Herlige Herrera og fiaskoen Falcao: En vurdering af indkøbene

Sæsonen er slut, og det er tid til at gøre status. På spillet, på resultaterne og på spillerne. Sidste sommer bød på en omfattende tilgang af nye ansigter, der siden har præsteret i begge ender af skalaen. Anders Dehn vurderer her nyindkøbene fra Louis van Gaals første sæson. Karaktererne er givet på syvtrinsskalaen (den, der går op til 12), og spillerne er bedømt ud fra pris, forventninger og præstationer.

Ander Herrera
Pris: 300 millioner kroner
Karakter: 10
Herrera var godt nok dyr, og det lignede længe noget af en udskrivning for en mand, som Van Gaal tydeligvis ikke havde tillid til. Alligevel leverede han mål og oplæg, når han fik chancen, og i anden halvdel af sæsonen har han været en af holdets stærkeste. Sæsonens bedste indkøb.

Daley Blind
Pris: 145 millioner kroner
Karakter: 7
Vel sæsonens mindst gejlede indkøb, og tilsvarende uspektakulært har hollænderens bidrag været. Ikke at det nødvendigvis er negativt, for nok er Blind ikke en, der sprudler, men han er driftsikker og alsidig, og han har som hovedregel leveret stabile, pålidelige præstationer. 

Marcos Rojo
Pris: 150 millioner kroner
Karakter: 4
Rojo er ikke den leder, som forsvaret har brug for. Han har desuden kæmpet en smule med skader, om end ikke i samme omfang som Shaw. Har spillet fint uden at være prangende, men lider også under at være del af en usikker defensiv.

Luke Shaw
Pris: 285 millioner kroner
Karakter: 02
Det er utilgiveligt at møde op til sit livs vigtigste preseason i dårlig form, og teenageren gjorde det ikke nemt for sig selv fra start. Sæsonen har siden været præget af skader, og derfor har han kun spillet fuld tid i syv ligakampe. Desuden ingen måloplæg i debutsæsonen. Dog fortsat masser af potentiale og klart fremtiden på backen.

Ángel Di María
Pris: 630 millioner kroner
Karakter: 02
Rekordkøbet balancerer lige på grænsen mellem bestået og ikke bestået. Prisen var høj, og forventningerne ligeså, men Di Maria har spillet mange dårlige kampe og endte endda sæsonen som reserve. Det, der trækker ham op på 02, er hans 10 målgivende afleveringer.

Radamel Falcao 
Pris: 65 millioner kroner (lejebeløb)
Karakter: 00
Spørgsmålet er, om Falcao skal have 00 eller -3, for godkendt har hans sæson bestemt ikke været. Er måske offer for skadesproblemer, og United har vel heller ikke spillet på hans styrker, men fire mål i 29 kampe er utilfredsstillende for en mand, der engang var en af verdens bedste angribere. 

Victor Valdés
Pris: Transferfri
Karakter: UB
Med halvanden kamp under bæltet giver det ikke mening at vurdere den spanske keeper. Har brugt sin første halvsæson på at agere luksusreserve for landsmanden David de Gea.

Forrige artikel

Valencia misser Copa America

Næste artikel

Rygtebørsen: Benzema, Gündogan eller Gaitan

ANNONCE