I denne weekend blev sæsonens sidste kamp spillet. Desværre ikke med det resultat, som alle United fans havde håbet på, men alligevel har jeg ikke set mange, som er sure over, at vi tabte.
De fleste var godt klar over, at Barcelona simpelthen bare var bedre.
Men betød den kamp så også, at der ikke er fodbold igen, før den næste sæson starter i august?
Min kone festede godt igennem lørdag aften. Ikke fordi hun holder med Barcelona, City, Chelsea eller Liverpool.
Nej, hun festede, fordi det for hende betyder en tre måneders pause fra at skulle høre på mig konstant snakke om mit yndlingshold.
Ja, jeg må da nok også indrømme, at det nogen gange går lidt for vidt, men det vidste hun jo, da jeg friede, og da hun, til mit held, sagde ja.
Det sjove for mig er, at hun nu mange år senere stadig ikke har forstået, at sæsonens sidste kamp ikke betyder det samme for mig.
For mig betyder det, igen i år, at jeg nu skal finde en måde at se Manchester United spille på amerikansk tid, i stedet for engelsk.
Det betyder, at jeg nu skal læse endnu flere nyheder omkring mit hold for at se, hvem der nu bliver sat i forbindelse med et skifte til Old Trafford.
Det betyder også så mange flere diskussioner på pubben omkring hvem, hvad, hvorfor og for hvor meget. Diskussioner, som betyder så meget mere, når transfervinduet faktisk er åbent.
Det betyder, at jeg skal sætte en reminder på min telefon til alle Pre-season kampe – og selvfølgelig til Charity Shield-kampen.
Det betyder, Skysports News konstant kører på et TV eller mobilen, for i disse måneder bliver jeg jo også nødt til at holde øje med vores konkurrenters indkøb.
Jeg er en af de personer, som hader EM- og VM-slutrunder, for det tager al fokus væk fra klubfodbold. Jeg hader det!
Manchester United er min klub, og jeg “forstår ikke”, hvorfor et VM er vigtigere, end hvem der bliver rygtet til klubben.
Jeg er også den person, som har det lige som om, United lige har tabt en kamp, hvis en konkurrent snupper den spiller, som jeg ville have ønsket at se i den røde trøje, og jeg er lige så nervøs, når jeg hører, at en handel er tæt på at være fuldført, som jeg er op til en kamp.
Jeg glæder mig som et lille barn til, at sæsonens kamp program bliver frigivet, og lidt mindre til, at jeg planlægger en ny tur til Manchester, men ikke kan bestille flybillet og hotel, fordi Sky højst sandsynligt flytter kampen til en anden dag.
Jeg glæder mig også til at høre Liverpool supportere sige de kendte ord: Næste sæson er vores sæson. Fordi “King Kenny” er tilbage på Anfield.
Jeg glæder mig til at se, hvem den nye manager er hos Chelsea, og hvor mange russiske millioner han for lov til at bruge på spillere.
Jeg glæder mig til at grine af, at Manchester City tilbyder 120 millioner pund for Ronaldo eller for den sags skyld en anden spiller, fordi de nu skal spille i Champions League.
Eller er det mon os, som kommer til at bruge 150 millioner pund på nye spillere til at erstatte Scholes, van der Sar, Neville og Hargreaves?
Alt dette er, for mig, inkluderet i at holde med Manchester United.
Så for at sige det så simpelt som muligt: Det eneste, sæsonens sidste kamp betyder for mig, er, at næste sæson begynder, og jeg skal selvfølgelig være med fra start.
For min kone betyder det faktisk kun, at jeg ikke råber lige så højt af fjernsynet i tre måneder.
