Busby Babes – den sidste kamp

I dag er det præcis 55 år siden, Uniteds legendariske holde med Sir Matt Busby i spidsen spillede den sidste kamp, inden den forfærdelige fly-ulykke i…

I dag er det præcis 55 år siden, Uniteds legendariske holde med Sir Matt Busby i spidsen spillede den sidste kamp, inden den forfærdelige fly-ulykke i München i 1958. Den sidste kamp som Busby Babes spillede sammen var i Beograd i det gamle Jugoslavien mod Røde Stjerne.

5. februar 1958 løb United på banen i Beograd, for at forsvare den 2-1-føring som man havde med i kufferten fra første kamp i Manchester. United havde et fantastisk hold, og var på vej mod den helt store succes i Europa denne sæson.

United havde lige siden 1955 hvor UEFA indførte mesterholdenes turnering, haft drømme om at vinde turneringen og blive den bedste klub i Europa. Det var Sir Matt Busbys helt store drøm. En drøm han allerede i 1956/57-sæsonen var tæt på at nå, men de senere vindere fra Real Madrid var for stærke i semifinalen.

Efter endnu et engelsk mesterskab i 1956/57-sæsonen betød, at Busby og United fik endnu en chance i Europa. En rejse, der desværre endte alt for brat, efter den sidste kamp i Beograd.

Sidste kamp på britisk jord

Men først tager vi lige og skruer tiden yderligere et par dage tilbage. Vi ser nærmere på den sidste kamp, som the Busby Babes nåede at spille på engelsk jord, inden afrejsen til Beograd.

1. februar 1958 var United en tur i London, hvor Arsenal hjemme på Highbury tog i mod Busbys drenge. Mere end 63.000 tilskuere blev vidne til en af tidernes bedste kampe på Highbury. Og tiden skulle vise, at det også blev en af de mest gribende kampe.

United gik til pause i opgøret med en 3-0-føring. Duncan Edwards, Sir Bobby Charlton og Tommy Taylor havde bragt United i front, og det virkede til at være en solid føring til United. Men efter pausen havde Arsenal tilsyneladende fået tilført lidt af gæsternes offensive magi.

Indenfor blot få minutter havde hjemmeholdet bragt balance i tingene. Men United viste dog hvorfor de var regerende mestre, og med mål fra Dennis Viollet og Tommy Taylor fik man igen en god føring.

Arsenal fik til sidst scoret til 5-4 og var endda tæt på en udligning til sidst, men United holdt fast og vandt en forrygende kamp på Highbury med 5-4 over Arsenal. En fantastisk forestilling af de eminente Busby Babes. Og en kamp der altid vil blive husket. Desværre ikke kun fordi det var en forrygende fodboldkamp. Fem dage senere, var fem af Uniteds spillere fra startopstillingen væk for evigt.

Sidste kamp i Beograd

Efter den fantastiske kamp i London mod Arsenal, rejste United til Jugoslavien for at slå Røde Stjerne ud af kvartfinalen. Inden da havde United sendt Shamrock Rovers og Dukla Prag ud, og var nu altså i kvartfinalen, og havde et fint udgangspunkt med fra første møde i Manchester.

I den hjemlige liga var man seks point efter Wolverhampton med 14 kampe tilbage, og man kæmpede hårdt for at tage det tredje engelske mesterskab på stribe. United var faktisk på jagt efter the Treble, da man også havde nået femte runde af FA Cuppen. The Treble blev dog ikke nået i den sæson, det skete først 41 år senere.

55.000 tilskuere på JNA Stadium i Beograd så de to hold spille 3-3, hvilket sendte United videre til semifinalerne af mesterholdenes Europa Cup. Dennis Viollett lavede det ene af Uniteds mål, mens klubbens til dato mest scorende spiller, Sir Bobby Charlton, stod for de to andre.

Manchester United stillede op med følgende hold i Beograd:

United vs Røde Stjerne Beograd, 5. februar 1958

Harry Gregg; Bill Foulkes, Eddie Colman, Ryger Byrne, Mark Jones; Kenny Morgans, Duncan Edwards, Bobby Charlton, Tommy Taylor; Albert Scanlon, Dennis Viollett.

Holdet havde en gennemsnitsalder på blot 23 år, hvilket tydeligt viser hvordan Sir Matt Busbys tanker om at satse på egen talentudvikling havde båret frugt. Mest erfarne mand var 28-årige Roger Byrne, der også havde spillet 280 kampe for United. I modsatte ende var blot 18-årige Kenny Morgans, der havde spillet ti kampe i den røde United-trøje.

Byrne, Colman, Edwards, Jones og Taylor spillede den sidste kamp nogensinde i Beograd, da de omkom i forbindelse med ulykken i München på hjemrejsen til Manchester.

Forrige artikel

United skal et smut til Japan

Næste artikel

RvP: Balotelli er en flink fyr

ANNONCE