United-fan udlever drengedrøm

Oldtrafford.dk har lavet et interview med Kasper Svendsen, som skal ind og spille en kamp på Old Trafford og møde United-legender.

Kasper Svendsen er en heldig mand. Han skal den 17. maj på en sponsortur ind og spille på det stadion, hvor hans yndlingshold har fejret mange af sine triumfer. Der er naturligvis tale om Old Trafford også kendt som ”Drømmenes teater”. Og det er i sandheden en drøm, som går i opfyldelse for danskeren. Ikke alene får han lov til at spille en fodboldkamp, hvor hans helte har spillet, han skal også spille med og imod en af disse. Bryan Robson, Gary Pallister, Quinton Fortune og Denis Irwin er alle Manchester United-legender, som kommer til at deltage i kampene.

Eventet kommer til at foregå som en mini-turnering, hvor der er fire hold med en United-legende på hvert. Hver legende er ikke overraskende kaptajner på deres respektive hold. Alle hold får to kampe hver især på det berømte stadium.

Kasper Svendsen er 45 år, og som yngre spillede han fodbold på eliteplan i Ølstykke. Og det faktum at han som ung var målmand, fik en betydning for hans valg af klub. I 1991 kom nemlig en vis rødnæset dansk målmand til klubben ved navn Peter Schmeichel. Det fik Kasper til at følge holdet mere intenst, hvilket han har gjort lige siden.

Det største øjeblik som United-fan er for Kasper Svendsen det famøse comeback på Camp Nou i 1999 mod Bayern Munchen. På venstrebacken i den legendariske kamp var Denis Irwin. Gensynet med Irwin er en ting, som Kasper er spændt på.

– Af de legendariske spillere som kommer, glæder jeg mig mest til at møde Denis Irwin. Han var en fremragende spiller, som kunne det hele. Udover Irwin bliver det også sjovt at møde Fortune, siger Kasper Svendsen til Oldtrafford.dk.

Selvom det er store navne, som han skal møde, har han ingen intentioner om at bytte trøje med en United-legende. Målmandstrøjen skal nemlig med hjem til Danmark.

Til dagligt arbejder Kasper som støttekontakt til unge kriminelle og som bet-ekspert for Oddsforum.dk.

Men på trods af at han normalt har næsen begravet i spiltips, er han dog ikke meget for at spå resultaterne på kampene.

– Hvis jeg holder et clean-sheet i en af kampene, har det været en succes på det sportslige plan.

Her på redaktionen vil vi krydse fingre for dig, din heldige, heldige mand!

 

Forrige artikel

Hvad er VAR?

Næste artikel

McTominay vil vinde for Sir Alex

ANNONCE