Blog: Den eneste rigtige beslutning – men hvad med den der sportsdirektør?

Læsetid
4 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Emil Jørgensen

28 marts, 2019 - 18:11

Alt andet end en fastansættelse til Ole Gunnar Solskjær havde været decideret mytteri. Fansene forguder ham, spillerne tror på ham, og resultaterne strømmer ind. Nu mangler vi bare at se, at Ed Woodward også rent faktisk har lært noget af seks års dødvande.   

At Solskjær modtog kørekortet til at ”sidde bag rattet”  i Manchester United i de næste tre år, kom ikke som nogen overraskelse. De fleste vidste, at det var et spørgsmål om tid. Hvordan skulle det kunne være anderledes?

På tre måneder har den smilende nordmand genoplivet sæsonen, der var død og begravet, ved at lukke et hul på 11 point op til top-fire. Han har talt og opført sig med den klasse, vi forventer af en Manchester United-manager. Han har fået stjernespillerne til at blomstre og sået frøene for fremtiden ved at bringe akademidrengene ind. Han har skabt harmoni. Og med ”miraklet i Paris” har han tilmed givet os alle sammen den mest magiske fodboldaften, vi har oplevet, siden Sir Alex gik på pension i 2013.

På lægterne til Uniteds kampe synges mere om Ole Gunnar Solskjær, end om nogen anden. For os er han klubhelten, der bærer logoet, som var det et ridderkors, snigmorderen, der sikrede os ”The Treble”, og managersensationen, der har fået vores nuværende trup til at rejse sig som en Fugl Fønix fra Jose Mourinho-asken.

Spillerne elsker ham for det. Det er en kliche at sige, at Ole Gunnar har sat dem fri, men det er ikke desto mindre sandt. Opbakningen er udtalt. Ashley Young, Paul Pogba, David de Gea, Marcus Rashford og Jesse Lingard har alle sagt i pressen, at de ønsker ham som permanent manager.

Så hvordan kunne det være anderledes? Det kunne det ikke. Selv hvis højtpåagtede managers som Zinedine Zidane eller Mauricio Pochettino reelt var kandidater, kunne bestyrelsen ikke kassere Solskjær nu. Det ville simpelthen svare til forråde klubbens DNA og identitet.

Har Ed Woodward en plan?

Timingen virker velvalgt. Manchester United står overfor en april måned, hvor FC Barcelona venter to gange i Champions League-kvartfinalerne, og City og Chelsea begge kommer på besøg på Old Trafford i Premier League. Det er godt, trænerstaben, spillerne og medierne nu kan koncentrere sig om spillet på banen, fremfor at spekulere over, hvem der sidder bag rattet efter sommerferien.

Når det så er sagt, så er Ed Woodwards arbejde på ingen måde færdigt. For mens vi andre kører videre i det her eventyr af en sæson, som det efterhånden har udviklet sig til, så skal Uniteds administrerende direktør bevise, at han rent faktisk har en langsigtet plan for den her fodboldklub. Og at han har lært af alle de fejltagelser, som han har begået i de seneste seks år.

Det er Ed Woodward og resten af bestyrelsen, der har foræret nøglerne til Carrington til skiftende managers og tilladt dem at bringe deres egne systemer ind. David Moyes skilte sig ad med det meste af Sir Alex Fergusons trænerstab i 2014 – blandt andre Mike Phelan. Louis van Gaal udslettede stammen af Manchester United-DNA og vindermentalitet i truppen ved at sælge aldrende kulturbærere, som Patrice Evra, Nemanja Vidic og Robin van Persie.

Med Jose Mourinho kom den tredje spillefilosofi på tre år. Det lykkedes den portugisiske mestertræner at hente stjerner som Paul Pogba, Zlatan Ibrahimovic og Romelu Lukaku, og selvom spillet aldrig flød, blev resultaterne bedre. Alligevel valgte Ed Woodward at vende tommelfingeren ned til sin manager i sommeren 2018, da José ønskede forstærkninger til midterforsvaret – blot nogle måneder efter, at portugiseren ellers havde fået forlænget sin kontrakt på Old Trafford.

Den slags skizofrene facon, både i forhold til opbakning til manageren, såvel som de store røde linjer for klubbens sportslige fremtid, er der ikke råd til længere.

Vi er mange, der har skreget på en sportsdirektør i lang tid. Og eftersigende kom Ed Woodward også selv frem til den erkendelse i kølvandet på transfervinduet sidste sommer. Det er efterhånden otte måneder siden. Hvor f*nden bliver sportsdirektøren af? Og burde han i virkeligheden ikke komme før manageren?

Behovet er ikke blevet mindre, blot fordi Solskjær har fået en permanent aftale. Nordmandens evner på et transfermarked hænger stadig som det største spørgsmålstegn over ham. Vi så  i Cardiff, at han øsede penge ud på 20 forskellige spillere. Størstedelen af dem havde det tilfælles, at de var repræsenteret af Solskjærs agent og ven, Jim Solbakken, og at de på ingen måde slog til i den walisiske klub.

Jeg gad godt være fluen på væggen på Ed Woodwards kontor. Måske er han bare svineheldig. Ole Gunnar mirakuløse resultater redder ham, skygger for det faktum, at han er tættere på fem nye sponsoraftaler, end han er på en ny sportsdirektør . Men det kan også være, at han har helt styr på det,  og at han først sætter navn på sportsdirektøren til sommer, når sæsonen er slut. Ingen af os aner det. Det er bare svært, at lade tvivlen komme ham til gode, når man tænker på hans øvrige præstationer som administrerende direktør i Manchester United.

Solskjærs legende er mejslet i granit

De kommende måneder bliver afgørende – både på og udenfor banen. Ole Gunnar Solskjærs drenge skal færdiggøre det sensationelle comeback, som de er begyndt på, og sikre sig billetten til næste års Champions League ved at komme i top-fire (eller vinde CHL). Ed Woodward skal vise, at han har lært af fortidens fejl. Forhåbentlig får han ansat en sportsdirektør, inden sommerens transfervindue. Som minimum skal han være klar på at bakke trænerstaben 100 procent op og punge ud, hvis Solskjær siger ”pung ud.”

Men ligegyldigt hvad – om Woodward hiver en kanin op ad hatten eller ej, om United kommer i top-fire, om Solskjær bliver en succes eller fiasko på langt sigt – så skal vi huske at glæde os over, hvad nordmanden allerede har gjort. Det her der er sket i dag, at Solskjær nu stik mod alle odds er vores permanente manager, det er kæmpe stort.

Om man bruger aftenen på at høre Stone Roses’ ”Waterfall” på repeat eller spiser Norges nationalret ”fårikål” til aftensmad er sådan set underordnet, så længe man fejrer, at Ole har givet os drømmene og smilene tilbage. Han fortjener alt ære og respekt. Hans legende er mejslet i granit.