Blog: Den største kamp i seks år

Læsetid
5 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Emil Jørgensen

12 februar, 2019 - 00:16

Ikke siden Real Madrids besøg i 2013 har der været så store forventninger til en Champions League-kamp på Old Trafford. Her, mindre end 24 timer før braget mod PSG, har jeg kun en bøn til United: ANGRIB!

Jeg er selvfølgelig ikke ligeglad med, om Manchester United går videre mod Paris Saint-Germain i ottendedelsfinalerne i Champions League. Det ville være en åndssvag ting at sige, og det ville være løgn. 

Men det mest skuffende der kan ske i de næste to kampe er ikke, at vi ryger ud. For mig ville det være mere skuffende, hvis vi ikke tør spille fodbold. Hvis Ole Gunnar Solskjær svigter sine og klubbens idealer, ligesom skiftende managers har gjort i stor stil i det seneste halve årti. Det som jeg, og mange andre United-fans også formoder jeg, tørster efter, det er at se vores hold angribe en stor europæisk fodboldaften på samme måde, som Sir Matt Busby ville have gjort det. "The Untied Way". 

For at forstå det synspunkt, er jeg nødt til at forklare, hvad jeg som United-fan kommer fra, og hvad jeg føler, vi er blevet udsat for i de senere år. Spænd sikkerhedsselen og lad mig invitere dig ned af min personlige memory lane af gode og mindre gode Champions League-minder fra Old Trafford. 

Den første forelskelse

Første gang jeg vidnede fodboldmagi, var jeg ni. Det var i 2003. Mine forældre lod mig være længe oppe til én Champions League-kamp i hver runde, og denne april-aften var valget faldet på Manchester United mod Real Madrid. En beslutning, som sidenhen har defineret store dele af mit liv.

Kampen var så episk, at det næsten ikke kan beskrives. Den havde alt: Verdensstjerner på alle grønsværens kvadratmeter. 67.000 tilskuere, hvis suk, jubel og åndedrag lå som et lydtæppe om hele opgøret. Syv mål og endnu flere chancer. Et hattrick af tykke Ronaldo, der blev klappet fra banen i en gåsehudsfremkaldende scene. Et frisparksmål af Beckham. En never-say-die-attitude, som førte til tre udligninger for de røde og en 4-3-sejr til sidst. Og alligevel en knust drøm. 4-3 var ikke nok, for Real Madrid havde vundet den første kamp 3-1 på Santiago Bernabeu.  

United røg ud af Champions League, men sikrede sig mit hjerte.

Drømme blev bortdømt - men stoltheden bestod

10 år senere stod jeg selv på Drømmenes Teater, da Real Madrid igen kom på besøg. Denne gang var udgangspunktet bedre: På mål af Danny Welbeck og storspil af David de Gea var Sir Alex Fergusons tropper vendt hjem fra Spanien med et udmærket 1-1-resultat. 

Stemningen var elektrisk. Den dag i dag, er jeg ikke helt sikker på, hvilken tribune jeg rent faktisk stod på, for hele stadion føltes som Stretford End. Samtlige mennesker på lægterne virkede nervøse, fuldt fokuserede og overtændte, og jeg følte, vi var en del af fodboldkampen på en måde, jeg aldrig ellers har prøvet – hverken før eller sidenhen. Vi fans var forbundne til United-spillerne i en form for symbiose, der gjorde, at vi reagerede vokalt på hver en tackling, hver en vundet bold, og hvert et angreb. 

Og United angreb. De dominerede Jose Mourinhos Real Madrid, og de kom foran efter 48 minutter. Old Trafford eksploderede i vild eufori. Vi havde dem i sækken. 

Da den tyrkiske dommer Cuneyt Cakir otte minutter senere viste Nani det røde kort for et for højt løftet ben, var der en anden, mere aggressiv, form for kollektiv eksplosion. Sir Alex Ferguson havde det som os, og vi fans havde det som ham. Vi var alle rasende.

Real Madrid udnyttede overtallet og vandt 2-1. Efter kampen udtalte Mike Phelan, at ”det var den værste dommerkendelse, han nogensinde havde set”. Vi følte alle, at vores drømme var blevet bortdømt, og vi var så skuffede, at vi havde lyst til nærmest at forsvinde fra Jordens overflade.

Med 10 års mellemrum – fra 2003 til 2013 – repræsenterer de to Real Madrid-dueller to store Manchester United-skuffelser. Men samtidig er kampene også lysende eksempler på alt det, der gør vores klub så speciel, og alt det, som vi som fans lever for: Forventninger og drømme forude for en kamp, stor international bevågenhed, taktisk tapperhed, angrebsfodbold mod selv de allerbedste og en følelse af sammenhold både på og udenfor banen. Selvom resultaterne ikke flaskede sig, så mindes jeg kampene med stolthed, fordi manager, spillere og fans var tro mod ”The United Way”.

De forsømte år

Det samme gjorde sig ikke gældende året efter. Bayern München besøgte Old Trafford i 2014, og David Moyes lod gæsterne styre kampen. Der stod 1-1 på lystavlen efter de 90 minutter, men tyskerne havde haft kuglen på fødderne 74 procent af tiden, og de stod registreret for 10 skud flere end hjemmeholdet.

I returopgøret vandt Bayern München 3-1. Selvom Patrice Evras langskudsdrøn tændte et håb i os alle, troede vi for alvor aldrig på det. Kampene mod mestrene fra Allianz Arena var nogle, vi forventede at tabe, allerede inden første kamp blev fløjtet op, og Moyes og co. modbeviste aldrig vores fordomme.

For et år siden, i 2018, da der senest var Champions League-aften på Old Trafford, var jeg sikker på, vi ville vinde. Sevilla, som havde gang i en flop-sæson i La Liga, kom på besøg efter 0-0 i Spanien. De endte med at give os en uforglemmelig oplevelse – på en helt igennem forfærdelig måde. Jeg stod på Stretford End og så et – med undtagelse af Romelu Lukaku - fuldkommen apatisk Manchester United-hold tabe 2-1. Efterfølgende stod jeg på Bishop Blaizes og så vores portugisiske manager sige i et interview, ”at det er normalt for United at ryge ude på den her måde”.

Resultatet var rigtigt nok det samme, som det Mourinho havde fået med Real Madrid fem år forinden, men indstillingen og indsatsen kunne nærmest ikke have været mere diametral modsat. United overlod initiativet til Sevilla og blev straffet. Det var pinligt.

Største kamp i seks år

Forhåbentlig har Paul Pogba og de andre United-spillere den kamp i erindringen, når de står i spillertunnellen på Old Trafford tirsdag den 12. februar, klokken 20:50. Forhåbentlig tænker de på, hvordan de kan revanchere fadæsen fra sidste år, når de møder Paris Saint-Germain.

Målt på følelsen i maven, er opgøret mod PSG den største kamp på Old Trafford i seks år. Ikke siden Real Madrid-kampen i 2013 har det været så store forventninger til 90 minutters bold, hvilket Ole Gunnar Solskjær også bedyrede på sit pressemøde mandag.

Begejstringen bunder i flere ting. Uniteds deltagelse i Champions Leagues knockout-fase er altid spændende – underordnet af modstanderen – men superegoerne fra Paris kaster uomtvisteligt mere stjernestøv over kampen. Det er første gang, United og PSG møder hinanden i en betydende kamp, og Solskjærs flotte start med 10 sejre i 11 kampe kombineret med franskmændenes aktuelle skader til blandt andre Neymar og Cavanni gør, at bookmakerne forudser en tæt kamp. Noget, som de færreste havde forventet, da lodtrækningen fandt sted i midten af december, to dage før Solskjær blev ansat i United.

Attack, attack, attack

For mit vedkommende er det dog hverken tanken om at se Mbappe eller det samlede resultat, der gør, at jeg pt. render rundt og bobler af spænding. For mig handler det om at se Manchester United angribe et hold på den allerstørste scene. Om at gå på banen fra start og tro på, at vi kan overvinde en af Europas allermest giftige offensiver – fordi vi selv har en forrygende offensiv. At spille ud fra det mantra, som Ole Gunnar Solskjær har gentaget flere gange siden sin ansættelse: ”Vi er Manchester United, og vi tror på, at vi kan slå alle hold.” 

Siden Sir Alex Ferguson gik på pension i 2013, har vores selvforståelse som United-tilhængere været hårdt prøvet. Vi har prøvet af fokusere på sprækker af lys. En FA Cup-titel under Louis van Gaal, en Liga Cup og en Europa League-triumf under Jose Mourinho. En andenplads i Premier League. 

Men gang på gang er vi også blevet ærgerlige over vores defensive, idéforladte pindsvinetilgang til kampene, vores kyniske orientering mod resultatet og vores manglende fight. Nogle gange har vi sagt det højt. Andre gange har vi holdt det for os selv. Men følelsen af, at noget var forkert, at det ikke var, det United vi kender, den herskede i 5,5 år. 

Nu føles det pludselig som om, vi er vågnet fra et langt mareridt. Med et Ole Gunnarsk snuptag er alt ved det gamle. United er United igen.

Og PSG-kampen er den ultimative test. Det er her, at manageren og spillerne skal vise, at de tror på ”The United Way”. Og at filosofien holder. Vi skal turde dominere kampen, turde angribe – også selvom modstanderen hedder PSG.

Det mest skuffende der kan ske i de næste to kampe er ikke, at vi ryger ud. For mig ville det være mere skuffende, hvis vi ikke tør spille fodbold. Og så tror jeg, at PSG, ligesom Sevilla gjorde det, kommer til at straffe os for eventuel passivitet.

Attack, attack, attack.

Gør vi det, tror jeg, at vi får en ny klassisk Champions League-aften på Drømmenes Teater – ligesom fordums kampe mod Real Madrid. Ligesom dengang, jeg første gang blev forført af fodboldmagi fra Old Trafford.