Blog: Mourinho gravede sin egen grav

Læsetid
4 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Emil Jørgensen

18 december, 2018 - 17:06

Den største overraskelse ved Jose Mourinhos fyring i Manchester United er, at det ikke skete for flere måneder siden.

Lad os slå det åbenlyse fast: Det er fuldt fortjent, at Mourinho ikke har et job længere. 

30 måneder inde i sin karriere på Old Trafford var det stadig ikke lykkedes portugiseren at give sit mandskab en spillefilosofi. Han brugte tæt på 400 millioner pund på transfermarkedet, men fik aldrig skabt en stamme på holdet. Og i efteråret 2018 formåede han både at tabe 90 procent af sit omklædningsrum, samtidig med at han stod i spidsen for den dårligste Manchester United-sæsonstart i tre årtier.

Farvel og tak.

Jeg ved godt, at klubbens problemer hverken startede eller slutter ved Jose Mourinho. Glazer-familiens profitorienterede markedsstrategi, men fodboldmæssigt planløse ledelse af klubben, er ved at smadre fundamentet indefra. Den administrerende direktør Ed Woodward er en bankmand, der slet ikke besidder evnerne til at tegne de store linjer for Englands største fodboldklub. Og spillerne i den nuværende trup har opført sig som en flok overbetalte lejesvende, der har kæmpet mere for deres Instagram-følgere, end de har for Uniteds’ fans. 

Der kunne skrives mange forskellige blogindlæg om, hvad der er galt i Manchester United (og det lover jeg jer, det vil vi gøre i denne uge).

Men det her skriv handler om Jose Mourinho, og hvis vi isolerer hans præstation som manager, er han slet og ret dumpet – kaos i baglandet eller ej.

Hvornår og hvorfor gik det galt?

Stjerneparade og ny optimisme

I sommeren 2016 fik han mange af os til at boble af optimisme. For med succestræneren, som havde vundet mesterskaber i alle klubber, han havde stået i spidsen for, kom også verdensklassespillere. Stjerner, som ingen anden end Mourinho havde kunnet hente til en klub, der ikke skulle spille Champions League. 

Navne som Zlatan Ibrahimovic og Paul Pogba gjorde United til en af bookmakernes favoritter i kampen om det engelske mesterskab. Men trods en udmærket sæsonstart kom United aldrig i nærheden af førstepladsen, de formåede ej heller at komme i top fire.

Spillet flød ikke, Paul Pogba havde svært ved at leve op til titlen som ”verdens dyreste fodboldspiller”, og Jose Mourinho havde det svært med mentaliteten hos United-spillere som Luke Shaw og Anthony Martial.

Til gengæld leverede den portugisiske manager på et andet parameter: Titler. 

United vandt både Liga Cuppen og Europa League, og derfor kunne vi faktisk se tilbage på en ret mindeværdig og sjov sæson. Samtidig var de fleste, både fans og eksperter, enige om, at Mourinhos første sæson var ”gratis” – det var kun naturligt, at den skulle bruges på at bygge et nyt ”Mourinho-hold” op.

Anden sæson startede ud som en sand målfest med nyindkøbet Romelu Lukaku i front. Selvom spillet stadig ikke var decideret velsmurt, blev resultaterne høstet, og det var først omkring december 2017, at Manchester City hægtede United af.

Og så begyndte problemerne at opstå

Mourinho før klubben

For cirka et år siden havde Mourinho faktisk svært ved at erklære sit engagement for Manchester United. I hvert fald udadtil, hvor han flirtede kvalmende meget med den franske storklub Paris Saint-Gemain i medierne. 

Lige indtil han forlængede sin kontrakt i januar 2018 – for mindre end et år siden.

Derefter indtraf ydmygelsen, der på mange måder blev begyndelsen på enden for Jose Mourinho. I hvert fald i min bog.

De tredobbelte Champions League-vindere blev slået ud af ottendedelsfinalerne i den prestigefyldte turnering efter et nederlag på eget græs til Sevilla. Efterfølgende udtalte Mourinho til pressen, at det ”var normalt for United”, og at han altså to gange havde stået på den modsatte side – som FC Porto- og Real Madrid-manager – og set ”de røde djævle” ryge ud. 

Det var første gange, vi oplevede en Mourinho-trend, der siden skulle gå igen: Den her konstante referencekrig, hvor han på desperat og nærmest barnlig facon skulle gøre sig selv større end både Manchester United og dens konkurrenter. ”Jeg har vundet Premier League tre gange”, ”Jeg vandt The Double med Inter”, etc.

Mourinho var berygtet for at vinde mesterskaber i sin anden sæson, men i United sluttede han som 2’er – både i ligaen og i FA Cuppen, hvor han tabte til sin afløser Antonio Conte i Chelsea. 0 trofæer, kedelig fodbold og en følelse af, at glasset var halvt tomt, sendte United os alle på sommerferie med.

Vi var enkelte, der stadig mente, at Mourinho skulle have tid. Jeg forsvarede ham i både blogs og podcasts, men de fleste var efterhånden noget frem til konklusionen,  at han stadig var bekymrende langt fra at have noget, der lignede en spillefilosofi. Og endnu mere tydeligt: Han lignede en mand, der fuldstændig havde tabt gejsten.

Den famøse tredje sæson

Hvor portugiseren ikke leverede sin ”trademark anden sæson”, skuffede han ikke folks forventninger og fordomme til den tredje: Som han også har gjort det andre steder, brændte han sammen og smækkede med døren.

Og det startede allerede i sommer, hvor han skabte sig som et lille barn, fordi han ikke fik lov at købe en ny central forsvarsspiller. Den dag i dag er jeg stadig af den overbevisning, at Ed Woodward begik en fejl, da han ikke bakkede Jose Mourinho op på transfermarkedet – men det ændrer ikke på, at manageren tacklede situationen elendigt. Al den negativitet og bitterhed, der har hængt som en mørk sky over United i 2018/19-sæsonen, startede med Mourinhos dårlige humør i USA.

Jeg synes, han var pinlig. Men det er ikke de mediemæssige eskapader, der er tungen på vægtskålen – dem vidste vi jo alle ville komme. Den største skuffelse ved Mourinho er, at han aldrig fik skabt sit eget hold i United, og det netop overståede efterår blev kulminationen på det.

”De røde djævle” har lignet skræmte mus og har givet os fans den ene dårlige oplevelse efter den anden. Formation og startopstillingen er flittigt blevet skiftet fra kamp til kamp, men det har ikke kunnet forhindre, at United har fået den dårligste sæsonstart i tre årtier. Spillerne stoppede med at spille for Mourinho.

Pånær Zlatan Ibrahimovic har alle hans køb skuffet, og det gik op for alle – selv Ed Woodward – at Uniteds visionsløse spillestil ikke længere kunne undskyldes med, at ”manageren skulle have tid til at spille holdet sammen”.

Der var ikke mere tilbage, og hvis man skal rose Ed Woodward for noget, så er det, at han havde nosser nok til at fyre Mourinho.