Blog: Naivt at tro, at en fyreseddel til Solskjær løser noget

Læsetid
4 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Emil Jørgensen

24 november, 2019 - 23:54

Taktiske tåbeligheder tærer på den i forvejen tyndslidte tillid til nordmanden. Men at tro, at endnu en trænerfyring er vejen frem for United, er i mine øjne mere naivt, end at tro på, at Solskjær vender bøtten.

Søndagens 3-3-kamp mod Sheffield United indeholdt alt, hvad jeg hader, og alt hvad jeg holder af ved Manchester United i disse år: Et elendigt taktisk udspil, amatøragtigt forsvarsspil og ligesindede fans, der sliber knivene, så snart United kommer bagud.  Men også ungdommeligt mod, fightervilje og et hæsblæsende comeback.

Resultatet er symptomatisk for ”de røde djævles” nuværende status som midterhold i Premier League. Vi er kun i november, men er allerede 20 point efter Liverpool. Sølle fire ligasejre ud af 13 mulige er chokerende ringe, og derfor var det ikke kun Sheffield-fansene, der søndag sang ”sacked in the morning” til Ole Gunnar Solskjær. Flere og flere United-fans kvidrer den samme klagesang, om end de ikke mener det som en hån. Det er snarere en bøn.

Jeg forstår godt frustrationen. United råder over nogle af Premier Leagues dyreste fodboldspillere, men er ikke i nærheden af at ligne en mesterskabsbejler – eller bare et hold, der ved, hvordan de gerne vil spille fodbold. Solskjærs floskler om angrebsfodbold, ”hvis vi fører med en, går vi efter at komme foran med to”, klinger hult, når han skifter Anthony Martial ud for Axel Tuanzebe, så snart vi kommer på 3-2 mod Sheffield. Og nordmandens bortforklaringer i pressen lyder mere og mere ”David Moyes’ske”. 

Læs også: David Moyes og de dårlige undskyldninger

Hvis man sammenregner det med, at Mauricio Pochettino er fri på markedet, er det ikke overraskende, at Twitter og Facebook plastres til med OleOut hashtags. Alligevel undrer jeg mig over den lallende loyalitet overfor Solskjær. Jeg er med på, at beskederne – som ofte skrives i en ret hård tone - forfattes i momenter af United-nederlag, afmagt og frustration. Men det ændrer ikke på, at fyringsbønnerne afslører både naivitet og korttidshukommelse. Hvorfor skulle Pochettino, eller en anden manager, kunne gøre det, som hverken David Moyes, Louis van Gaal, Jose Mourinho eller Ole Gunnar Solskjær har kunnet? Hvor mange managers skal vi give sparket - for så at ansætte en anden, give vedkommende en stor pose transferpenge til at bygge et nyt hold op, love ham tid og tålmodighed, forlænge hans kontrakt og fyre ham mindre end et år senere - før det er helt åbenlyst, at Uniteds problemer er strukturelle og dybe og starter et andet sted end på trænerbænken? Hvordan kan det overses, at Solskjær – til trods for de elendige resultater – er i gang med et bygge et fundament af unge spillere, et langsigtet projekt, som så mange har skreget på?

Jeg forsøger ikke at male et skønmaleri. Jeg bilder mig ikke noget ind. Manchester United stinker, og vi er ikke bedre i dag, end vi var for et år siden. Jeg bebrejder flere personer i klubbens sportslige ledelse for, at vi er havnet her. Solskjær er bare ikke en af dem. 

Betyder det så, at han er løsningen på problemerne? Det ved jeg ærlig talt ikke, men lige nu er han vores bedste bud.

Bevares, den tidligere Molde- og Cardiff-manager har ansvaret for en række taktiske fejlskud i de forgangne måneder. Skader eller ej - Phil Jones fra start i en fembackskæde mod Sheffield United er en af dem, og det er fuldt fortjent, at han får på puklen for den beslutning. Men et eller andet sted i de 90 minutter på Bramall Lane, i raseriet på de sociale medier, går nuancer tabt. For nordmanden bør også roses for, at han ændrer taktikken og laver indskiftningerne, der muliggør comebacket. To af kasserne scores af akademispillere, som Solskjær tør give chancen - samtlige af Uniteds mål i denne Premier League-sæson er scoret af spillere, som er 23 år eller yngre. Rashford scorede også søndag og er nu på 10 mål i sine seneste 11 kampe for klub og landshold – en statistik, som Solskjær har ære i.  

Efter slutfløjtet nævnte manageren Everton-kampen fra slutningen af seneste sæson. En anden pinlig optræden, hvor United, ligesom de blev det i første halvleg mod Sheffield, blev spillet under græstæppet. Men dengang, lød Solskjærs pointe søndag, var der ingen vilje til at komme tilbage. 

”Det var der i dag. Vi er kommet langt siden Everton-kampen,” sagde han.

Noget af det, som irriterede mig mest i seneste sæson, var, at det ofte virkede som om, at United arbejdede mindre hårdt, end modstanderholdene. Den kedelige tendens er der lavet om på. Typer som Aaron Wan-Bisakka, Brandon Williams, Scott McTominay og Daniel James bringer energi ind på holdet, som vi har savnet. Når United har tabt point i efteråret, har det ikke været fordi, de ikke prøvede hårdt nok – det har snarere skyldtes, at de bare ikke er gode nok. 

Det er selvfølgelig bekymrende, ligesom at det også giver mig grå hår, at Solskjærs mange visioner er ligeså tydelige på banen, som det er, at Fred og Andreas Pereira er brasilianere (læs: ikke særligt tydelige). Men jeg ser tegningerne til noget. Mod Chelsea, Arsenal og Liverpool gjorde vi god figur, ligesom vi traditionelt har gjort mod de fleste bolddominerende hold, som Solskjær ynder at spille kontrabold imod. Men også mod Norwich, Partizan og Brighton formåede vi at skabe mange chancer og score mål.

Tænk, hvis Paul Pogba kommer tilbage i sit allerbedste spilhumør, eller hvis vi henter en anden klassespiller til midtbanen. Det er ikke nødvendigvis brikken, der får det hele til at falde på plads – men det nemt at forestille sig, at en forstærket midtbane pynter gevaldigt på det nuværende Untied-hold. 

Vi skal ikke kigge så meget på tabellen, sagde Solskjær for nogle uger siden. Det tror jeg også, jeg ville sige, hvis jeg lå nummer 10 med Manchester United.  Mourinho eller van Gaal var næppe sluppet godt fra den slags kommentarer, men forventningerne til dem, og til United, var også anderledes, end de er i dag. Jeg kan godt leve med et år uden for top-fire, hvis vi får lidt sjov i en cupturnering og hele tiden har for øje, at vi bygger et hold op til fremtiden. Jeg er klar over, at det ikke er en særlig ”Manchester United-agtig” ambition, men så igen – der er heller ikke ret meget andet i klubben i disse tider, der bringer mindelser om de gyldne år under Sir Alex Ferguson. Måske lige pånær Solskjær.

Læs også: Risikerer snakken om "de gamle dage" at blive en sovepude for United?

Han er nu på 57 point efter sine første 34 ligakampe. Det er to flere, end Jürgen Klopp havde efter sine første 34 i spidsen for Liverpool. Scouserne gjorde klogt i at vise tyskeren tillid. 

Fyrer Ed Woodward Solskjær og ansætter Pochettino, så gentager han den samme fejl, som han har begået gang på gang siden år 2013: Så handler han kortsigtet og planløst, som vinden blæser og afhængigt af, ”hvad der lige er muligt”. Hvis Solskjær fyres, og Pochettino ansættes, så kommer argentineren til at løbe panden mod akkurat den samme mur, som alle de forgangne managers før ham på Old Trafford.

Derfor opfordrer jeg til at støtte op omkring Ole. Alternativet er, at vi starter forfra igen – uden nogen former for garanti for, at femte gang er lykkens gang.