Blog: Hvor blev angriberne af?

I disse dage er det præcis to måneder, siden Manchester United i samme weekend hentede Bastian Schweinsteiger, Morgan Schneiderlin og Matteo Darmian. Tre stærke indkøb, der på effektiv vis supplerede maj-signingen af Memphis Depay, og tre indkøb, der fik min tillid til Ed Woodward til at stige. For efter to svingende år som ansvarlig for transfers lignede det endelig, at han havde lært at handle rigtigt og tidligt, men klubbens køb og salg siden har rokket gevaldigt ved den tillid.

Ikke fordi de nyindkøbte spillere har været dårlige. Slet ikke. Men Woodward og Louis van Gaal, som har et lige så stort ansvar her, har ikke fulgt op på de indkøb. De har kort og godt ikke samlet en afbalanceret trup.

Der er især én ting, der mangler, hvilket Marouane Fellainis plads i startopstillingen mod Liverpool viste mere tydeligt, end man som United-fan bryder sig om. Der mangler simpelthen en angriber. Det er for mig uforståeligt, at Woodward og Van Gaal kan være tilfredse med at gå ind til sæsonen med to angribere. For det er, hvad vi har.

Fellaini er mange ting, men angriber er altså ikke én af dem. Det gjorde hans præstation mod Liverpool ikke meget for at modbevise.

Og hvis vi lige besinder os et kort øjeblik og trækker luft ind oven på Anthony Martials magiske debut, så er han ikke en mand, man skal sætte sin lid til. I hvert fald ikke lige nu. Hans potentiale er givetvis stort, men Van Gaal har selv proklameret, at franskmanden er købt til fremtiden og hans efterfølger som manager. Med andre ord forventer chefen ikke, at Martial bliver en stor profil i denne sæson. I det lys giver udlejningen af James Wilson – som endnu ikke er en done deal, men Van Gaal har selv bekræftet, at det kommer til at ske – ingen mening.

Argumentet er, at han skal have noget spilletid, og det er også fint. Men hvis der alligevel ikke skal mere end en Rooney-skade til, før pladsen oppe foran er fri, hvorfor så ikke give Wilson chancen? Hellere det end at anvende Fellaini ude af position. Van Gaal brugte selv Wilsons talent som argument for at sælge Danny Welbeck for et år siden.

Når og hvis James Wilsons udleje bliver en realitet, har United sagt farvel eller på gensyn til fire angribere denne sommer: Robin van Persie, Radamel Falcao, Javier Hernández og Wilson. Og Ángelo Henríquez, men ham behøver vi ikke tælle med. Den anden vej er kun kommet Anthony Martial.

Det er for lidt, for selv hvis Martial allerede i denne sæson begynder at indfri det potentiale, som han har, er to angribere ikke nok. Det er halvt så mange angribere som turneringer, vi skal spille med i. The Times-journalisten Oliver Kay sagde det ganske rammende på Twitter: Det kan undskyldes at bruge Fellaini som angriber, hvis man ikke har nogen alternativer. Men hvis man er Manchester United, og man ikke har nogen alternativer, er det i sig selv ikke til at undskylde.  

Forrige artikel

LVG: Rooney nok ikke klar tirsdag

Næste artikel

Van Gaal om Liverpool: En fantastisk klub!

ANNONCE