Vi legitimerer Manchester Uniteds kedelige og resultatorienterede spillestil med, at det vinder os trofæer. Men når de så ikke kommer, står sæsonen tilbage som en skuffelse.
Vi har fået den bedste placering i ligaen, siden Sir Alex Ferguson stoppede. Vi har spillet Champions League, vi har kæmpet os frem til en finale på Wembley. Vi har slået samtlige hold i England. Burde vi ikke være tilfredse med sæsonen?
Ikke ubetinget.
Selvom jeg hårdnakket påstår det modsatte, når jeg taler med rivaliserende fans, så gør det ondt på mig at se, hvor uinspirerede, motivationsløse og gennemskuelige United-spillerne oftest optræder. Det har sandt for dyden ikke været nogen fest at se ”de røde djævle” i denne sæson. Men vi forsvarer det med, at Jose Mourinho vinder titler.
For et år siden hånede vi Tottenham, efter at London-klubben fik andenpladsen i en sæson, hvor de imponerede mange med deres spillestil. ”I vandt jo ingen trofæer” eller ”jeg ville hellere slutte på sjettepladsen og så vinde Liga Cuppen og Europa League,” sagde vi. Og den holdning står jeg ved. Men så må man også bare være ærlig at sige, at der ikke er ret meget at glæde sig over som United-fan, når pokalerne ikke høstes.
FA Cup-finalen lørdag var på mange måder symptomatisk med vores sæson. Vi startede kampen uden vilje til at angribe. Overlod initiativet til Chelsea. De offensive spillere virkede forkrampede. Og på intet tidspunkt i anden halvleg, hvor vi jagtede udligningen, virkede ingen af Uniteds spillere beredte til at dø for trøjen.
Samme tendenser oplevede vi mod Sevilla i ottendedelsfinalerne i Champions League. Mod Manchester City på Old Trafford. Og i en del kampe mod midter- og bundhold, som vi burde kværne, men som vi endte med at smide point mod på grund af vores afventende spillestil. Vores manager har efterhånden handlet spillere for flere milliarder. Vi har suget nogle af de bedste spillere fra de største ligaer til os. Men ingen af dem – hverken Paul Pogba, Henrikh Mkhitarayan eller Alexis Sanchez – blomstrer på Old Trafford.
Og nej – det her er ikke en fyringstale. For jer ser ikke nogle alternativer til Jose Mourinho, og sæsonen har ikke været en decideret fiasko. Vi skal spille Champions League igen til næste sæson og er kommet tættere på at være en reel mesterskabskandidat. Havde Manchester City ikke haft et så uovervindeligt år, havde vi været mesterskabskandidat.
Det er alt sammen positivt. Men stadigvæk har man som United-fan lov til at være skuffet over, at holdet spiller så søvndyssende fodbold uden at få medaljer over hovedet. Vi er nødt til at bedømme Jose Mourinho på det parameter, som han gerne vil bedømmes på: Resultater. Og en topfireplacering i ligaen er ikke et resultat – det er minimumskrav.
Jeg står altid tilbage med en bitter smag i munden, når sæsonens sidste United-kamp er fløjtet af. Det betyder nemlig, at der går mere end to måneder, før Premier League-bolden ruller igen. I dag har jeg også en bitter smag. Men det er mere over den ugidelige indsats mod Chelsea, der står på skuldrene af så mange andre jammerlige kampe i sæsonen. For en gangs skyld er jeg lettet over, at jeg får en lille pause fra Mourinho & co.
