Blog: Hvem skal være Uniteds målmand næste sæson?

Målmandsposten er på papiret den position på banen hvor Manchester United er bedst dækket ind. Ikke blot i forhold til kvalitet, men også i antallet af spillere: David De Gea, Sergio Romero, Dean Henderson, Lee Grant, Nathan Bishop, Matej Kovar, Kieran O’Hara, Alex Fojticek og Jacob Carney er alle under kontrakt med klubben.

United har et afgørende transfervindue kommende til sommer, men hvem end der står for at hente spillere til klubben til den tid har nok ikke målmandsposten som sit primære fokus. Men der er ved at opstå en problematik omkring ‘manden i buret’ der kræver seriøs overvejelse.

Spørgsmålet er opstået med fornyet kraft i denne sæson på grund af to modsatrettede bevægelser: De Geas’ stagnerede/dalende formkurve de senere par år, og Dean Hendersons imponerende præstationer for Sheffield United i Championship og Premier League.

Sergio Romero har gang på gang har vist sin klasse i United-målet, men han er 32 år og bliver sjældent nævnt som en seriøs kandidat til at være førsteholdsmålmand. Til gengæld finder man ikke mange bedre reservemålmænd på klubplan. Fortsætter han den beundringsværdige professionalisme han hidtil har vist, burde andenskansen ikke være noget problem de næste par år. Den konflikt der skal løses i klubben drejer sig om førstevalget, og i høj grad om essensen af timing i udførelsen af en sportslig strategi.

Hvem spiller bedst pt.?

Dean Henderson var fremragende sidste sæson for Sheffield United. Deres oprykning til Premier League var centreret omkring at de var utroligt svære at score imod, med færrest mål lukket ind i turneringen (41 mål i 46 kampe). Henderson spillede samtlige minutter i turneringen, og holdt flest clean sheets af alle målmænd (21 i 46 kampe).

På baggrund af disse flotte resultater overvejede ledelsen i United om Henderson skulle have chancen på Old Trafford i Premier League, men man valgte – fornuftigt – at leje ham ud til Sheffield United igen for at få optimal spilletid.

Nu står vi lidt over halvvejs inde i en sæson på det højeste niveau i engelsk fodbold, og Dean Henderson outperformer David De Gea på nogle vigtige parametre. På nuværende tidspunkt har De Gea og Henderson begge spillet 25 kampe, men Henderson har flere clean sheets (9 mod De Geas 5) og færre mål lukket ind (21 mod De Geas 29).

Clean sheets er selvfølgelig ikke kun en målmands fortjeneste, og hvor Uniteds defensiv til tider har set lidt ustabil ud (særligt på dødbolde), har Sheffield Uniteds fem-backkæde været bundsolide hele sæsonen igennem. Sammenligner man de to målmænds redningsstatistikker tegner der sig et billede af to spillere på et meget lignende niveau.

Begge målmænd har stået for 65 redninger i ligaen, hvilket giver et snit på 2.6 redning pr. kamp. De Gea har dog været udsat for en anelse flere skud, hvilket giver Henderson en lille kant i redningsprocent med 75% versus De Geas 69%. Henderson har lavet en enkelt fejl der har ført til mål. Her har De Gea to gange været skurk med en målgivende fejlaktion.

Der er statistisk set ikke meget der adskiller de to, hvilket netop er hvad der gør denne debat interessant. For hvis Henderson allerede nu, som 22-årig, præsterer lige så godt eller måske en anelse bedre end De Gea på 29 gør, er tidspunktet så kommet hvor man seriøst skal til at overveje et farvel til en af klubbens moderne legendeskikkelser?

For mange vil svaret måske være nej. De Gea har stor betydning i klubbens senere historie. Han kan sagtens argumenteres for at have været Uniteds bedste spiller i det forgangne årti. Han er stadig kun 29, hvilket er omkring den alder hvor målmænd ofte peaker. På papiret skulle han gerne have minimum 3-4 år på topniveau, tænk blot tilbage på Van Der Sar der spillede noget af sit bedste fodbold i alderen 35-37 år.

Desuden forlængede han sin kontrakt i efteråret (til 2023 med mulighed for et-årig forlængelse), og er i stadig i klubben på trods af intensiv jagt på hans signatur fra eliteklubber i Europa sommer efter sommer. Han har været nævnt som kandidat til anførerbindet og besidder mere erfaring på topniveau end stort set alle andre i Uniteds trup.

Alligevel sidder undertegnede med en fornemmelse af at den kommende sommer er det ideelle tidspunkt at sige farvel til spanieren.

Det rette tidspunkt

Som nævnt skulle De Gea gerne have nogle år tilbage på højt niveau, men bekymrende er det at hans bedste form efterhånden ligger nogle år tilbage. Selvom han stadig ofte disker op med flotte redninger, og til tider sikrer point, har kontinuitet i hans præstationer været et problem siden hans katastrofale præstation for Spanien ved VM i 2018. Hvor topniveauet stadig er tårnhøjt, er det snarere bundniveauet der synes at have taget et slag, med flere kampafgørende fejl end vi har været vant til at se i hans bedste tider i klubben.

Det er ingen der kan vide om De Geas bedste år er permanent bag ham, men fra et fan-perspektiv kan det til tider se ud som om hans udvikling er stagneret, hvor Dean Hendersons udvikling tydeligvis er i fuld vigør. United formåede – igen – med slid og slæb at få DDG til at underskrive en ny kontrakt i efteråret, men det har aldrig været nogen hemmelighed at De Gea har længtes efter at vende hjem til Madrid med sin familie de senere par år. Hvis United vil have en ordentlig sum penge for De Gea – som trods alt stadig er en af de bedre målmænd i verden – står man et fornuftigt sted til sommer med tre år tilbage af hans kontrakt.

Real Madrid som utallige gang har været linket til De Gea har ikke løst deres målmandsproblem endnu, hvor man stadig står midt i en besynderlig dobbelt-lejeaftale med PSG der har sendt Keylor Navas til Paris og Alphonse Areola til Madrid for indeværende sæson. Navas har meldt klart ud at han ønsker at forlade Real Madrid, hvilket efterlader dem med Thibaut Cortouis der endnu ikke for alvor har overbevist de madrilenske supportere.

Skal man en dag sige farvel til De Gea med manér kan sommeren været et strategisk tidspunkt. Ikke blot kan man få en god sum for ham, men man kan samtidig ære en vigtig spiller i klubbens historie sit ønske om at kæmpe med om Champions League-trofæet, måske endda for en klub i hans hjemland.

Samtidig er der mulighed for et langsigtet statement ved at dedikere målmandsposten til en fremadstormende, ung, britisk målmand af egen avl. Dean Henderson har været i Manchester United siden han var 14 år gammel, og udtalte så sent som i sidste uge at hans personlige mål er at opnå 500 kampe for United.

United har ikke haft en britisk målmand mellem stængerne siden Ben Foster i 2009, og han fik kun 12 kampe i trøjen. Den mest succesfulde brite mellem stængerne i nyere tid var nordirske Roy Carroll i starten af dette årtusind. Ved at satse på Dean Henderson er der mulighed for at signalere at The United Way er en filosofi der ikke kun gælder markspillere, men som gennemsyrer alle niveauer af klubbens talentudvikling.

I skrivende stund florerer der rygter om at store europæiske klubber holder øje med Henderson. Med to år tilbage af hans kontrakt er det imperativt at United tager stilling til hvilken rolle han skal spille i klubbens nære fremtid. Det har været rapporteret at klubben overvejer at låne ham ud en tredje gang, eller endda at sælge ham med en tilbagekøbsklausul. Med al den virak der omhandler hans fremtid i øjeblikket, bør klubben gå helhjertet efter at lukke låget på al spekulation ved at underskrive en ny kontrakt med ham netop nu.

På baggrund af sin gode form i Premier League – og svingende præstationer af Jordan Pickford – er Henderson ved at fremtræde som kandidat til at vogte buret for England ved EM til sommer. Her kan Manchester United spille en afgørende rolle. En ny kontrakt og en klar udmelding om hans fremtid i klubben vil sende et signal til Gareth Southgate vedrørende sommerens turnering. Hvis en af verdens største klubber melder deres tiltro til denne spiller ud, er Gareth Southgate nødt til at overveje om han allerede nu skal indrykke ham som Englands kommende målmand. Den erfaring en international turnering giver kan blive afgørende for hans udvikling.

Alle Uniteds fans efterspørger en klar og gennemskuelig sporstlig vision i klubben. Vi vil se planer udfoldes, vi vil se ledelsen tage de nødvendige beslutninger der kan bringe United tilbage i toppen af engelsk og europæisk fodbold. Måske er tiden inde nu til at vise at man har nosser til at tage de fornødne skridt. Hvis man skal bygge noget skal man bygge det fra bunden. Det kan være hårdt to kill your darlings, men nogle gange skal man sige farvel til en stjerne for at gøre klar til den næste.

Forrige artikel

Podcast: Chelsea-optakt og kærlighedssnak

Næste artikel

Giggs: James er en hård nød at knække

ANNONCE