50 året for ulykken

Læsetid
5 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Casper Heiselberg

06 februar, 2009 - 11:23

I forbindelse med at det i dag er den 6. Februar 2009 og dermed 51 år siden, at flyet med det legendariske Manchester United-hold ombord styrtede ned I München vil jeg her fortælle om hvordan jeg oplevede 50-året for et år siden.Det blev selvfølgelig slået stort op af Manchester United, at det I 2008 var 50 år siden at Sir Matt Busbys mandskab styrtede ned i Bayerns hovedstad, men selvom de begik visse brølere, så syntes jeg klubben respekterede bade legenden, de omkomne, de overlevende, pårørende og klubbens fans I mindesugen for ulykken.Selve årsdagenJeg var selv hjemme på selve årsdagen den 6. Februar og husker dagen tydeligt. Jeg fulgte med på en tv-stream på nettet fra mindehøjtideligheden på Old Trafford, hvor flere tusinde mennesker var mødt frem. Under gudstjenesten på Old Trafford skulle jeg have været på arbejde, men havde heldigvis fået afspadsere, så jeg kunne overvære gudstjenesten, som var meget rørende hvis man er inkarneret fodbold- og United-fan som jeg.Det største øjeblik under gudstjenesten var da klubbens nuværende kaptajn Gary Neville antændte levende lys for hver enkelt af ofrene for ulykken.På OldTrafford.dk havde vi op til dagen markeret årsdagen med anderledes artikler om ulykken og dens ofre..Op til den efterfølgende weekend skulle Manchester United mode Manchester City. Traditionen er at ulykken bliver markeret hvert år til den hjemmekamp, som ligger tættest på årsdagen. I år var dette kampen mod Everton, hvor Manchester United bar sørgebind og fans samlede sig udenfor mindetavlen inden kampen og sang de forskellige mindesange om ulykken og The Busby Babes.Manchester sørgerJeg drog derover med en gruppe af United-fans om fredagen, hvorefter vi tog Ind I Manchesters centrum for at spise. Herefter tog jeg med to andre United-fans videre– de erfarne OldTrafford.dk brugere vil genkende den ene som værende Arne Madsen samt en anden United-ekspert Michael Jensen. Her mødtes vi blandt andet med Tom Clare, som læsere af fanzinet Red News vil kende. Han oplevede selv ulykken I 1958 som knægt og siden da haft en massiv interesse for klubben og argumenterer stadig for at Duncan Edwards var og er den største fodboldspiller I historien. Ligesom de fleste på OldTrafford.dks forum gør stor brug af Arne Madsens viden om Manchester United, så bliver Tom brugt meget af Red News. Han har en kolossal viden om United og kan fortælle anekdoter i timevis. En virkelig herlig fætter, som jeg kun fik endnu større respekt for efter at have mødt ham.Vi endte med at sidde i en hotelbar til klokken 3 om natten og diskutere Uniteds historie på et niveau, hvor jeg selv stod af, men hvor Michael og Arne var godt med.Det var en virkelig stor oplevelse at høre Tom Clares historier og snakke med ham om diverse ting blandt andet vores fælles mening om Glazer.Fik jeg sagt, at Tom også havde bidraget til Manchester Evening News’s særudgave til minde om ulykken med en 2 siders stor artikel?Ondt i håret, men mindeværdig tur til DudleyLørdag vågnede jeg op med ondt i håret, men english breakfast er som bekendt en fantastisk hårkur i disse tilfælde..Jeg drog herefter ind til centrum, hvor jeg mødtes med Christian Fahnøe, Rune Andersen og Arne Madsen. Vi havde besluttet os for at tage på pilgrimsrejsen for United-fans: Vejen til Duncan Edwards’s hjemby Dudley.Efter en togtur på en times tid stod vi i Wolverhamton, hvor turen i taxa gik til Dudley. Her var første stop Duncans barndomskirke, hvor der er en mosaik for byens største person. Arne Madsen brugte sin sædvanlige charme og erfaring og fik en kirketjener til at lukke os ind i selve kirken, så vi rigtig kunne studere mosaikken af Duncan Edwards.Efterfølgende tog vi ind mod centrum og bymuseet, som havde en særudstilling om Duncan Edwards. Det var ret spændende blandt andet at se hans gamle caps fra det engelske landshold samt gaver fra blandt andet dansk boldspil union.Inde i centrum kunne vi også se statuen af Duncan Edwards, som er sat på byens torv til minde om den unge fodboldspiller, hvis skæbne blev München.Det var tydeligt at vi ikke var de eneste fans, som havde taget samme tur, idet der var fyldt med flotte dekorationer og blomster foran statuen, blandt andet fra en gruppe svenske United-fans.De helt unikke fansEfter indkøb at blomster gik vi en længere tur ud til kirkegården, hvor der var en gravplads, som skilte sig ud. Det var utrolig følelsesladet endelig at se gravpladsen og virkelig smukt at se så mange blomster lagt til minde for Edwards. Det var virkelig overvældende at se og i den halve time vi stod ved gravpladsen var der en række United-fans, som også kom forbi.Det er det her som gør Manchester United-fans så specielle. Det var virkelig stort.Efter en pint inde i byen gik turen tilbage til Manchester, hvor det den efterfølgende dag var tid til Manchester derby.Normalt tager jeg ud til stadion i god tid for at varme ordentligt op til kampen, men den her kamp var helt speciel og det havde intet med Manchester City at gøre, udover at de også mistede en af deres helte i ulykken 50 år forinden. Det var den legendariske målmand med kaldet navnet Big Swifty, Frank Swift.The Flowers of ManchesterDenne gang tog jeg først hen på The Tollgate, som er en pub der ligger 10 minutters gang fra stadion, hvor jeg mødte et par gamle kendinge.Efter lidt snak, morgenmad og øl gik det mod stadion, hvor jeg mødtes med nogle venner udenfor Lou Macaris chippy på Chester Road for at drikke nogle øl inden jeg en time før kickoff gik hen til mindetavlen for at deltage i den uofficielle mindeshøjtidlighed til ære for ofrene. Her mødtes jeg blandt andet igen med Tom Clare og flere af mine venner. Det var ret stort at være med til dette. Det er utroligt at man som dengang 22-årig dansker kan blive pårørt så meget af en ulykke for 50 år siden, men med Manchester United tæt inde på hjertet, så kan de fleste United-fans vel genkende følelserne for ulykken.Ikke et resultat vi skal snakke om. Det er ikke meningen!For en gang skyld var jeg også tidligt inde på stadion. Normalt er jeg først på min plads omkring kickoff (lidt for ofte lidt senere desværre), men denne kamp var noget helt særligt. Manchester United havde lagt halstørklæder ud på alle sæder, inklusiv Citys udesektion i city-farver. Samtidig var der lagt op til en legendarisk kamp, hvor Manchester United for første gang i Premier Leagues historie stillede op i ægte retro-trøjer med numre fra 1-11 og uden reklamer og andre dikkedarer. Det var smukt og bekræftede blot hvor smukt fodbold kan være uden al for meget kommercialisering.Sækkepibespilleren førte an, med ”We’ll never die” da spillerne gik på vejen og efter en announcement på højtaleranlægget var det tid til det ene minuts stilhed, som i ugerne op til kampen var blevet så omtalt i medierne i frygt for at Citys fans ikke ville respektere det.Men et af de største øjeblikket i mit liv som United-supporter blev endeligt, da hele Old Traffords – inklusiv City-sektionen – holdte mund i et minut uden nogen problemer. Smukt, smukt, smukt øjeblik og satte blot en prik over i’et på en tur, som jeg vil huske tilbage for altid.Kampens resultat har heldigvis ikke så meget med meningen med denne artikel, så det vil jeg udelade at komme ind på.Mere læsningPå ARNEMADSEN.DK kan du se Arne Madsens billeder fra turen.Hvis du vil læse mere om ulykken, så kan du læse OldTrafford.dks artikler om ulykken eller besøge hjemmesiden Munich68.co.uk.Tak til Michael, Arne, Rune og Christian for en helt unik oplevelse.Til minde for The Busby Babes – 6. Februar 1958 - Lest we forget.