Optakt: Manchester United – Celta Vigo

Celta Vigo er det eneste hold, der står mellem United og en plads i Europa League finalen. I aften skal de besejres.

I søndags tabte Manchester United for første gang, siden de d. 13. marts mødte Chelsea i FA Cuppen. Kampen mod Arsenal havde stor betydning for Uniteds endelige placering i ligaen, og håbet om top fire virker nu umuligt. Derfor er det altafgørende, at de i morgen slår Celta Vigo og kvalificerer sig til Europa League-finalen, for en sejr i på Friends Arena i Stockholm betyder, at United får adgang til det forjættede land.

I kampen mod Arsenal blev profiler som Pogba, Valencia og Rashford sparret, så der kan ikke herske tvivl om, at Mourinho prioriterer Europa League højere end Premier League, og at der er få gengangere fra søndagens opgør. 

I torsdags blev den første af de to semifinaler spillet, og igennem kampen var United overlegne, så sejren på 1-0 syntes for lille. Derfor er de også favoritter hjemme på Old Trafford, for selvom Celta Vigo har overrasket i Europa, har de ikke leveret op til forventninger i ligaen og er inde i en dårlig stime. Med tre kampe tilbage befinder de sig på La Ligas 12. plads og uden håb om at kvalificere sig til Europa næste sæson, og de spillede med adskillige reserver i deres 3-0 nederlag mod Malaga.

Celta Vigo vil naturligvis gøre alt for at vinde, og de to danskere, Wass og Sisto, kan begge spille en hovedrolle. Daniel Wass brændte en stor chance i begyndelsen af første opgør, og det krævede en god redning af Romeo at undgå Sisto scorede. Celta Vigos tredje dansker, Andrew Hjulsager, forventes ikke at være i truppen.

Old Trafford er ikke længere det fort, det var engang, og de seneste europæiske kampe mod Anderlecht og FC Rostov var skuffende præstationer. Særligt kampen mod Anderlecht, hvor der først var i den forlængede spilletid, at Rashford fandt målet og afgjorde kampen til Uniteds fordel. 19-årige Marcus Rashford var også den eneste United spiller, der fandt vejen til målet i det første opgør mod Celta Vigo, og i morgen vil han med stor sandsynlighed henvise anfører Rooney til bænken og begynde kampen alene i front.

Til opgøret mod Arsenal havde United flere spillere i startopstillingen, som Mourinho for en måned siden var i tvivl om ville spille igen i denne sæson. Både Smalling og Jones spillede 90 minutter, mens Mata blev erstattet af Premier League debutanten Scott McTominay i 80. minut.

Der kan ikke være tvivl om, at United bør vinde kampen og kvalificere sig til finalen, og her er der stor chance for at møde en anden danskerklub. Ajax Amsterdam vandt hjemme deres første opgør mod Olympique Lyon med 4-1, og blandt målscorerne var Kasper Dolberg.

Dato, tid og sted:

Kampen spilles torsdag d. 11. maj kl. 21.05 på Old Trafford i Manchester.

Skader og karantæner:

Zlatan Ibrahimovic, Marcos Rojo, Timothy Fosu-Mensah og Luke Shaw er med sikkerhed ude. Ashley Young er tvivlsom. Marouane Fellani, der havde karantæne mod Arsenal, er tilbage i truppen.

Eneste skade hos Celta er evigt uheldige Giuseppe Rossi.

Mulige startopstillinger:

Manchester United:

Romero

Valencia – Smalling – Bailly – Blind

Pogba – Herrera – Fellani

Lingard – Rashford – Mkhitaryan 

 

Celta Vigo:

Sisto – Guidetti – Aspas

Hernandez – Fontas – Wass

Jonny – Roncaglia – Cabral – Mallo

Alvarez

 

Hold øje med:

Pione Sisto har leveret gode præstationer i sin første sæson for Celta, og Wass har igennem flere været en vigtig mand, men hvis man skal tage de danske briller af, er manden, der skal holdes øje med, den tidligere Liverpool Iago Aspas. I modsætning til hans tid i Liverpool, har han i denne sæson scoret 17 liga mål, kun overgået af Lionel Messi, Luis Suarez og Cristiano Ronaldo.

Sagt om kampen:

”For mig og spillerne er Champions League Champions League. Hvis ikke du er her, er det fordi du ikke er god nok. Dette er kampen vi må vinde for at bevise, vi hører til blandt de bedste” – Jose Mourinho.

Skribentens bud på resultat:

United vandt 1-0 ude, og det er ingen hemmelighed, at Mourinho er tilfreds med et uafgjort resultat, der vil sikre dem en plads i finalen. Jeg tror dog, at United vil spille mindst ligeså godt hjemme, som de gjorde ude, og derfor er mit bud 2-1.

Vidste du, at:

  • Celta Vigo har scoret i alle udekampe i Europa League?
  • Samme klub har tabt seks kampe i træk?
  • United ikke har tabt de seneste 29 på Old Trafford?
  • Rashford har scoret i de seneste to Europa League kampe?

TV:

Kampen vises på 6’eren og Dplay.

Forrige artikel

- Skaderne gjorde udslaget

Næste artikel

Mourinho: Spillerne er klar

ANNONCE