Blog: Hvordan skal United stille op, når de er favoritter?

Læsetid
4 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Christian Beenf...

23 november, 2020 - 16:32

West Bromwich ©Getty

Manchester United bliver ofte kritiseret for at spille kedeligt og forudsigeligt. Det skyldes hovedsageligt, at holdet har svært ved at spille sig frem til chancer mod lavere rangerede modstandere. I denne blog forsøger skribent på OldTrafford.dk, Christian Rothausen, at give sit bud på, hvordan Ole Gunnar Solskjær skal gå til opgaven i de kampe, hvor holdet er favoritter. Han kommer med et alternativt bud på, hvordan United kan blive bedre til at åbne modstanderens forsvar op.

Søvndyssende, langgabende, trættende og kedeligt. 

United-mandskabet har i den seneste periode haft svært ved at skabe chancer. Det var endnu engang tilfældet i weekenden, hvor Bruno Fernandes’ straffesparksscoring med nød og næppe sikrede hjemmeholdet tre point mod oprykkerne fra West Bromwich. 

Men hvad skal Solskjær gøre for at ændre på det udtryk, ”De Røde Djævle” i øjeblikket spiller med? Nordmanden har vist sig at være en ”big game manager”, som skaber gode resultater mod de store hold den ene weekend, hvorefter han taber point til bundproppen den næste.

Derfor er det særligt mod de mindre hold, at Solskjær skal forbedre sig, hvis han for alvor skal have succes som manager i sin elskede Manchester-klub.

Jeg er ikke i nærheden af at have de samme fodboldmæssige kvalifikationer, som trænerstaben i United besidder. Alligevel vil jeg i denne blog forsøge at give mit bud på, hvordan Solskjær skal gribe de kampe an, hvor det forventes, at United vil dominere.

Her vil jeg forsøge at ryste posen og give mit bud på, hvordan vi igen får gang i holdet. Allerede nu kan jeg røbe, at det kalder på et par markante ændringer.

Bruno Fernandes skal aflastes

Paul Scholes udtalte forleden, at han er bekymret over, hvor afhængige United er af Bruno Fernandes. Portugiseren står i øjeblikket noteret for 26 chanceskabende afleveringer i Premier League, hvilket er mere end nogen anden spiller i rækken.

Derudover har offensivspilleren været direkte involveret med enten assist eller mål i ni af Uniteds 13 scoringer i ligaen.

Det problem skal Solskjær have løst i en fart. Og det kræver, at den 47-årige nordmand tør gå på kompromis med den midtbanekonstellation, han har sendt på banen det seneste stykke tid.

Fernandes har nemlig brug for en legekammerat på midtbanen, der kan tage noget af det offensive ansvar på sine skuldre. Derfor er det på tide, at Solskjær forsøger at implementere enten Paul Pogba eller Donny van de Beek i sin startopstilling.

Jeg foreslår, at Solskjær i den kommende tid stiller med en midtbanekonstellation, der består af Scott McTominay eller Fred – og ikke dem begge to – samt enten Pogba eller van de Beek. Herudover naturligvis Fernandes.

Denne konstellation vil være særligt tiltrængt i de kampe, hvor det forventes, at United skal dominere. Midtugens Champions League-opgør mod Başakşehir samt næste weekends kamp mod Southampton er gode eksempler herpå.

Højresiden har brug for nyt liv

United spillede endnu en dårlig kamp i weekenden mod West Bromwich. Mest af alt lignede det, at udeholdet havde nemt ved at læse, hvad United forsøgte sig på offensivt. Det skyldes hovedsageligt én ting. 

Solskjær stiller i øjeblikket med en ikkeeksisterende højreside. Weekendens konstellation med Aaron Wan-Bissaka og Juan Mata tilførte intet offensivt produkt til holdet.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Wan-Bissakas forcer ligger i det defensive spil. Desværre har englænderen ikke formået at udvikle sine offensive kvaliteter i den grad, som jeg tror, klubben håbede på, da man hentede ham.

Derfor synes meget af højresidens idéer at skulle komme fra den spiller, som er at finde på kantpositionen.

Med disse ord sagt, er det på tide at ryste posen. Det vil give United nye dimensioner i spillet, hvis holdet igen kan angribe fra begge sider af banen.

Desværre råder Solskjær ikke over en angrebsivrig højreback i truppen, og det kan derfor være på tide at implementere en ny på holdet.

En mulighed kan være 19-årige Ethan Laird, som spiller fast på U23-holdet. Modsat Wan-Bissaka har Laird sine forcer i det offensive spil og er med sin fart og teknik en anden type højre back.

Tænk blot på Chelseas Reece James, som først i forrige sæson fik sit gennembrud på London-klubbens førstehold. I dag er han A-landsholdsspiller.

Jeg siger ikke, at Laird når i nærheden af samme niveau. Jeg vil blot påpege, at vi ikke råder over nogle offensive muligheder på højrebacken, hvorfor Solskjær kan være nødsaget til at hive en kanin op af hatten, hvis højresiden for alvor skal forbedre sit offensive output.

Brandon Williams kan også være en mulighed. Til trods for, at han mest er blevet brugt som venstreback på førsteholdet, er han højrebenet, og bør derfor kunne gå naturligt ind på positionen. Intet tyder dog på, at Solskjær ser den unge englænders vej i øjeblikket.

Et alternativt bud på en startopstilling mod Başakşehir og Southampton

Uniteds næste to modstandere hedder Istanbul Başakşehir og Southampton.

Med udsigt til to kampe, hvor United må betegnes som favoritter, er det nu tid til et forsigtigt, og alternativt, bud på en måde, Solskjær kan vælge at stille op.

Den nedenstående startopstilling vil give de offensive muligheder, vi har manglet i de foregående kampe.

Det vil give et frisk pust til Uniteds højreside, hvis Solskjær smider hæmningerne og bringer en højreside med Laird og Mason Greenwood i spil. En hjemmekamp mod Başakşehir kan være den perfekte kamp at eksperimentere i.

Derudover tror jeg i øjeblikket mere på van de Beek end Pogba. Ingen ved, hvad man får ud af Pogba i øjeblikket, mens du kan være sikker på, at van de Beek kæmper begge veje. Han vil give Fernandes støtte offensivt, og han vil på samme tid kunne fungere som et bindeled til Fred på den defensive midtbane.

Med det sagt mener jeg fortsat, at Wan-Bissaka er den perfekte højreback, når United ikke står over for en modstander, de forventes at dominere imod. Det samme gælder midtbanekonstellationen med McTominay og Fred, som har givet gode resultater mod blandt andre Paris Saint-Germain i denne sæson.

Jeg tvivler på, at ovenstående startopstilling bliver en realitet. At vi overhovedet kommer til at se Laird i en United-startopstilling inden årsskiftet virker urealistisk. 

Hvis ikke andet, håber jeg, at mine synspunkter lægger op til en god debat om, hvorledes Solskjær kan optimere Uniteds chancer for at skabe bedre resultater mod de mindre hold.