Ugens talent: Tahith Chong

Som noget nyt her på oldtrafford.dk, skruer vi op for vores fokus på klubbens akademi, og vil blandt andet hver uge gå tæt på et af klubbens unge store talenter. I dag fokuserer vi på en af juvelerne i samlingen, nemlig Tahith Chong.

18-årige Tahith Chong kom til United sommeren 2016 fra hollandske Feyenoord. Han blev dengang regnet for at være et af Hollands største talenter, og blev sammenlignet lidt i spillestil med en ung Ryan Giggs.

Chong er venstrebenet som Giggs, og spillede i Feyenoord primært på venstrekanten. I United har han også spillet her, men har også på det seneste primært været anvendt på højrekanten, hvor han både kan gå udvendigt men også trække ind i banen.

Hvor han på sigt vil være bedst er svært at spå om, men det er en ægte kantspiller i klassisk forstand man har på venstrekanten, og en type ala Arjen Robben når han anvendes i højre side. Fantastisk at have disse muligheder i truppen.

Det er nemt at spotte Chong, grundet hans enorme hårpragt hvor selv Marouane Fellaini vel kommer til kort. Men hvilke styrker og svagheder har det hollandske stortalent egentlig?

Styrker
Fart er en af Tahith Chongs helt store styrker. Han er hurtig både på korte og lidt længere afstande, og også med bolden i fødderne. På trods af han er ganske høj, har han en fantastisk speed, og kan sætte de fleste direkte modstandere i en løbeduel. Og ikke nok med god speed i stængerne, så er der også god teknik og masser af tricks i støvlerne på Chong i de direkte dueller på kanterne.

Selv om hans styrker er i offensiven, ser man aldrig Chong stå og vente på kanten mens modstanderne har bolden. Han arbejder hårdt for holdet og deltager gerne i det defensive arbejde for at erobre bolden tilbage, hvilket må glæde en træner som Mourinho at se.

Tahith Chong læser spillet rigtig godt, og har flere gange brudt modstanderens opspil ved ganske enkelt at læse afleveringen og stjæle bolden.

Fantastisk indstilling. U18-træner Kieran McKenna har rost Chong for at have en fremragende indstilling til livet som professionel i United, hvor hollænderen virkelig tager gode råd og vejledning til sig, yder 100% hver gang og sørger for at leve fornuftigt udenfor banen.

Samtidig er det beundringsværdigt, at han efter et halvt års tid på sidelinjen med en alvorlig knæskade, nærmest kommer endnu bedre og stærkere tilbage. Og på trods af netop en alvorlig knæskade, er han på ingen måde mærket af dette, da han fortsat er frygtløs i tilgangen til spillet.

Her kan der bygges på
Hovedspillet kan forbedres. Chong er en ganske høj kantspiller, og vil kunne blive en trussel i luftspillet, hvis der bygges på i denne del af spillet. Han er på ingen måde dårlig i luften, men kan udvikle denne del yderligere. Ved indlæg fra modsatte side af banen, vil han kunne komme med i feltet og være farlig i luften ved at forbedre sig endnu mere i hovedspillet.

Trods sin unge alder, virker Tahith Chong egentlig til at have relativ godt styr på at træffe de rette beslutninger. Men som med de fleste andre unge spillere, kan Chong fortsat forbedre sig i denne facet af spillet, og variere mere mellem at træffe det simple valg eller udfordre sin direkte modstander.

Hollænderen har pt spillet 15 kampe i denne sæson for U18, U19 og U23-holdene. I alt er det blevet til seks mål og to assists. Og netop den sidste kategori er et sted hvor han kan forbedre sig. Han har alle elementerne i sit spil, til for alvor at blive en konge på assist-listerne de kommende år.

Spillet med højrebenet kan forbedres, så når han eksempelvis spiller på højrekanten bliver en endnu større trussel, hvis han kan slå endnu skarpere indlæg med begge ben.

Hvad er næste skridt?
Tahith Chong kan meget vel komme med på sommerens pre-season tour. Alt efter hvordan Jose Mourinho vælger at gribe tingene an, og hvor meget Uniteds spillere ved VM-slutrunden i Rusland kommer til at spille, vil der komme en række unge talenter med på tour.

Det har vi set før ved år med slutrunder, at der er spillere som får lidt ekstra ferie, og der hives i stedet et par unge talenter med på tour, hvor de for alvor kan suge værdifuld erfaring til sig. Og her vil Chong uden tvivl stå stærkt i billedet til en billet for at komme med i truppen.

Chong er fortsat relativ ny i U23-sammenhæng, og mistede trods alt lidt over seks måneders spil efter hans alvorlige skade i januar 2017. Derfor er der ingen grund til at haste ham frem i verdenen. Men han skal omvendt også matches korrekt.

I efteråret vil det være fornuftigt at lade ham træne med omkring førsteholdet, og samtidig være en af de bærende kræfter på U23-holdet. Måske med mulighed for at snuse til førsteholdet i Carabao Cuppen og enkelte andre gange. For så måske at kunne få et godt udlån i foråret 2019, hvis rette mulighed byder sig til.

Tahith Chong er en vanvittig spændende spiller, med mange kvaliteter i rygsækken. En spændende type, som vi pt ikke lige har i førsteholdstruppen. Forhåbentlig ser vi ham langsomt introduceret i den kommende sæson, inden han for alvor om et godt års tid, vil kunne byde sig til.

Forrige artikel

Alle Mourinhos United-køb er steget i værdi

Næste artikel

U18: Klar til semifinalerne i USA

ANNONCE