Neville og de 27 andre managers

Sir Alex Ferguson var en af de helt store personligheder og managers gennem tiderne. Men foruden at føre United til en masse titler, gav Sir Alex også en vigtig ting videre til spillerne. Skotten var en kæmpe inspiration for spillerne, der sugede til sig, og siden selv har kastet sig over udfordringen som manager.

Gary Neville blev i dag udnævnt som manager i spanske Valencia frem til sommerpausen, og i følge manutd.com, er Neville dermed nummer 28 i rækken af tidligere United-spillere under Ferguson, som har kastet sig over jobbet som manager.

Hvorvidt Neville vil få succes i Spanien må tiden vise, men han har i hvert fald høstet masser af roser for sit arbejde som assistent på det engelske landshold, ligesom han har imponeret som kommentator på tv.

Listen over tidligere United-spillere, der spillede under Sir Alex og så siden selv er blevet managers, er lang. Nogle har fået stor succes, mens andre ikke helt har kunne gå til tops. Vi ser her nærmere på nogle af dem.

De mest kendte
Steve Bruce og Mark Hughes. De to herrer behøver vel ikke den store introduktion, hverken for deres præstationer på banen i United-trøjen, eller udenfor stregerne som managers. De to har mødt United flere gange for forskellige klubber, og vel alt i alt haft gode karrierer i deres klubber.

Hughes startede som walisisk landstræner, og havde succes her, hvilket medførte masser af tilbud fra klubber i det engelske. Han endte i Blackburn, inden han tog til Manchester City, Fulham, Queens Park Rangers og nu er at finde i Stoke City i Premier League.

Steve Bruce har stået i spidsen for en række klubber i de engelske rækker, men huskes primært for hans godt seks år i Birmingham, og perioderne i Wigan og Sunderland. Han er pt i Hull, der rykkede ud af Premier League, men satser på en hurtig retur til det fine selskab.

De udenlandske profiler
Ole Gunnar Solskjær er en legende i United, hvor hans mange mål og altid positive personlighed var et hit hos fansene. Laurent Blanc havde ikke helt samme lange karriere på Old Trafford, da han kom i en sen alder, men franskmanden blev stadig et hit blandt supporterne.

Blanc startede sin trænerkarriere i 2007, hvor han overtog styringen i Bordeaux, inden han fra 2010-2012 stod i spidsen for det franske landshold. Siden 2013 har Blanc været manager i storklubben Paris SG, som han har ført til titler og frem i Europa, hvor holdet tages seriøst i kampen om Champions League i denne sæson. Blanc har flere gange været nævnt, som en kandidat til jobbet som manager i United.

Solskjær vendte efter en periode som reserveholdstræner i United hjem til Molde i Norge. Her havde han kæmpe succes, og blev i 2014 lokket til Cardiff. Det blev dog aldrig en succes, og den kaotiske ledelse af klubben skildte sig relativt hurtigt af med Solskjær, der nu er tilbage i Molde i Tippeligaen.

Store spillere – svært som manager
Blot fordi man var en af spillets bedste som aktiv spiller, betyder det ikke nødvendigvis, at man overfører dette og bliver en fremragende manager. Det har flere profiler under Sir Alex måtte sande.

Specielt Bryan Robson passer nok ind i denne kategori. Efter nogle år i Middlesbrough, var Robson forbi Bradford, West Bromwich og Sheffield United, inden han fra 2009 til 2011 stod i spidsen for Thailands landshold. Største succes var med Middlesbrough, der i 1994/95 vandt the Championship.

Roy Keane er en anden spiller, der var fantastisk på banen som spiller, men har haft det svært siden da som manager. Ganske vist har han nu som assistent for det irske landshold, været med til at spille irerne til EM, men opholdene i Sunderland og Ipswich huskes nok ikke med samme glæde og stolthed, som Keanes spil på banen i sin tid for United.

Fremtidens stjerner
Med Gary Nevilles udnævnelse i Valencia, er to af de største profiler og navne fra perioden under Sir Alex, nu i gang med deres egne karrierer på trænerbænken. Både Neville og Ryan Giggs spås store karrierer som managers, og de kommende måneder/år vil vise, hvordan det går dem.

Giggs er pt assistent for Louis van Gaal, og mange anser ham som favorit til at overtage rollen som chef, når den hollandske manager indstiller karrieren. Omvendt spås Neville til store ting, men først skal han sammen med brormand Phil, få Valencia tilbage på ret køl i La Liga.

Alle managers
Her er listen over de 28 spillere, der var aktive under Sir Alex i United, og som siden har kastet sig over managergerningen.

Viv Anderson, Michael Appleton, Henning Berg, Clayton Blackmore, Laurent Blanc, Steve Bruce, Chris Casper, Peter Davenport, Simon Davies, Darren Ferguson, Ryan Giggs, Gabriel Heinze, Mark Hughes, Paul Ince, Andrei Kanchelskis, Roy Keane, Henrik Larsson, Gary Neville, Paul Parker, Mike Phelan, Bryan Robson, Mark Robins, Teddy Sheringham, Ole Gunnar Solskjaer, Frank Stapleton, Gordon Strachan, Chris Turner og Neil Webb.

Forrige artikel

Joyce: Fellaini med super attitude

Næste artikel

- Jesse er den engelske Iniesta

ANNONCE