Blog: Hvad kan Manchester United lære af Liverpools sportslige ledelse?

Læsetid
5 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Andreas Kragh J...

19 oktober, 2019 - 14:00

Ed Woodward og Avram Glazer ©Getty

Det er ingen hemmelighed at Manchester United ikke har en person ansat til specifikt at varetage en struktureret plan for klubbens sportslige ambitioner – en såkaldt sporting director eller technical director. Hvordan præcis klubbens ambitioner forvaltes er foruroligende uklart, og er med til at øge fans frustrationer vedrørende Ed Woodward. I Liverpool har de en anderledes tydelig og gennemskuelig struktur – som virker. Forud for derbyet i morgen vil undertegnede i denne blog kigge nærmere på hvordan de opererer det sportslige set-up på Merseyside.

Uniteds uigennemsigtige struktur

United har i post-Ferguson-æraen haft en usammenhængende transferpolitik. Det ved vi alle, og jeg behøver ikke her at nævne navne da vi alle kender dem.

Efter Ole Gunnar Solskjær er tiltrådt på permanent basis har piben tilsyneladende fået en anden lyd. De tre transfers der kom til klubben i sommers var alle baseret på nogle grundlæggende vilkår - som er blevet gentaget mange gange - det nye fokus er på unge, engelske, sultne spillere.

De tre spillere der er kommet til – Harry Maguire, Aaron Wan-Bissaka og Daniel James – har været blandt de bedre præsterende spillere i denne sæson, hvilket selvfølgelig klinger lidt hult under de nuværende omstændigheder vedrørende klubbens præstationer på banen. Ikke desto mindre virker det som om der er kommet en vision om en mere kohærent transferstrategi.

Et stort spørgsmål der dog stadig hænger over denne proces er: hvor ligger ansvaret for at udpege spillere og få dem i hus?
Det forbliver for folk udefra klubben stadig overvejende uklart. De kommentarer der kommer fra administrationen påpeger at det er et samarbejde mellem trænerteamet, Ed Woodward og head of corporate development Matt Judge.

Vi ved ikke hvem der har the final say, men flere og flere United-fans er begyndt at give udtryk for at Ed Woodward sandsynligvis ikke er villig til at overgive sin egen involvering i processen til en anden – mere kvalificeret – person.

Der er klare indicier på det: først og fremmest at det nu er 14 måneder siden at jagten på en director ifølge Woodward selv begyndte. Her melder spørgsmålet sig: hvis ledelsen oprigtigt er interesseret i en til at overtage den rolle, havde de så ikke fundet en kandidat på nuværende tidspunkt?

Desuden har de personer der er blevet rygtet til at overtage den rolle – som Rio Ferdinand f.eks – overvejende været tidligere spillere for United der på papiret er dybt ukvalificerede til så vigtig en position. Samtidig har vi i indeværende sæson hørt Woodward udtale at han er godt tilfreds med måden transfervinduet forløb på i sommers, hvilket kan indikere at han ikke har en seriøs villighed til at lave de nødvendige ændringer i ledelsen.

Hvordan ser det ud i Liverpool?

Liverpool er ligesom United amerikansk-ejet. Det Boston-baserede sportsfirma Fenway Sports Group (FSG) er et ambitiøst franchise, der udover at eje Liverpool og Anfield også har rettighederne til baseballholdet Boston Red Sox og deres historiske stadion Fenway Park.

FSG’s præsident – Mike Gordon – er manden med fingeren på den røde knap i Liverpool. Han er den øverste mand i hierarkiet og enhver beslutning i klubben kan kun ske med hans underskrift. Han har ikke selv fingrene nede i hvilke spillere klubben kigger på, men en handel kommer ikke på tale medmindre han ser et sundt økonomisk perspektiv i en given transfersituation.

Hvor Glazer-familien har ansat Woodward til at facilitere den interne kommunikation vedrørende sportslig strategi, er Gordon selv i direkte ugentlig kontakt med de to vigtigste personaer i Liverpools fodboldmæssige succes – manager Jürgen Klopp og sporting director Michael Edwards.

Michael Edwards er på mange måder marionetføreren bag Liverpools øgede sportslige succes de seneste 3 års tid. Hvis man ikke har hørt om ham er der en god grund til det – han undgår bevidst rampelyset, ser ikke Liverpool spille på stadion og deltog ikke i fejringerne sammen med spillere og stab da Liverpool vandt Champions League tilbage i juni.

Edwards er ikke bare landet på toppen af et allerede etableret imperium, han har skulle arbejde sig vej frem mod den stilling han besidder i dag. Uddannet i business management startede han sin karriere i fodbold med 6 år som videoanalytiker i Portsmouth, hvorefter han fik en lignende stilling i Tottenham.

Edwards blev i 2010 headhuntet til Liverpool af deres daværende sporting director Damien Comolli (manden der bla. skaffede Luis Suarez til Merseyside), han fik en stilling som head of performance & analysis og er siden blevet forfremmet 3 gange – senest i 2017 til den højeste position i klubbens sportslige ledelse: sporting director.

Edwards bruger sin tid på at rejse rundt i verden og se fodboldkampe med egne øjne, snakke med agenter og directors i andre klubber. Han er berygtet for at samle så meget information han kan vedrørende potentielle spillere, fra alle tænkelige kilder.

Klopp har udtalt at Edwards var en af de primære årsager til at han tog jobbet i Liverpool, da han kunne se en klar og tydelig plan i rekruttering, og en trup der allerede var begyndt at forme sig inden han kom til. De har nu kontorer overfor hinanden og er i daglig sparring omkring klubbens projekter.

Edwards har været manden bag transfers som Mohamed Salah, Sadio Mané, Virgil Van Dijk og Alisson. I 2015 var daværende manager Brendan Rodgers usikker på om Roberto Firmino ville passe ind i klubben, men Edwards forcerede handlen. Da Liverpool ikke fik fat i Van Dijk i sommeren 2017 insisterede Edwards på at han var den rette mand, og at man ikke hentede en anden spiller, men ventede til januar med at få ham i hus – i retrospekt er det to fremragende beslutninger.

Edwards er også notorisk dygtig til at forlange høje priser for spillere der er på vej ud af klubben. Coutinho ville tydeligvis væk fra Liverpool i sommeren 2018, men Edwards formåede alligevel at få Barcelona til at punge over en milliard danske kroner ud for ham i januar.

Liverpool har også fået imponerende høje summer for spillere der ikke præsterer synderlig godt for deres nuværende hold – f.eks blev Mahamadou Sakho, Dominic Solanke og Danny Ings alle solgt for beløber i omegnen af 20 millioner pund (ca. 170 millioner kroner).

Liverpool har brugt 400 millioner pund (ca. 3,5 milliarder kroner) siden 2015 , men har på grund af gode priser på spillersalg kun en såkaldt net spend på 80 millioner pund (ca. 700 millioner kroner). De har med andre ord bygget et Champions League-vindende hold uden tilnærmelsesvis at sprænge banken.

Konklusion

Den mest afgørende forskel på de forskelligrettede kurver Manchester United og Liverpools sportslige succes har i øjeblikket, er den administrative ledelses evne til at ansætte de rigtige mennesker til de rigtige positioner.

FSG og Mike Gordon overtog Liverpool i 2010, samme år som Michael Edwards trådte til i en mindre ansvarsfuld rolle som analytiker. De har anerkendt hans potentiale og forfremmet manden gradvist frem mod den mest ansvarsfulde position vedrørende klubbens sportslige ambitioner.

Det er oppefra i hierarkiet at man har set og anerkendt potentiale i typer som Klopp og Edwards. Ledelsen har været modige nok til at uddelegere kæmpe ansvarsområder til nogle personer der har vist tegn på at de er i stand til at bære det. Personer der ikke har hvilet på laurbærrene af deres succes (jf. Van Gaal og Mourinho) men har vist nogle af de kvaliteter man også vil se i sine spillere: talent, drivkraft og ambition.

Hvis der er noget Manchester United som klub kan lære af Liverpools seneste sportslige succes er det følgende: den administrative ledelse skal have modet – nosserne om man vil – til at turde at fralægge sig selv vigtige ansvarsområder til kræfter der er mere egnede og kvalificerede til at varetage den slags opgaver. Modet til at turde at lade Uniteds økonomi være 2.prioritet og få etableret en gennemskuelig og transparent struktur som alle kan nikke genkendende til.

Åben dørene og bed om hjælp – vi har brug for det.