martial, Romelu Lukaku og David de Gea i øjnene. ”Vil du det her? Hvis ikke, så farvel.”

Han skal have nosser nok til at sige til spillere som Ashley Young og Phil Jones, at de ikke er gode nok til at være andet end breddespillere. Og han skal, i samarbejde med Mike Phelan, resten af trænerteamet og den tekniske direktør, vi forhåbentlig får, definere en spillestil, der har afsæt i Sir Matt Busbys tanker om, at fodbold er til for at underholde.

Om fem år vil vi kunne kigge tilbage på 2018/19-sæsonen og se i bagklogskabens kloge lys, om det var der, det for alvor begyndte at skride for Manchester United. Eller om det snarere var begyndelsen på enden på de magre år efter Fergusons pension.

Lige nu og her kan vi alle, både fans og spillere, ånde lettede op over, at sæsonen er slut  - og bede til, at Tottenham slår Liverpool i Champions League-finalen. Derefter er der nogen i Manchester United, der har noget seriøst arbejde foran sig.