Modbydelige, kommercielle, grådige, glory hunting, arrogante…

I de sidste 20 år er Manchester United gang på gang blevet kaldt for fodboldens absolut mest kommercielle klub.. eller virksomhed.
Dette er også med rette. Klubben var heldig at vinde det første mesterskab i 26 år på samme tid, som klubben gik på børsen. En økonomisk manøvre, som satte en trend i gang, men uden stor succes hos de fleste klubber og som i flere tilfælde, heriblandt i Uniteds, også gav bagslag (Glazers overtagelse.)

Senere blev klubben hængt ud for at skifte trøje i tide og utide. Dette fik allerede i 90’erne mange engelske mødre til at beklage sig over Uniteds øgede kommercialisering. Klubben var også den første med egen tv-station, hvilket igen hurtigt blev en trend blandt Europas storklubber.

Det skal dog siges, at Manchester United allerede i 60’erne viste tegn på denne kommercialisering. Manden bag var Sir Matt Busby. Han var manden, der introducerede vip-bokse på Old Trafford efter amerikansk forbillede, så der er måske noget om snakken.

Men så er der Liverpool. Holdet, vi møder på lørdag. Vores ærkerivaler. De skråler år efter år op om, at “NU er det deres sæson”. Nativiteten vinder hvert år, men det gør deres ydmyghed ikke. Klicheen “verdens bedste fans” hører man tit, mens de nynner den eneste sang, de kan… en musical-sang. Og klicheerne stopper ikke. Hvor tit har man ikke hørt dem sige “Alle i Manchester holder med City”? En utrættelig myte, som gang på gang bliver modbevist, men stadig holdes i hævd af den gamle Liverpool-garde. Så kommer vi til Old Trafford: “Der er altid stille. Der er kun turister, osv.”, skønt der rejser en lige så stor andel af nordmænd, danskere, svenskere, asiatere m.v. af sted til Anfield hver weekend.

De jublede, da de blev overtaget af nye ejere i Gillett & Hicks trods deres hoveren over Glazers overtagelse i United. Vi ville ikke af med vores klub. De ville hellere end gerne sælge deres i håb om at vinde et trofæ på lånte penge.

En af mine egne bekymringer ved Glazers overtagelse var det, som Liverpool nu argumenterer for at få indførtIndividuelt salg af tv-rettighederne.
En væsentlig grund til Premier Leagues succes er det kollektive salg af tv-rettighederne, som betyder, at selv de mindre klubber får en stor indtægt sikret ved oprykning til Premier League.

I Spanien og Italien sælger klubberne selv rettighederne, hvilket skaber en uholdbar markedssituation. De mindre klubber vil aldrig kunne sælge deres rettigheder til bare en femtedel af, hvad de store klubber kan. Argumentet for individuelt salg er, at hver klub er sin egen lykkes smed, hvilket jeg vil give ret i. Men samtidig må man huske, at sport og fodbold ikke er enhver anden forretning. Vi snakker oplevelsesøkonomi, hvor det er oplevelsen af konkurrencen, som folk betaler penge for.

Liverpools direktør argumenterer for, at folk i Asien ikke vil betale for Bolton, men for Liverpool, så derfor bør Liverpool sælge sine egne rettigheder. Han glemmer, at uden Bolton ville Liverpool ikke kunne levere produktet. Et fodboldhold kan ikke spille en kamp uden modstander. Og uden jævnbyrdig modstand, så forsvinder konkurrenceelementet og dermed underholdningen.

Jeg siger ikke, man skal introducere den amerikanske form, hvor man nærmer sig kommunistisk tankegang i at “ingen skal være overlegne, og alle skal have lige chancer for at vinde, så vi kan maksimere konkurrencen og værdien”, men tv-aftalen er en så vigtig del af Premier Leagues succes, at den bestemt ikke bør ødelægges, og specielt ikke fordi en klub på vej ned prøver at redde sig i faldet.
Heldigvis skal 16 ud af de 20 Premier League-klubber sige ja til at droppe aftalen, og det vil næppe ske, da det kun er fire-fem klubber, der vil få gavn af det, men man kan altid frygte, det sker.

Spanien og Italien er gode eksempler på, hvorfor man ikke bør ødelægge denne solidariske indtægtskilde for fodboldklubber i England.

Forrige artikel

Avis: Cleverley klar til Anfield

Næste artikel

Blog: Modbydelige, kommercielle...

ANNONCE