Blog: FA Cuppen skal ikke sælges for en kamp mod West Ham

Læsetid
1 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Emil Jørgensen

19 juli, 2020 - 13:44

FA cup ©Getty

Hvad er der sket med Manchester Uniteds selvforståelse, hvis vi ikke kan prioritere en FA Cup-semifinale mod Chelsea, fordi West Ham og Leicester venter i næste uge? 

Jeg forstår argumentet, at Champions League i næste sæson er vigtigere end at løfte FA Cup-trofæet for tomme tribuner den 1. august. Jeg er heller ikke blind for, at United har kørt på pumperne i de seneste to ligakampe mod Southampton og Crystal Palace, hvor fire point er skrabet sammen. Men jeg køber ikke præmissen, at Ole Gunnar Solskjær er nødt til at vælge mellem en af de to turneringer. 

En holdning, der udbasuneres af nogle United-fans på sociale medier, som er klar til at sælge søndagens FA Cup-semifinale mod Chelsea.

”Spar de bedste 11,” skriver en.  ”Kampen er fuldstændig ligegyldig,” lyder det fra en anden. ”Vil være fint tilfreds med, at Ole stiller med reserverne – også selvom det giver nederlag,” siger en tredje.  

Tankegangen bygger på en forståelse af fodboldspillere som PlayStation-spillere, hvis grønne energiniveau er eneste parameter at måle ud fra. Der tages ikke højde for det mentale rygstød, som en sejr over Chelsea også kan give forude for Premier League-slutspurten i næste uge – trætte ben eller ej.  

Vigtigere endnu vidner det også om en selvopfattelse i skred. 

Et lille årti efter at vi vandt Premier League-trofæer, samtidig med at vi spillede Champions League-finaler, magter vi tilsyneladende ikke at satse på FA Cuppen, mens vi kæmper om top-4. Det er resultatet af svigtende managers, fejlslagne transferkøb og en manglende overordnet strategi. Men det er også symptomerne på en vingeskudt selvforståelse, som jeg føler er farlig. Det er manglende vindermentalitet. 

Not arrogant, just better, var et mantra, vi United-fans både morede os over og brystede os af i årene under Sir Alex Ferguson. Siden skottens abdicering har kvaliteten desværre aldrig matchet arrogancen, men sætningen rummer stadig noget, som er værd at holde fast i. Det er troen på, at United er selvfølgelige i toppen af engelsk og europæisk fodbold; at det ligger i klubbens DNA, at hver evig eneste kamp i sæsonen skal vindes. 

Ole Gunnar Solskjær siger det selv i optakten til søndagens semifinale: 

- Det er vores pligt og vores ansvar som United-spillere og trænere at gå efter trofæer.  

Betyder det, at Solskjær skal give genvalg til de samme 11 i aften og spare spillere på onsdag mod West Ham? Nej. Men det betyder, at han skal stille et hold mod Chelsea, der kan spille sig i FA Cup-finalen. Ligesom at han skal fylde holdkortet med navne på onsdag, der kan sikre tre vitale point. 

Er det meget at forlange? Ja, men vi er immervæk også Manchester United. Vi skal sætte overliggeren højt, simpelthen fordi klubbens traditioner, økonomi og fanbase kræver det. 

God kamp i dag.